Fremtidens gadget? Spion-armbånd kan sikre dig mod aflytning

Det er en sjov gadget, men ikke nok til at stoppe overvågning, siger ekspert.

Sådan ser armbåndet ud, der ved hjælp af ultralydssignaler ødelægger lydoptagelser. (© University of Chicago)

Er du usikker på, om nogle lytter med, når du er oppe at skændes med kæresten, eller når du skråler med på Taylor Swift i stuen?

Hverdagen vrimler med elektronisk udstyr, der potentielt kan aflytte omgivelserne.

Det gælder både computere, telefoner og smarte højtalere med taleassistenter. Alle med indbyggede mikrofoner.

Det er dog med stor sandsynlighed en skrøne, at store techfirmaer som Facebook og Google bruger mikrofonen i for eksempel din telefon til at aflytte dine privatsamtaler.

Det kan du læse mere om her.

Men hvis du alligevel frygter, at nogle skulle optage din stemme, så kan du få hjælp til at undgå det med et nyt armbånd.

Forskere fra University of Chicago har opfundet armbåndet, der ved hjælp af ultralyd forhindrer mikrofoner i at optage din stemme.

Det skriver New York Times.

Du kan ikke høre armbåndet - men det kan din kat

Ifølge forskerne sender armbåndet ultralydssignaler ud, som har en frekvens, de fleste mennesker ikke kan høre. Signalerne forstyrrer optagelserne via mikrofonen og skaber det, der kaldes hvid støj.

Dermed bliver lydoptagelsen ødelagt.

- Armbåndet er en sjov gadget. Og hvis du er sølvpapirshat, så kan det være fint at have den. Den virker til lydoptagelser, men det er ikke nok, hvis der rent faktisk er nogle personer, som prøver at aflytte dig. De kan nemlig bruge andre metoder, siger Keld Norman, der er it-sikkerhedskonsulent ved Dubex.

- Hunde og katte kan i øvrigt godt høre armbåndets ultralydssignaler. Så de vil selvfølgelig blive kede af al den støj, fortsætter Keld Norman.

Du kan overvåges på flere måder

Det er ikke første gang, at hvid støj bliver brugt til at spolere lydoptagelser, forklarer Keld Norman:

- Man har i mange år lavet apparater, der laver det her hvide støj. Efterretningstjenester har brugt det, når de har haft hemmelige samtaler, siger Keld Norman.

Men i dag er lydoptagelser langt fra den eneste måde at aflytte på.

- Hackere kan benytte sig af mange andre muligheder, hvis de vil have data ud af dine enheder. De kan for eksempel overvåge aktiviteten fra dit grafikkort, lyden fra CPU'en (computerens processor, red.) eller lyset på skærmen, siger Keld Norman.

Keld Norman understreger, at armbåndet vil være et godt redskab, hvis det blot handler om lydoptagelser på telefonen eller smarthøjtaleren.

Forskerne bag det nye armbånd har på nuværende tidspunkt kun lavet en prototype. Men de er i kontakt med investorer, som vil have produktet ud på markedet.

Facebook
Twitter