Om få år skal USA lave nye, store spring for menneskeheden.

Den amerikanske rumfartsadministration, Nasa, tager nemlig tilbage Månen – mere end 50 år efter sidste besøg med mennesker.

Denne gang vil den første kvinde og den første ikke-hvide person blandt andet sætte deres fodaftryk på den støvede overflade.

Den første af en række kommende månemissioner er netop skudt i gang.

Efter flere mislykkede forsøg på grund af tekniske problemer og udsættelser på grund af vejret har Nasa nu sendt rumkapslen Orion af sted med deres såkaldte SLS-raket.

Missionen, der har navnet Artemis 1, har dog ingen astronauter ombord. I stedet sidder tre dukker i rumkapslen, der skal kredse om Månen og herefter vende tilbage Jorden.

Formålet er at teste udstyret, inden mennesker skal tage samme tur i 2024 og lande på Månen tidligst i 2025.

Og denne gang handler månelandingen ikke kun om at plante et flag, forklarer rumekspert og astrofysiker Michael Linden-Vørnle fra DTU Space:

- Vi skal tilbage til Månen, fordi den har meget at byde på. Mennesket skal begynde at udbrede sine aktiviteter i Solsystemet. Og her er Månen et naturligt første skridt.

En kilde til energi på Jorden

Ifølge Michael Linden-Vørnle er der flere grunde til, at Nasa nu har Månen i kikkerten igen.

Først og fremmest er Månen fyldt med sjældne jordarter og energiformer, som mennesker på Jorden kan udnytte

Månens finkornede støvlag er for eksempel rigt på helium-3, en let udgave af grundstoffet helium. Det kan vi udvinde og bruge som energikilde.

- Hvis vi får udviklet teknologien til at lave kernefusion med helium-3, så kan det generere enorme mængder af energi. Det kan løse Jordens energiforsyningsproblemer, siger Michael Linden-Vørnle, der dog understreger, at den del ligger et godt stykke ude i fremtiden.

Når mennesket lander på Månen næste gang, får vi billeder i noget bedre kvalitet end for 50 år siden. Her ses et sammenklip fra den første Månelanding i 1969 (Apollo 11). I årene efter gennemførte Nasa flere månelandinger, og i alt har12 mennesker gået på Månen. Artiklen fortsætter efter videoen.

En tidskapsel og et springbræt

Selvom mennesket har været på Månen, er den stadig videnskabelig interessant at undersøge. Michael Linden-Vørnle beskriver den som en tidskapsel.

- Vi mener, at Månen er blevet dannet i forbindelse med, at Jorden blev ramt af en søsterplanet tidligt i Solsystemets historie. Og fordi Månen ikke har vind, vejr og menneskelig aktivitet, så bevarer man simpelthen sporene fra fortiden, siger han.

Desuden er Månen et godt sted at lave et observatorium, hvor forskere kan kigge ud mod universet via et teleskop. Ingen atmosfære generer nemlig observationerne.

Og så kan en raketbase være en fordel at have på Månen, da tyngdekraften er mindre end på Jorden.

- Det betyder i praksis, at en raket opsendt fra Månen vil kunne løfte seks gange mere last ud i rummet, end samme raket opsendt fra Jorden, siger Michael Linden-Vørnle.

Han understreger også, at et permanent ophold på Månen kan bruges til at teste, hvordan det er at drive en base et andet sted end på Jorden. På den måde kan det ses som et springbræt til Mars.

Artiklen fortsætter under billedet.

Forsker: 'Vi bruger for mange penge på astronauter'

Selvom mennesker ikke har gået på Månen i de seneste 50 år, har vi flere gange besøgt den naturlige satellit med ubemandede missioner, ligesom vi også har besøgt Mars og andre planeter i Solsystemet.

Nogle astrofysikere mener, det er spild af ressourcer at sende mennesker til Månen, når robotter og sonder kan udforske Månen eller for den sags skyld andre objekter i universet for langt færre penge.

Artemis-programmet er anslået til at koste intet mindre end 93 milliarder dollars (cirka 700 milliarder kroner).

Søren Brandt, der er astrofysiker ved DTU Space og forsker i sorte huller og neutron-stjerner, mener det er er for mange penge.

- Det får USA og Europa til at se teknologisk overlegne ud, men det videnskabelige udbytte er ikke særlig stort, siger han.

- I praksis er det meget dyrere, da størstedelen af budgettet går til at holde astronauter i live. Og de fleste astrofysiske missioner er uafhængige af bemandet rumfart. Hvis vi gerne vil studere big bang for eksempel, så skal vi bruge sonder og satellitter og ikke astronauter.

Michael Linden-Vørnle er enig i, at den bemandede rumfart i form af Artemis-projektet lige nu er alt for dyr. Det skyldes, at der ikke er noget på Nasas måneraket, der er genanvendeligt, så den dyre raket kan sendes op flere gange.

- Vi skal helt klart hen imod, at systemerne bliver så genanvendelige som muligt. Så Nasa skal gå den vej, som Elon Musk og Jeff Bezos gør. De gør det langt billigere, da deres systemer er genanvendelige, siger Michael Linden-Vørnle,

Rigmændene Elon Musk og Jeff Bezos står bag henholdsvis rumfirmaerne SpaceX og Blue Origin.

Michael Linden-Vørnle holder dog fast i, at astronauter er vigtige.

- Mennesker er trods alt stadigvæk mere effektive end robotter. De undersøgelser som robotter har lavet på Mars, kunne en trænet geolog helt sikkert have lavet på meget kortere tid, da hun hurtigt er i stand til at vurdere, hvad der er vigtigst at undersøge, siger han.