Jeg er en kæmpe taste-nørd: Her er fire grunde til, at du også fortjener mere end et lorte-tastatur

Du tilbringer tusindvis af timer med dit tastatur. Så har du overvejet at finde et, der passer til dit behov?

(© Esben Hardenberg)

Hvis du er ligesom mig, så bruger du mange timer hver dag foran en computerskærm med arbejde, gaming eller bevidstløs surf på internettet.

Du tænker nok over, at din arbejdsstilling ikke skal være helt elendig. Det er vigtigt, når man sidder ned så mange timer om dagen, ved vi.

Ellers kan vi få smerter og skader i nakke, ryg og skuldre.

Men har du tænkt over, om det du har under fingerspidserne, når du sidder der badet i skærmens lys, giver dig en god oplevelse?

Har du overvejet om dit tastatur er verdensklasse eller snarere en sløj omgang?

Det har jeg.

Faktisk har jeg de seneste år brugt flere hundrede timer på at læse om tasturer, købe dele og sammensætte det helt perfekte tastatur for mig.

Jeg har selv bygget mit yndlingstastatur, som er en model, der kaldes CA66. Kontakterne i tasterne har jeg skilt ad og smurt med en særlig industriel olie. (Foto: © Lasse From, Lasse From)

Mit yndlingstastatur er mit hjemmebyggede tastatur i metalkasse. Det har mekaniske kontakter, jeg har modificeret, et layout, jeg selv har bestemt og taster med en særlig form, der gør det nemmere for mig at ramme de rigtige bogstaver og tegn.

Lyden og følelsen af at bruge tastaturet er finjusteret til mit behov og min smag. Det er som en Tour de France-rytters racercykel bare designet til 350-kilometers etaper på digitale landeveje.

Mit tastatur giver mig et lille skud lykke, hver gang jeg taster.

Det vil ikke passe lige så godt til dig, men du kan helt sikkert finde eller bygge et, som gør.

Her er fire gode grunde til, hvorfor du - ligesom mig - bør overveje at nørde igennem med dit tastatur.

1

Gør tasteriet dig glad og tryg?

1 / 3

Tastaturet her er det, jeg bruger til hverdag på DRs videnskabsredaktion.

Det er ikke mit yndlingstastatur, for lyden er slet ikke markant nok til min smag, og jeg synes, at følelsen af at taste på de lyddæmpede taster er kønsløs.

Men hver gang, jeg prøver en kollegas tastatur, bliver jeg mindet om, hvad de må trækkes med hver dag.

I forhold til deres er mit tastatur mange gange bedre. Det er især følelsen, når tasten trykkes ned og formen af plastikken under fingerspidserne, jeg synes om.

Og det er der en god forklaring på, siger Karina Mose, der er lektor på Kunstakademiets Arkitektskole, hvor hun underviser i industrielt design.

- Den fysiske feedback gør, at du interagerer bedre med dit apparat. Den fysiske feedback, som den der for eksempel er i et tastatur, er vigtig.

Ifølge Karina Mose giver den fysiske feedback tryghed, fordi vi ved, at maskinen har registreret vores input.

Jo dårligere tastaturet er, desto mindre er trygheden. På tastaturet på din smartphones skærm er den helt fraværende. Her bliver du nødt til at kigge ned for at vide, hvad du trykker på.

2

Få det, som du vil have det

1 / 3

De mekaniske tastaturer er ikke en "one size fits all"-løsning.

Der er forskellige typer af mekaniske kontakter at vælge imellem. Nogle siger klik, når du taster. Nogle føles på samme måde under hele trykket. Og andre har et lille bump på vejen, som indikerer, hvor langt ned tasten er trykket.

Hvad du foretrækker, er helt op til din personlige smag.

Hvis du bygger dit tastatur fra bunden, som jeg gør, kan du også bestemme hvor mange og hvilke taster, du vil have. For eksempel i den nederste række.

Vil du have en ekstra lang mellemrumstast? Intet problem! Foretrækker du i stedet en superkort udgave, kan det også klares.

  • Der er mange måder man kan modificere sit tastatur på. For eksempel kan fjederen udskiftes, så de føles anderledes at trykke ned, eller kontakter og andre dele kan smøres, for en ekstra glat oplevelse.
  • Kontakten i en tast består af flere metal- og plastic-dele. Når de får lidt olie, er der mindre friktion mellem delene, så skurrende følelse og lyd fjernes.
  • Ovenpå kontakten sidder selve tasten. Her er der mange forskellige designs, og flere materialer og formgivninger at vælge imellem. Taster med særlige ikondesigns kaldes novelties.
1 / 3

Og så er designet på de mekaniske tastaturer noget mere spændende end de store sorte plastikklodser, der normalt ligger på skrivebordet.

3

Find et tastatur, der passer til din arbejdsstilling

1 / 3

Prøv at lægge hænderne på bordet foran dig, så underarmene hviler på bordpladen. Kan du se, hvordan armene peger lidt ind mod hinanden?

Filosofien bag de ergonomiske tastaturdesigns, som det du ser på billedet herover, er, at den naturlige position skal bevares.

Det er ikke alle, der har problemer med at sidde ved et almindeligt tastatur. Men hvis du har muskelsmerter eller andre gener, kan du overveje at afprøve et af de ergonomiske tastaturer.

Mulighederne er mange. Lige fra dem der fokuserer design (som det på billedet herover) til tastaturer med et utal af kombinationer. For eksempel Ultimate Hacking-tastaturet.

Der er også de ekstreme 3d-printede Dactyl Manuform eller Kinesis Advantage, som har fokus på komfort og ergonomi.

4

Få din bordplads tilbage

1 / 3

Mange mekaniske tastaturer er langt mindre end de almindelige kontor-tastaturer. De fylder mindre og giver dig ekstra plads til billeder af ungerne, planter eller vigtige papirer.

Man angiver størrelsen af de mekaniske tastaturer i procent. Nogle af de mest populære størrelser er 60 og 65 procent mindre end et tastatur i fuld størrelse.

De små størrelser kan præcis det samme som de store.

De manglende taster og funktioner er bare gemt på lag. Tænk på det som Shift-tasten, som får et-tallet på din computer til at være et udråbstegn.

Dem er der bare flere af, så hver tast får tre eller fire funktioner.

Den lille størrelse er også en fordel, når du er blevet afhængig af at taste på et luksustastatur og bliver nødt til at have det med dig rundt.

Tastaturerne her i artiklen koster flere tusinde kroner, og jeg har selv samlet dem og puslet om dem, som var det en veteranbil eller en frimærkesamling.

Men det behøver ikke komme så vidt. Der er langt billigere tastaturer, som er meget bedre end det standard-hakkebræt, du sidder med til daglig.