I sidste måned stillede Facebooks øverste chef Mark Zuckerberg op til to fem-timers marathon-høringer i henholdsvis senatet og kongressen i USA.
Det skete i kølvandet på Cambridge Analytica-skandalen, som har kastet Facebook ud i sin værste mediestorm siden firmaets start i 2004.
Nu er Zuckerbergs hørings-tur så nået til Europa, hvor Facebooks 34-årige leder i aften blandt andet skal svare på kritiske spørgsmål i EU om firmaets indsamling, opbevaring og behandling af europæernes private data.
Høringen finder sted blot tre dage inden den nye GDPR-lovgivning træder i kraft i EU, som skærper kravene til behandling af netop personfølsomme oplysninger.
Høringen varer kun fem kvarter
Spørgetiden i EU-parlamentet bliver dog noget kortere, end den var i USA, da der umiddelbart kun er afsat 1 time og 10 minutter med start fra kl. 18.20.
Her skal Zuckerberg stå skoleret foran en gruppe på cirka 15 personer. Det drejer sig om Europa-Parlamentets formand Antonio Tajani, ledere for de politiske grupperinger i Parlamentet, samt repræsentanter fra Udvalget om Borgernes Rettigheder, som skal udspørge Facebook-chefen.
De tilstedeværende personer får mulighed for at stille et spørgsmål hver, efterfulgt af ét opfølgende spørgsmål.
Det forventes, at spørgsmålene i særdeleshed vil kredse om Facebooks massive dataindsamling, men også om emner som fake news og hate speech vil formentlig være på dagsordenen.
Zuckerberg kan også forvente spørgsmål om, hvorvidt Facebooks tilrettede betingelser for brug af selskabets platforme lever op til de nye GDPR-regler, hvilket der allerede inden loven træder i kraft sættes spørgsmålstegn ved fra flere sider.
Overholder et firma ikke GDPR-reglerne risikerer man en bøde på op til 20 millioner euro eller fire procent af virksomhedens samlede årlige globale omsætning, såfremt dette beløb er højere.
Zuckerbergs tredje gang kan blive den hårdeste
Mark Zuckerberg - som stiller op af egen fri vilje - har som nævnt prøvet høringsformatet to gange før, med to forskellige resultater.
Første høring i senatet gik rimelig glat og udstillede mest de amerikanske senatorers manglende forståelse af internettets gængse forretningsmodel, hvor data bliver indsamlet og udnyttet, som byttehandel for at brugerne ikke betaler med kontanter.
Den anden høring i kongressen var en mere opslidende affære for Mark Zuckerberg. Gentagne gange forsøgte han at trække tiden og svare udenom de mere kritiske og skarpe spørgsmål, som dog ikke var sværere, end at man måtte forvente, at Facebooks øverste ansvarlige kunne svare fyldestgørende.
Selvom EU-politikkerne forventes at gå hårdt til Facebook-bossen, så kan formatet med blot et spørgsmål og et opfølgende spørgsmål per spørger, vise sig at gøre det rimelig nemt for Mark Zuckerberg at glide af på kritikken.
Til sammenligning havde hver politiker i begge de amerikanske høringer fire minutter til spørgsmål og svar.
Zuckerberg i EU skulle ikke have været live-streamet
I første omgang var det slet ikke meningen, at EU-høringen ville blive streamet til offentligheden.
Men et pres fra medlemmer af Europa Parlamentet fik angiveligt parlamentsformand Antonio Tajani til at henvende sig til Mark Zuckerberg, der altså har accepteret at alle kan følge med, som det var tilfældet i USA.
Du kan følge høringen live på dr.dk både som videostream og via tekst-opdateringer, hvis du ikke har mulighed for at tænde for lyden.
Det forventes, at selve høringen starter kl. 18.20 og slutter kl. 19.30, hvorefter Europa-Parlamentets formand Antonio Tajani vil afholde en pressekonference.