Glem hørebøfferne: I fremtiden har vi hver vores lydboble i stuen

Med ny teknologi kan flere personer høre forskellige lyde i samme rum og på samme tid - uden at forstyrre hinanden.

Den nye teknologi kan blandt andet bruges til at have forskellig lyd på samme tid i familiebilen. (Foto: Grafik: Mathis Birkeholm Duus)

Forestil dig, du ser film i den ene ende af sofaen, mens din kammerat hører hiphop-musik i den anden. Selvom alle lydene kommer ud af højtalere, forstyrrer I slet ikke hinanden.

Sådan kan det blive i fremtiden. Forskere fra Aalborg Universitet har nemlig udviklet en særlig lydalgoritme, der kan isolere lyde i samme rum.

På den måde kan flere mennesker høre forskellige lyde på samme tid – helt uden at lydene bliver blandet sammen. Hver person har med andre ord sin egen lydboble.

- Det betyder for eksempel, at du kan se en film med en ven, hvor den ene ser filmen på dansk, mens den anden ser den på engelsk. Det kan lade sig gøre, uden at I skal bruge høretelefoner, siger ph.d.-studerende Taewoong Lee, som står i spidsen for forskningen.

Algoritme kontrollerer lydsignaler

Den nye lydalgoritme er baseret på idéen om at lave såkaldte lydzoner. Ved hjælp af matematiske metoder kan lydalgoritmen forme lydbølgernes udbredelse fra højttalerne.

Kunsten er så at dæmpe lyden fra højtalerne i bestemte zoner. Forskerne inddeler lydzonerne i en lys zone, hvor lydniveauet skal være højt, og en mørk zone, hvor lyden skal dæmpes.

Algoritmen sørger for at filtrere lydene i de forskellige højtalere, så de bliver dæmpet i den mørke zone.

- Det kalder vi for lydzone-kontrol, siger Taewoong Lee.

Forskning i lydzoner er ikke ny. Men der har været nogle tekniske udfordringer, forklarer professor på Aalborg universitet, Mads Græsbøll Christensen, der også er med i projektet.

- Når man forsøger at rekonstruere lyden så godt som muligt i én zone, så strider det faktisk imod at dæmpe den i en anden zone. Det har vi nu fundet nogle matematiske metoder til at løse, siger han.

Men teknikken er dog ikke helt på plads, forklarer Mads Græsbøll Christensen. Så vi må vente med at se det på markedet:

- De akustiske omgivelser påvirker for eksempel lyden. Der kommer jo ekko fra vægge og andre objekter. Så vi er nødt til at kende den akustiske respons. Og den forsøger vi at modellere, så vi kan indarbejde den i metoden uden at skulle måle alt for meget, siger han.

Taewoong Lee og sine kollegaer arbejder stadig på at udvikle deres lyd-algorimte. Her tester de teknikken. (© Taewoong Lee)

Kan bruges i biler og til koncerter

Ifølge Taewoong Lee har den nye teknologi stort potentiale. Den kan blandt andet bruges, når familien skal på bilferie.

- For eksempel kan personen i førersædet få informationer om navigation uden at blive forstyrret fra bagsædet, hvor børnene måske ser tegnefilm med lyd, siger han.

Og så er det en fordel at bruge teknologien til koncerter.

- Hvis der for eksempel er en koncert i Tivoli, så er der naboer, som bliver forstyrret af lyden. Med med den her teknik kan vi fokusere lyden til publikumsområdet, så den bliver dæmpet i de andre områder, siger Taewoong Lee.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk