Hemmeligt projekt: Facebook udvikler satellit 

Facebook bekræfter til amerikansk medie, at man vil lave et netværk af satellitter. 

Det er ikke første gang, at Facebook har forsøgt sig med satellitter. I 2016 ville man sende én op med en SpaceX-raket, men den eksploderede på rampen. (© EUTELSAT)

Facebook er ved at udvikle en satellit, der efter planen skal opsendes i begyndelsen af 2019.

Det bliver den første af flere satellitter, som skal ligge i et lavt kredsløb om Jorden, og som giver folk adgang til internettet.

Facebook vil lave et helt netværk, der kaldes for Athena, som skal give “bredbåndsforbindelser til udækkede og dårligt dækkede områder rundt omkring i verden”.

Det skriver teknologimagasinet Wired, der har fået aktindsigt i kommunikationen mellem Facebook og den amerikanske myndighed Federal Communications Commission.

Wired har også fået planerne bekræftet af Facebook, der dog ikke vil komme med yderligere kommentarer. Der har været rygter om projektet i længere tid.

Eksploderede på affyringsrampe

Det er ikke første gang, at Facebook har forsøgt sig med satellitter. I 2016 havde Facebook en satellit til cirka 600 millioner kroner med i lastrummet på en raket fra Elon Musks virksomhed SpaceX.

Satellitten skulle ligge i et kredsløb over Afrika for at give netforbindelse til 14 nationer i Subsaharisk Afrika i fem år. Det blev dog ikke til noget. Raketten eksploderede på affyringsrampen.

I stedet arbejdede Facebook på at udvikle et projekt med en flåde af enorme droner, der havde et vingespænd, som var større end en Boeing 747, og som skulle cirkle i mere end 18 kilometers højde for at sende internet ned til de egne af kloden, der ellers ikke ville have netforbindelse.

Det blev kaldt for Project Aquila. Men det blev aldrig mere end et forsøg. Facebook droppede det officielt i slutningen af juni.

Alphabet, der er selskabet bag Google, har haft et lignende projekt med droner, som i januar 2017 ligeledes blev aflyst.

Hård konkurrence i rummet

Facebook er heller ikke de eneste, der lige nu arbejder på at bruge satelitter til at sende internet ned over Jorden. Det samme gør for eksempel SpaceX samt OneWeb, der ejes af det japanske konglomerat Softbank, der ifølge Forbes er verdens 39. største virksomhed.

Hastigheden på internettet, som satellitterne giver adgang til, vil afhænge af højden, som de er i kredsløb i. Jo højere, jo langsommere forbindelse.

Men Facebooks officielle holdning er, at en dårlig forbindelse er bedre end ingen forbindelse.

Facebook står bag internet.org, hvis formål officielt er at give adgang til internettet til folk, der ellers ikke ville have det.

For eksempel i fattige udviklingslande eller områder i verden, hvor det vil være for kostbart at lægge internetkabler.

For Facebook handler det også om vækst og om at få nye brugere til det sociale netværk. Facebook har været kritiseret for, at adgangen til nettet kun kan ske gennem en række apps, der er kontrolleret af Facebook, og at det ikke giver åben adgang til hele nettet.

Facebook
Twitter