Gitte har bygget et digitalt hønsehus: Mit barnebarn følger kyllingernes liv fra New York

Nu vil den 76-årige pensionist lære at programmere og 3D-printe.

Det lille gule hønsehus i 76-årige Gitte Kjærs have udenfor Vordingborg ser ikke ud af meget udefra. Men hønsene, der bor der, kan siges at bo i lidt af et liebhaver-skur.

Udover de bløde rugekasser og den store parasol, der skygger for solen, har Gitte nemlig fundet plads til to intelligente kameraer, som giver besked, når de opfanger bevægelse.

Det kan måske lyde som et Big Brother-projekt, der er løbet løbsk, men kameraerne er ikke kun gode i kampen mod ræven.

Gittes fem år gamle barnebarn bor nemlig med sin far i New York, og der vækker det digitale hønsehus glæde:

- Mit barnebarn er helt vild med dyr, og jeg synes, han skulle have lov til at se mine høns, for det er meget sjældent, de kommer på besøg. Så nu kan de følge hønsenes hverdag, se, når de får kyllinger, og se dem blive større, fortæller Gitte.

Hør historien om Gittes digitale hønsehus i videoen øverst.

Facebook
Twitter