I Danmark snakker vi ikke om atomkraft: Sådan kan debatten få et comeback

Drop katastrofesnak og afliv myterne, vurderer eksperter.

Siden 70'erne har der været en stærk folkelig modstand mod atomkraft. Og den er ikke sådan lige at ændre, vurderer forskere og eksperter. Det vil kræve, vi står i en situation, hvor atomkraft pludselig er det bedste alternativ. (Collage: Ingeborg Munk Toft, originalfoto: Jude Beck © Unsplash)
Siden 70'erne har der været en stærk folkelig modstand mod atomkraft. Og den er ikke sådan lige at ændre, vurderer forskere og eksperter. Det vil kræve, vi står i en situation, hvor atomkraft pludselig er det bedste alternativ. (Collage: Ingeborg Munk Toft, originalfoto: Jude Beck © Unsplash)

Lige siden græsrodsbevægelsen 'Organisationen til Oplysning om Atomkraft' (OOA) i 1970’erne og 1980’erne kæmpede mod, at der skulle bygges atomkraftværker i Danmark, har modstanden i befolkningen været stor.

Modstanden voksede sig så stor, at selv den borgerlige regering under Poul Schlüter, der ellers havde været tilhænger af at bygge atomkraftværker i Danmark, i 1985 helt skrottede planerne.

Siden har debatten nærmest været død.

Og det på trods af, at mange af vores nabolande ser atomkraftværk som en vigtig del af at løse klimakrisen og reducere vores CO2-aftryk.

Men ville det overhovedet være muligt at genoplive debatten og få danskerne til at genoverveje atomkraft?

Det har DR Viden spurgt en række forskere og eksperter om.

Afliv myterne og smid fakta på bordet

Line Berg-Stærk arbejder til daglig med holdningsbearbejdning og adfærdspåvirkning af os danskere i kommunikations- og marketinghuset Bording Danmark. Hun vurderer, at det ikke er umuligt at starte debatten op igen, men at det ikke er nogen nem opgave.

- Der er en stor folkelig modstand mod atomkraft, men jeg tror, at den bygger på en del myter. Så hvis jeg blev bedt om at påvirke danskernes holdning til atomkraft, ville jeg starte med at aflive nogle af myterne, siger hun.

Og redskabet til at dræbe myterne er at få præsenteret fakta, vurderer hun, selvom hun også understreger, at det er vigtigt at italesætte ulykker såsom Tjernobyl, der har givet energiformen et dårligt ry.

- Man skal jo have stor respekt for de ulykker, der er sket. Og vi skal anerkende årsagerne til dem. Så det at diskutere sikkerhed på en faktuel måde, er en af de vigtigste diskussioner omkring atomkraft, siger hun.

Men det er ikke nok.

Det er også vigtigt at få opinionsdannere indenfor den grønne omstilling til at stå frem og fortælle om, hvorfor de mener, at atomkraften er en nødvendig løsning i fremtiden, forklarer hun.

- Det er vigtigt at få nogle af de grønne stemmer til at fortælle, hvorfor atomkraft er en del af løsningen, hvis vi vil have danskerne med. Dem ville jeg tage fat i, hvis jeg var på opgaven, siger hun.

Ramte ind i en perfekt storm i Danmark

Men hvorfor blev modstanden mod atomkraft i Danmark egentlig så stor tilbage i 1970’erne? I andre lande, som Tyskland, Frankrig og Sverige, var der nemlig slet ikke den samme folkelige modstand.

Ifølge Thorsten Borring Olesen, der er professor ved Aarhus Universitet og forsker i nyere tids historie, kom debatten om atomkraft lidt senere til Danmark end til vores naboer - og det var en af grundene til, at den udviklede sig helt anderledes.

- Der var ingen kommercielle eller politiske interesser i at presse på for at få atomkraft i løbet af 1960’erne i Danmark, hvor byggeriet ellers begyndte i flere af vores nabolande, siger han og fortsætter:

- Det var først med oliekrisen i 1973, hvor olien pludselig blev fire gange så dyr, at der kom et behov for andre energikilder.

