Historien skal måske skrives om: Maorier kom til Antarktis 1000 år før europæerne

De havde overlegne både og kunne sejle hvor som helst.

De oprindelige folk på New Zealand var ekstremt dygtige sejlere, og der er fundet rester fra deres skibe på en ø midt mellem New Zealand og Antarktis. (© Jagen / Scanpix)

Slår du op i historiebøgerne, vil du med garanti kunne læse, at det var en europæer, der først opdagede Antarktis.

Der er dog ikke helt enighed om, hvem det var. Nogle mener, det var russeren Fabian von Bellinghausen, der den 27. januar 1820 opdagede landfast is ved det område, vi i dag kalder Queen Maud Land. Andre mener, at englænderen Edward Bransfield opdagede kontinentet først, da han så tippen af det antarktiske kontinent samme år.

Men den diskussion skal historikerne måske parkere nu.

New zealandske forskere har udgivet en forskningsartikel, hvor de argumenterer for, at de oprindelige folk i New Zealand opdagede Antarktis allerede omkring år 700. Det er mere end tusind år tidligere.

Fordi maorierne ikke har en skriftlig kultur, bygger deres historieskrivning på mundtlige fortællinger, myter og udsmyknings-motiver, der er givet videre gennem generationerne. En af de fortællinger går på, at en høvding ved navn Hui Te Rangiora nåede et kontinent omgivet af isbjerge.

Selvom der aldrig er fundet arkæologiske spor på Antarktis, der viser, at maoriernes forfædre har været der, er det ikke helt usandsynligt, at de nåede derned, vurderer Anders Emil Rasmussen. Han er museumsinspektør ved Moesgaard Museum, hvor han forsker i de oprindelige befolkninger i Stillehavsområdet.

- Det virker sandsynligt, at de har haft bådtyper, der kunne sejle derned. De koloniserede store dele af Stillehavet over en periode på 1500 år, så at de ikke også opdagede Antarktis, ville næsten undre mig. Men da man ikke kunne bo dernede, var de nok bare vendt om, siger han.

Spor af maorier fundet på øer nær Antarktis

Nok er der ikke fundet arkæologiske spor på Antarktis, men på nogle af de nærmeste øer nord for kontinentet er der tydelige spor efter maorierne.

Midt imellem New Zealand og Antarktis ligger øen Macquarie Island, der er en kold og ugæstfri ø. Der bor ingen mennesker, men en masse pingviner på øen.

Der er altså masser af spor efter, at maorierne allerede tidligt boede og rejste langt mod syd.

Derfor virker det også sandsynligt, at de vovede sig længere mod syd og nåede det frosne kontinent, forklarer Anders Emil Rasmussen.

- Den befolkningsgruppe, maorierne var en del af, var ekstremt dygtige til at sejle og navigere. Ikke kun i Stillehavet. Der er også fundet spor efter dem på Madagaskar ved Afrika og isolerede øer i Det indiske ocean. Noget tyder på, at de satte ud i alle retninger for at opdage nyt land, siger han.

Der er fundet arkæologiske spor efter maoriernes forfædre på to øer syd for New Zealand. På den ene af øerne bor der stadig ingen mennesker, da der er koldt og vindblæst. (© Mapcreator)

Bedre både end europæerne

For at sejle på havet omkring Antarktis kræver det, at du har en temmelig søstærk båd. Vindstød og bølger kan blive meget store i Sydhavet, hvor der er kæmpemæssige områder helt uden land til at bremse vind og bølger.

Desuden bliver det koldt, så der er også brug for, at du kan gå i læ og få varmen.

Alt det kunne Stillehavsbefolkningernes både, som på mange områder var de europæiske skibe overlegne, forklarer Anders Emil Rasmussen.

- Deres skibe var katamaraner. De sejler både ekstremt hurtigt og ligger stabilt i bølgerne. Først under industrialiseringen blev den europæiske bådteknologi lige så god, siger han og fortsætter:

- Der er observeret kæmpebåde på Fiji - som er en del af den samme kulturkreds som maorierne - helt op i 1600-tallet. De store både var på størrelse med europæiske skonnerter og havde kahytter og det hele. De har derfor helt sikkert kunne klare at sejle på Sydhavet.

Her ses en tegning af en af maoriernes både. Den er lavet i 1700-tallet af en britisk kunstner, der var med på James Cooks ekspedition. Bådene fandtes i flere størrelser og var typisk katamaraner med sejl og endda et overdækket område på nogle af dem. (© BRITISH LIBRARY / Scanpix)

Familiestruktur tvang dem til havs

Maorierne stammer fra den gruppe af mennesker, forskerne kalder for Lapita-kulturen. Fra Papua Ny Guinea og øerne nord for spredte de sig til øer i hele Stillehavet på et par tusind år.

- Det var den største sejlads- og navigationsmæssige bedrift i menneskehedens historie før den europæiske ekspansion. Det er der ingen tvivl om, siger Anders Emil Rasmussen.

Det har dog altid undret forskerne, hvorfor Lapita-folket altid var på udkig efter nye landområder. Mange af de øer de opdagede, var rigeligt store til, at de kunne leve og udvide befolkningen i mange generationer.

En teori er, at de simpelthen havde en familiestruktur, der tvang de yngstefødte på havet, fortæller Anders Emil Rasmussen.

- Man har en teori om, at den ældste søn arvede alt. Derfor var der ikke noget til overs til de yngre sønner, der måtte drage til havs for at finde nye landområder. Det kan måske også være en af forklaringerne på, at de er nået helt til Antarktis i håbet om at finde et område, de kunne kalde deres, siger han.

En maori-familie fotograferet i slutningen af 1800-tallet foran deres traditionelle hus. (© Historica Graphica Collection / Scanpix)

Oprindelige folk bliver glemt i historieskrivningen

Når forskerne fra New Zealand tager emnet op, skyldes det ikke, at de har fundet ny information. De har blot nedskrevet og samlet nogle af de mundtlige fortællinger, som maorierne har, og kilder udenfor den videnskabelige litteratur.

På den måde er deres viden sådan set ikke ny, vurderer Anders Emil Rasmussen.

- Når forskerne alligevel udgiver deres resultater som en nyhed, skyldes det, at de vil bryde med den historiefortælling, vi har i Europa og Vesten. Vi har haft en tendens til, at vi skriver historien ud fra skriftlige kilder og arkæologiske fund - ikke mundtlige overleveringer, siger han og fortsætter:

- Derfor er mange oprindelige kulturer blevet overset i historieskrivningen. Moderne europæere er ofte blevet krediteret for at have opdaget landområder, som den oprindelige befolkning for længst havde opdaget, fordi vi har en tendens til at skrive historien med os selv i centrum.

I New Zealand arbejder de hårdt på at få maoriernes kultur gjort til en del af den officielle historieskrivning og en fælles national kultur. Derfor bærer artiklen lidt præg af politisk korrekthed, mener han.

- Artiklen har et klart mål ved at gøre os opmærksomme på, at vi overser historier som denne. Men den bliver lidt som en forlængelse af den politik, de fører i New Zealand.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk