Googles assistent kommer på dansk - usikkert om deres dimser følger trop

Apples Siri får kamp til stregen, når Google inden længe slipper deres digitale assistent løs på dansk. Uvist om firmaets telefoner og smarte højtalere også får dansk debut.

Snart kan du konversere med Googles digitale assistent på dansk. I første omgang vil det virke på Android og iPhones. (© Google)

Google digitale assistent, som blot hedder Google Assistant, kan snart bruges på dansk. Det oplyser Googles produktchef, Nick Fox, i et blogindlæg.

- I de kommende måneder vil vores assistent blive tilgængelig på dansk, hollandsk, hindi, indonesisk, norsk, svensk og thailandsk på Android-telefoner og iPhones, og vi vil tilføje flere sprog på flere enheder gennem året, skriver Nick Fox.

Den præcise lanceringsdato kendes dog endnu ikke, oplyser Google til DR.

Firmaets udrulning af assistenten stopper dog ikke ved de syv ovennævnte sprog. I slutningen af året forventer Google, at 15 nye sprog er kommet til, så assistenten kan tale og forstå mere end 30 sprog.

Det skulle ifølge Google betyde, at den digitale hjælper ved årets udgang vil være tilgængelig for 95 procent af alle verdens Android-brugere, der vel at mærke har en Android-telefon, der understøtter tjenesten.

Kan blive adgangsbilletten for Googles hardware-produkter

Google-assistentens ny-tillærte dansk-evner kunne meget vel samtidig betyde, at Google også begynder at sælge deres hardwareprodukter i Danmark - også selvom Google oplyser til DR, at det endnu ikke vides om - eller hvornår - de lanceres herhjemme.

Søge- og annoncefirmaet er nemlig for alvor begyndt at satse på at lave telefoner, computere og lignende produkter, som alle er stærkt funderet på kunstig intelligens, som er det, der driver assistenten. De kan dog pt. kun købes i ganske få lande.

Men særligt relevant er det for Googles smarte højttalere, Google Home, der kun fungerer via stemmestyring. Det ville derfor give god mening, at introducere disse i flere lande samtidig med assistenten. I særdeleshed fordi deres helt store konkurrent på dette marked, Amazons Echo-højtalere med den tilhørende assistent Alexa, stadigvæk er begrænset til meget få sprog.

Uanset, vil man formentlig snart kunne møde Googles danske assistent i en række andre produkter, som firmaet ikke selv producerer.

Et stigende antal tv-apparater, højtalere og andre dimser, integrerer nemlig både Google og Amazons digitale assistenter i deres produkter, så de kan styres med stemmen.

Siri har været tre år i Danmark - men halter stadig

I Danmark betyder Google-assistentens komme, at Apples Siri endelig får noget tiltrængt konkurrence.

Siri har kunnet tale og forstå dansk i snart tre år, men udviklingen af hendes evner, er gået en smule i stå, og det er således stadigvæk rimelig begrænset, hvor stor en hjælp hun er.

En simpel sms kan man godt diktere, ligesom man også nemt kan sige “tænd lyset i stuen”, hvis man har installeret internetforbundne pærer i hjemmet.

Bliver det en smule mere avanceret, får Siri til gengæld hurtigt problemer. Det gælder fx styring af musik, hvor hun i lang tid har haft store problemer med at forstå engelske bandnavne, simpelthen fordi hun ikke evner både at forholde sig til dansk og engelsk på en gang.

Sidstnævnte udfordring er formentlig også grunden til at Apples nye smarte højtaler HomePod ikke lige foreløbig kommer til Danmark, og hvorfor Siri stadigvæk ikke kan bruges på dansk på Apple TV.

Google-assistenten bliver tosproget

Evnen til at tale flere sprog samtidig, er Google til gengæld snart ved at have lært deres assistent.

Firmaet meddeler i samme blogindlæg, at Google Assistant snart vil kunne forstå flere sprog på samme tid - og det drejer sig ikke bare om at kunne forstå navnet på et band eller en skuespiller, den bliver simpelthen flersproget.

Det betyder fx, at familiemedlemmer kan tale forskellige sprog til en af Googles smarte Home-højtalere. I første omgang gælder det dog kun engelsk, fransk og tysk, men flere sprog vil blive tilføjet løbende.