Teknologi

Guide: Sådan undgår du at have hele verden med på løbeturen

Din løbeapp sladrer om din løberute og dit løbetempo til hele verden. Men med en lille indsats kan du hægte sladrehanken af.

Passer du ikke på med indstillingerne f.eks din løbe-app, ender du med potentielt at kunne læses som en åben bog af hele verden. (Foto: BAX LINDHARDT © Scanpix)

Hvem ved, hvad du laver i løbet af dagen? Og hvor du befinder dig? Formentlig ved din familie det. Og nogle af dine venner. Men hvad med dit forsikringsselskab? Og din bank? Det er ikke sikkert du synes, de skal vide, hvor du er. Det skete for en dansk kvinde, som blev overvåget af sit forsikringsselskab gennem fitness-appen Endomondo.

Flere løbe-apps og forskellige smarte ure er blevet fremhævet som syndere, når det kommer til at afsløre, hvor brugerne befinder sig.

Du har stort set altid mulighed for at holde dine oplysninger i den slags apps private, men de er oftest designet til, at vi bruger dem socialt og deler vores informationer.

Men vi skal vænne os til at passe på. For data kan slippe løs og pludselig leve sit eget liv på nettet, siger Forbrugerrådet TÆNKs vicedirektør, Vagn Jelsøe:

- Forbrugerne skal være opmærksomme på, hvad de lægger ud, og hvilke apps de bruger. Og så skal man være opmærksom på, om det man lægger ud, ryger ind i en offentlig database. Særligt hvis det er af privat karakter, siger han.

Ure sladrede om hemmelige baser

Datalæk fra fitness-apps kan også have konsekvenser i det helt store billede. Da det fitness-fokuserede sociale medie Strava lagde deres globale aktivitetskort frem, var det meningen, at de mange brugere skulle kunne se, hvor populære deres egne løberuter var og få inspiration til nye.

Men det viste sig, at der i flere krigszoner og omkring hemmelige militærbaser også var flittige brugere af appen. Det betyder, at der pludselig var detaljerede optegninger af patruljeruter og gangstier for alverdens militærbaser og andre følsomme steder frit tilgængelige på nettet.

Og det er upraktisk, når man forsøger at holde den type anlæg så hemmelige som overhovedet muligt.

https://twitter.com/Typhonatemybaby/status/957401112998567937?ref_src=twsrc%5Etfw

En australsk rundspørge viser, at mange brugere af sociale medier lader mange oplysninger stå som offentlige, så de kan søges frem af alle og enhver.

DR Viden giver her et lille overblik over, hvad man nemt kan komme til at dele til alle og enhver, hvis man ikke er påpasselig med sine privatlivsindstillinger.

Facebook

Facebook er kongen over dem alle, når det kommer til indsamling af personlige oplysninger. Der findes på nettet adskillige forskellige søgeværktøjer, som gør det muligt for hvem som helst at søge oplysninger frem.

Man kan for eksempel finde en liste over de steder, Facebook-direktør Mark Zuckerberg har besøgt: https://www.facebook.com/search/4/places-visited/. Man kan også se, hvilke opslag, Zuckerberg har liket, kommenteret, og hvem der har uploadet billeder af ham. Og den type søgninger kan man lave på alle Facebook-profiler.

Om du selv dukker op i den type søgninger, kommer an på, om du er venner med personen, der laver søgningen. Du kan delvist skjule dig for fremmede, hvis du indstiller din profil til ikke at være offentlig. Kommenterer du på et opslag, der er synligt for alle, vil den kommentar dog også være synlig for alle.

Instagram

Instagram kan koble din fysiske placering til de billeder, du lægger på din profil. Det betyder kort sagt, at alle og enhver kan søge på et sted, og se de billeder, der er knyttet til stedet.

Blandt andet kan du med appen lave søgninger på danske hospitaler, og se Instagram-billeder af pårørende, der besøger syge familiemedlemmer og lignende.

Her er begrænsningen igen dine privatlivsindstillinger. Hvis din profil er privat, er det kun dem du godkender, der kan se dine billeder. Men forbløffende mange har ikke en privat profil. Og har du ikke en privat profil, kan alle og enhver gå ind og se, hvilke billeder, du lægger på Instagram.

Snapchat

Hvordan ville du have det, hvis dem du er venner med på snapchat, kan se hvor du er? Det var ideen bag Snapchats kort-funktion, der blev lanceret sidste år.

Den kombinerer to funktioner: At du kan se fremhævede billeder og videoer fra steder med høj aktivitet, f.eks koncerter, sportsbegivenheder eller lignende. Og at dine venner også bliver placeret på kortet, så du kan se, hvor de er.

Nogle vil måske være meget trygge ved situationen, men det var ikke alle, dertog lige godt imod funktionen, da den blev lanceret.

Vil du have bedre styr på dit online-privatliv, kan du prøve aktivistgruppen Tactical Techs såkaldte Data Detox Kit.

Facebook
Twitter