Har du set 'satellit-toget' på himlen? Ellers får du nu chancen igen

I år sender SpaceX mere end tusind satellitter i kredsløb. Og du kan se dem her fra Jorden.

Satellitterne ses tydeligt på himlen på dette billede fra den seneste opsendelse tilbage i december. (Foto: Peter Komka © Scanpix)

Natten til tirsdag har den amerikanske rumfartsvirksomhed SpaceX sendt en raket med intet mindre end 60 satellitter i kredsløb som en del af deres Starlink-netværk.

Og hvis vejret tillader det, kan du faktisk se satellitterne med det blotte øje.

Desværre lå skyerne hen over landet i nat. Men hvis det klarer op i aften, har du måske chancen for at se et 'satellit-tog'.

Når så mange satellitter skal ud i kredsløb på samme tid, ligner det nemlig ikke bare stjerner på himlen.

Det forklarer Flemming Hansen, der er konsulent ved DTU Space.

- Når raketten kommer op i den rigtige højde frigives alle satellitterne, og de driver langsomt fra hinanden. Når det sker med 60 satellitter, kommer de til at ligge på linje, og de ligner lidt et fut-tog. Og det lægger folk mærke til, siger han.

Opsendelsen er tredje gang SpaceX skyder 60 satellitter til Starlink-netværket afsted på én gang.

Ved de to tidligere opsendelser har det bemærkelsesværdige syn på himlen resulteret i, at flere mennesker verden over har rapporteret om UFO’er.

Fænomenet kan ses et par dage

Når de 60 satellitter er blevet sluppet fri fra raketten, vil de lige så stille bevæge sig ud i den bane, hvor de skal være i kredsløb.

Men den vandring tager noget tid. Derfor har du igen i aften chancen for at se de lysende prikker, der ligger på linje.

Hvis du vil se de mange satellitter lyse op, skal du enten ud i aften eller i morgen tidlig, mens det er mørkt, men solen kaster lidt lys fra sig, fortæller Flemming Hansen.

- Satellitterne lyser op, fordi solen lyser ind på dem. Derfor vil de være tydeligst at se, lige efter solen er gået ned, og lige inden den står op, siger han.

Når satellitterne i løbet af den næste tid har fundet deres egen bane, vil de stadig være mulige at se. Men de er ikke være ligeså tydelige, når de ikke ligger på række.

Raketten, der er af typen Falcon 9, blev sendt afsted fra Cape Canaveral i Florida i nat. (Foto: handout © Scanpix)

Satellitterne skaber problemer for astronomer

De kommende år vil Starlink-satellitterne fylde betydeligt mere på stjernehimlen.

Frem mod år 2027 regner SpaceX med at opsende i alt 12.000 satellitter til Starlink-netværket, og det vil altså være noget, man ikke kan undgå at se, fortæller Flemming Hansen.

- Når du går ud en mørk aften her om syv år, så vil du ikke kunne kigge op mod himlen uden at se en Starlink-satellit, siger han.

Satellitterne har da også allerede skabt kontroverser. Tilbage i november kritiserede astronomer fra Cerro Tololo-obervatoriet i Chile SpaceX for at forstyrre deres observationer med de mange satellitter.

SpaceX-direktør Elon Musk har flere gange tidligere afvist den kritik. Men ifølge Flemming Hansen er SpaceX sidenhen gået i dialog med astronomerne for at finde en løsning.

- SpaceX har sagt, at de med det næste hold af satellitter vil give dem en mørkere belægning på undersiden, der skulle gøre, at de ikke giver så meget genskin, siger han.

Hvis du ikke når at se satellitterne i aften, har SpaceX en ny opsendelse igen allerede senere i januar.

Årets øvrige Starlink-opsendelser kan du følge med i på spaceflightnow.com.