Jacob vil afkode menneskers adfærd: Spil computerspil og hjælp ham

Forsker Jacob Sherson og hans kollegaer har lavet et computerspil, der skal hjælpe menneskeheden.

De fleste af os giver data væk til andre hver gang, vi er på nettet. Ofte ender den data hos store, internationale virksomheder, der kan bruge den til at designe nye produkter og sælge reklamer.

- Det er et demokratisk problem at den viden om menneskers opførsel i stigende grad koncentreres på færre, kommercielle, hænder, fortæller Jacob Sherson, der er Professor på Aarhus Universitet og leder af ScienceAtHome.org.

Men dine data kan være værdifulde på en helt anden måde. Derfor har Jacob Sherson sammen med sit forskerteam lavet computerspillet Skill Lab: Science Detective, som alle kan spille online.

I spillet er du videnskabsdetektiv og skal løse en række opgaver. De beslutninger, du tager i spillet, bliver til data om, hvordan mennesker opfører sig og interagerer.

- Vi måler dine hjernefunktioner, som for eksempel din reaktionshastighed eller arbejdshukommelse, siger Jacob Sherson.

Du får din egen personlige profil

Skill Lab består af en række minispil. Hvert spil er designet til at afsløre et bestemt aspekt af vores adfærd og kognitive evner. Som tak for at spille får du en personlig profil, der viser dine styrker og svagheder.

- Med de data kan vi give dig et detaljeret indblik i, hvem du er som person. Men vi kan også bruge den viden til at besvare større spørgsmål, siger Jacob Sherson.

- Hvad sker der for eksempel, når vores hjerner aldres? Hvad er forskellen på en ung hjerne og en gammel hjerne?, fortsætter han.

Dine data bliver behandlet fortroligt i henhold til GDPR, databeskyttelsesloven der er vedtaget af EU. Og de bliver kun brugt til forskning, understreger Jacob Sherson.

- Det kan måske føles lidt underligt at give dine data til mig og vores forskningsprojekt. Men du giver faktisk data hele tiden, på Facebook, Google osv. Og dataene bliver brugt til at maksimere firmaernes profit, siger han.

- Men i Skill Lab kan du være med til et større projekt om at finde ud af, hvem vi mennesker er, fortsætter Jacob Sherson.

Drømmer om en fremtid med masser af data

Ifølge Jacob Sherson er det store problem lige nu, at der ikke er lavet store nok undersøgelser om emnet.

- Meget af den viden, vi har i dag om den menneskelige opførsel, er baseret på små studier med kun få deltagere. Det kommer vi til at lave om på med Skill Lab, siger han.

Jacob Sherson håber derfor på, at vi får adgang til mere data i fremtiden.

- Jeg drømmer om en fremtid med massive online computerspil, hvor millioner af mennesker interagerer og træffer beslutninger og lever deres liv. Og dermed giver de data til forskere, som så kan give et mere uddannet grundlag, når der skal træffes vigtige beslutninger i den virkelige verden.

Facebook
Twitter