Halvblinde Hubble: Kamera på historisk rumteleskop er i stykker

- Det er den bedste udsigt til universet, som mennesket har, siger forsker om det ødelagt kamera.

Hubble-rumteleskopet med Jorden i baggrunden. Teleskopet har været i kredsløb siden 1990. (Foto: Nasa © Scanpix)

NASA's Hubble-teleskop har gennem snart 30 år givet os fantastiske billeder af universet.

Men nu er en del af teleskopet gået i stykker. Siden den 8. januar har det ene af Hubbles to kameraer været ude af drift, fordi det tilsyneladende har problemer med et stykke hardware.

Et hold af ingeniører, udviklere og andre eksperter er i øjeblikket ved at finde frem til roden af problemet, så de kan få kameraet på fode igen.

Et stort tab

Det er dog nødvendigvis ikke noget, der kommer til at ske lige nu. Kameraet, der blev installeret på Hubble i 2009, er ikke ét, man lige sådan reparerer, forklarer Hans Ulrik Nørgaard-Nielsen, der er seniorforsker på DTU Space.

- Man kan jo ikke bare gå op og kigge med en pandelampe og en skruetrækker, siger han.

- Da NASA ikke ved, hvad der er galt, ved de heller ikke, hvor lang tid det vil tage at fikse.

Heldigvis er kameraet udstyret med to udgaver af dets mest kritiske dele. På den måde kan NASAs teknikere på Jorden skifte til den fungerende del, selvom de er langt væk fra Hubble. Det sker ved hjælp af radiosignaler.

- Men hvis der er noget fundamentalt galt, som vi ikke lige kan reparere, så ville det være et stort tab, siger Hans Ulrik Nørgaard-Nielsen.

Det Hubble-kamera, der er i stykker, er det mest følsomme af teleskopets to kameraer. Det betyder, at det kan se længere ud i universet end det andet, ældre kamera, der stadig virker.

Et par år til pensionsalder

Kameraet, der går under navnet WFC3, har taget billeder af blandt andet Sommerfugletågen, Hestehovedtågen og Jupiter.

- Det er helt ærligt den bedste udsigt til universet, som mennesket har, siger Simon Porter, der er astrofysiker ved Southwest Research Institute i Colorado, på Twitter.

Normalt bliver WFC3-kameraet blandt andet brugt til at studere planeter uden for vores eget solsystem og fjerne galakser.

Det er ikke første gang, at teleskopet er i problemer. I oktober sidste år fejlede et af Hubbles gyroskoper, hvilket fik dets kameraer til at pege den forkerte vej. Gyroskoper er de instrumenter, der sikrer, at teleskopet peger den rigtige vej.

Men trods sine skavanker holder Hubble forhåbentlig et par år endnu. Tidligst i 2021 er dets afløser - James Webb-teleskopet - klar til at blive sendt ud i rummet efter flere forsinkelser.

Facebook
Twitter