Men i 1970’erne var der vokset en stærk miljøbevægelse frem, som ikke havde været der i 1960’erne - og den bevægelse forudså, at atomkraft kunne blive en stor trussel for miljøet.

- Det var især to ting, der bekymrede folk. Strålingsfaren, hvis noget skulle gå galt. Og så problemet omkring hvad der skulle ske med den radioaktive affald fra atomkraftværkerne. De bekymringer gik miljøbevægelserne ind i, og i 1974 stiftede de så OOA, siger han.

Tusindvis af danskerne demonstrerede med atomkraft ved at gå på lange marcher i 1978. Samme år havde elselskabet Elsam meldt ud, at det ønskede at lægge et kraftværk på Gyllingnæs ved Horsens Fjord. Og det medførte store protester. (Foto: © Henning Thempler, Scanpix)

Ingen ville have en reaktor i baghaven

I 1974 kom det frem, hvor myndighederne overvejede, at placere de første danske atomkraftværker henne - og det var som reaktion på det, at OOA blev dannet.

- Så snart et sted blev udpeget, gik lokalbefolkningen til angreb. Lidt ligesom vi ser det med landvindmøller i dag. Ingen ville have et atomkraftværk i deres baghave, siger Thorsten Borring Olesen.

Og den folkelige modstand begyndte at påvirke Socialdemokraterne og De Radikale, som ellers havde været tilhængere af atomkraft. I partierne begyndte baglandet at ændre holdning og var nu mere imod atomkraft.

Dette skyldtes ikke mindst de oplysningskampagner og det pres, som OOA lagde på politikerne.

- OOA var en enormt dygtig pressionsgruppe. De allierede sig med videnskabsfolk, der talte imod atomkraft og var dygtige til at nå ud til befolkningen, siger han.

Schlüter lukkede og slukkede

I løbet af 1970’erne voksede presset for, at Danmark skulle droppe sine planer om atomkraftværker, så det hjalp ikke på sagen, da der skete et uheld på et atomkraftværk på Tremileøen i USA.

I en af atomkraftværkets reaktorer skete en delvis nedsmeltning, og det førte til et udslip af radioaktivt materiale ud i området omkring værket.

Ulykken gik verden rundt og påvirkede også debatten hjemme i Danmark, vurderer Thorsten Borring Olesen.

- I 1978 fik vi en SV-regering. Her ville Venstre sætte turbo på planerne om atomkraft. Men så skete uheldet med Tremileøen. Tvunget af omstændighederne havde Venstre ingen muligheder for at gå videre med atomkraft, siger han og fortsætter:

- Under de næste to socialdemokratiske regeringer, gjorde man heller ikke noget. Og i 1985, under Schlüter, blev projektet så fuldstændig skrinlagt, men da stod man også på tærsklen til det danske gas- og olieventyr i Nordsøen. Siden har der ikke været politisk vilje til at genoplive planerne.

Ulykken på tremileøen i USA, gav mere brænde på atommodstandernes bål, og det samme gjorde indvielsen af Barsebäck i 1975. Kraftværket, der ses på billedet her, ligger kun 20 kilometer fra København, og var i drift helt indtil 2005, hvor de sidste reaktor blev lukket.

Atomkraft kommer kun på tale i en nødsituation

Historieprofessoren tror kun på, at atomkraft kan få et comeback i dag, hvis der sker en nødsituation, der gør, at atomkraft vitterligt er den smarteste løsning.

- Det er et meget følsomt emne, og folk har mange følelser på spil. Det hader politikerne, og derfor er de ikke vilde med at tage det op, siger han og fortsætter:

- Jeg tror kun, at atomkraften kommer tilbage på politikernes dagsorden, hvis nogen af de teknologier, som vi satser på skal redde os ud af klimakrisen, fejler, og at atomkraft er det smarteste alternativ.

Også Lars Kjerulf Petersen, der forsker i miljø, medier og adfærd på Aarhus Universitet, tror, at der skal ske nogle grundlæggende ændringer, før atomkraft bliver et reelt alternativ i Danmark.

- Man kan sammenligne det lidt med klimakrisen, som vi har kendt til i rigtig mange år, men først for alvor er begyndt at gøre noget ved nu. Danskerne skal kunne se og mærke den krise, vi står overfor, før de ændrer holdning, siger han.

