Kæmpe rum-teleskop måske forsinket igen

En solskærm sidder fast på det teleskop, der skal afløse Hubble. Det kan forsinke teleskopet, som allerede har sprængt sin tidsplan.

James Webb Space Telescope skal blandt andet kigge direkte på planeter udenfor vores solsystem. Det skal den særlige skyggeanordning sørge for - en del som nu måske ikke kan folde rigtigt ud.

Astronomerne jagter de afgørende beviser for liv udenfor vores solsystem. Men de mangler de helt rigtige værktøjer for at komme videre.

Første skridt på vejen er det enorme James Webb-rumteleskop - et imponerende stykke Big Science, der kan afløse det aldrende Hubble-teleskop, som blev opsendt tilbage i 1990.

Nu ser det dog desværre ud til, at den længe ventede afløser bliver forsinket - endnu engang. Teleskopet blev foreslået helt tilbage i 1996 og har siden været plaget af nedskæringer og forsinkelser.

Teleskopet er dog næsten færdigt og skulle have været opsendt senere i år. Den opsendelse blev dog i efteråret udskudt til juni måned i 2019. Men den deadline ser også ud til at skride.

Rapport: Tekniske fejl forsinker opsendelsen

For i en ny rapport konkluderer US Government Acccountability Office, at der stadig er en del tekniske problemer med teleskopet, som bygges af teknologivirksomheden Northrop Grumman.

Problemer, som kommer til at udskyde opsendelsen endnu engang.

Det skriver Ars Technica.

Særligt den sammenfoldede solskærm, som teleskopet er udstyret med, volder problemer. Solskærmen skal gøre det muligt for teleskopet at se meget fjerne objekter i universet.

Solskærmen sidder angiveligt fast i udfoldelsesprocessen. Og det kan blive katastrofalt, når teleskopet er placeret i det såkaldte Lagrange-punkt L2 - langt fra Jorden.

Der kan forskerne nemlig ikke lige sende en reparationsmission ud.

I et forsøg på at nå deres deadline arbejder Northrop Grumman nu i tre skiftehold 24 timer i døgnet.

Med en buffer på kun halvanden måned skal der dog ikke gå meget andet galt, før opsendelsesvinduet i juni 2019 bliver overskredet.

Solskyggen som skal hjælpe James Webb-teleskopet med at se længere end nogensinde før. Men en fejl i foldemekanismen kan nu forsinke opsendelsen. (© Northrop Grumman)