Vi hører i medierne om, at vi skal tale pænere til hinanden på sociale medier.
Men hvor hård er ‘den hårde tone’ egentlig på sociale medier? Det kan en ny undersøgelse fra analysefirmaet Analyse & Tal svare på.
Den viser, at hver 20. af alle kommentarer på mediers og politikeres Facebooksider er et sprogligt angreb mod en anden person eller gruppe. Det svarer til 3,3 millioner kommentarer over to år.
Tonen i beskederne kan være ekskluderende, nedsættende eller truende.
- Det lyder måske ikke af så meget, men forestil dig en samtale, hvor hver 20. kommentar er hårde sætninger, hvor der bruges nedladende eller chikanerende tale - det kan endda være trusler. Det synes vi, er meget.
Sådan siger partner i Analyse & Tal Sarah Steinitz i P1-programmet Kortsluttet.
Det er særligt, når emnet er muslimer, islam, indvandring eller integration, at tonen bliver hård.
Her viser den nye analyse, at op mod 13 procent af kommentarerne kan betegnes som et angreb på den ene eller anden måde.
Algoritme trænet med 70.000 kommentarer
Ved hjælp af kunstig intelligens har det været muligt for Analyse & Tal at få et overblik over de mange millioner kommentarer.
- Det er så smart med kunstig intelligens, fordi vi aldrig ville kunne gå igennem 63 millioner kommentarer manuelt, siger Sarah Steinitz.
Folkene hos Analyse & Tal har ‘trænet’ en algoritme baseret på kunstig intelligens i at aflæse kommentarerne og vurdere, hvad der er angreb.
Det har de gennem 70.000 kommentarer, som er kategoriseret af mennesker ud fra, om kommentarerne indeholdt angreb, anstødeligt sprog eller hadtale.
- Det er et virkelig stort arbejde at få den kunstige intelligens til at kunne skelne mellem angreb og ikke-angreb kommentarerne, siger hun.
Den kunstige intelligens kan nu afgøre, om kommentarer er et angreb, og herefter om kommentaren er anstødelig eller hadefuld.
Den hårde tone smitter
Sarah Steinitz håber, at den nye undersøgelse kan bidrage med fakta til debatten om, at vi skal holde den gode tone, når vi er på sociale medier.
Men udover at man selv kan opføre sig ordentligt, når debatten raser, hvem skal så sørge for den gode tone?
Sarah Steinitz fortæller, at det kan politikerne og mediehusene hjælpe med.
- Politikere og mediehuse kan være med til aktivt at moderere og være med til at sætte en god tone i kommentarsporet, siger hun.
Hun fortæller, at når de dykker ned i kommentarsporene, kan de se den tendens, at hvis politikere skriver noget, der er skarpt formuleret, vil det ofte også vise sig i kommentarsporet.
- Den tone, man lægger for dagen som offentlig person, smitter tit af, siger hun.