Han understreger, at tørkesommeren i 2018 nok har været med til at vise danskerne, at den globale opvarmning altså er en virkelig udfordring, vi står overfor.

Rapport fik os til at skifte mening

Men en ting er, hvad der påvirker den almindelige dansker til at ændre sin holdning til atomkraft. Noget andet er, hvad der får eliten til at skifte mening. Og her skal der tørre fakta på bordet, forklarer Lars Kjerulf Petersen.

- Igen er sammenligningen med klimakrisen relevant. Da Stern-rapporten kom tilbage i 2006 og viste, at det i længden var dyrere ikke at sætte den grønne omstilling i gang, havde det en stor effekt på journalist- og politikerniveau, siger han.

Og det er måske netop det, som atomkraftfortalerne mangler. En rapport, der kan vise, at det er for dyrt at lade være med at investere i atomkraft.

I det hele taget, fortæller Lars Kjerulf Petersen, er der en vis træghed i folks holdninger.

- Hvis ikke der kommer nye informationer, der vender vores billede af verden på hovedet, er folk ikke særlig interesserede i at ændre deres holdninger. Vi har en tendens til at tænke, at det har vi snakket om før. Lad os nu komme videre. Det går jo fint med vindkraft, siger han.

Bevægelsen mod atomkraft var dygtige til at få deres budskab ud på mange forskellige måder. De arrangerede marcher, koncerter, udgav et album med protestsange, sendte aviser ud til hele landet og optrådte med gadeteater. Alt sammen for at udbrede deres budskaber i befolkningen. (© Aarhus Stadsarkiv / Jens Tønnesen)

'Atomkraft? - Nej tak' er en del af den danske selvforståelse

Netop det danske vindmølleeventyr, som vi er så stolte af i Danmark, er blevet muligt, fordi vi fravalgte atomkraft, forklarer Vincent Hendricks, der er professor i formen filosofi på Københavns Universitet og blandt andet forsker i, hvordan sociale medier former vores holdninger.

- Der er en meget stærk fortælling om, at vi danskere har afvist atomkraft. Hele den fortælling er ret robust - og hænger sammen med vores selvforståelse som et grønt foregangsland, siger han og fortsætter:

- Det er det, der skal pilles ved, hvis atomkraft skal have en chance. Og det tror jeg bliver meget svært.

Han forklarer, at hvis en bevægelse skal have momentum i dag, er den nødt til også at bruge de sociale medier. Og på de platforme, er det svært at trænge igennem med et budskab, der er et løsningsoplæg og ikke appellerer til en grundlæggende følelse.

- Det er meget lettere at sprede et budskab om frygt og angst. Vi kalder dem også for negative mobilitets-aktiverende følelser - og de er meget effektive til at ændre folks holdninger og adfærd, siger han og fortsætter:

- Og det var jo netop de følelser, som bevægelsen mod atomkraft kanaliserede, da de mobiliserede folket i 70’erne.

Dommedagskampagner virker ikke

Den slags "dommedagskampagner", som OOA kørte i 70’erne, virker dog ikke i dag, hvis du spørger Line Berg-Stærk.

Hun har til daglig fingrene nede i kampagner, der skal ændre danskernes holdninger - og hendes erfaring fortæller hende, at danskerne står af, når det bliver for meget en skræmmekampagne.

- Jeg tror faktisk, at vi er blevet for kloge til at falde for dommedagsretorik. Vi har mødt det så mange gange før, at vi kan gennemskue det, siger hun og fortsætter:

- I stedet tror jeg, at vi er anderledes åbne for en sandhed, der er mere nuanceret i dag. Fordi vi får så mange informationer fra alle mulige kilder hele tiden, er vi vant til, at verden ikke er sort-hvid.

Hun mener derfor, at danskerne sagtens kan rumme en fortælling om, at atomkraft ikke er så farligt, som vi fik fortalt op gennem 70’erne.

- Det vil stadig blive meget svært at genrejse den debat. Og det er kun muligt, hvis vi får den passet ind i den store dagsorden om klimaet, siger hun.