I nat dansk tid eksploderede en kæmpe-raket under en testflyvning i den amerikanske stat Texas.
Der var ingen mennesker ombord, og ingen kom til skade ved eksplosionen.
Selvom det ikke just lyder som en succes, når en raket eksploderer, så er det faktisk tilfældet.
Det siger i hvert fald direktøren for rumfart-virksomheden SpaceX, som står bag raketten, Elon Musk på Twitter.
- Mars, here we come!! tweeter han.
Ifølge Michael Linden-Vørnle var testflyvningen en succes.
- SpaceX fik det, de havde brug for. Eksplosionen havde ingen betydning for resultaterne, siger han.
Raketten, der blev testet, er en prototype på den såkaldte Starship-raket - en gigantisk raket, der i fremtiden skal sende mennesker til Mars.
Her forklarer Michael Linden-Vørnle, hvorfor testen var en succes, selvom den endte i en eksplosion.
Sådan så det ud, da Starship eksploderede:
Problemer opstod under landing
Det var under landing, at problemerne opstod.
Indtil da var testflyvningen ellers gået efter planen.
Det fortæller Michael Linden-Vørnle, der er astrofysiker og chefkonsulent ved DTU Space.
- Målet med testen var blandt andet at tjekke, hvordan Starship-rakettens tre motorer ville fungere sammen. Tidligere har SpaceX kun testet med én motor, siger han.
Motorerne er af typen ‘Raptor’, der er genanvendelige og dobbelt så kraftige som de motorer, der bruges på SpaceX’ andre raketter.
For at tjekke motorerne skulle raketten cirka 12,5 kilometer op i luften, før den vendte om igen.
- Efter opstigningen skulle raketten falde frit mod Jorden og selv styre mod platformen, hvor den skulle lande. Her brugte den sine vinger til at styre, hvilket fungerede helt perfekt, siger Michael Linden-Vørnle og fortsætter:
- Jeg fulgte med live. Det var så flot, at jeg fik kuldegysninger.
Både flyvningen og det frie fald mod Jorden forløb som forventet.
Men da raketten nærmere sig landingsplatformen, og de tre Raptor-motorer skulle tændes igen efter at have været slukkede under nedstigningen, var der problemer.
- Da raketten skulle lande, var der for lavt tryk i brændstoftanken. Det gjorde, at Starship-prototypen ikke kunne lande blødt nok. Det endte så med en eksplosion, da raketten ramte landingsplatformen med for stor fart, siger han.
SpaceX regner med eksplosioner
Selvom det endte med en eksplosion, er Michael Linden-Vørnle helt enig med Elon Musk: Testflyvningen var en succes.
- Målet med testen var at se, hvordan de tre motorer ville fungere sammen, og hvordan styringen under nedstigningen ville forløbe. Målet var ikke en perfekt landing. Det havde selvfølgelig været kronen på værket, hvis landingen havde siddet lige i skabet, siger Michael Linden-Vørnle og fortsætter.
- Men de har stadig opnået det, der var planen, så det var en succes.
Michael Linden-Vørnle fortæller, at Elon Musk har en helt klar taktik med at lave mange testflyvninger, der sommetider går galt.
- SpaceX er blevet et succesfuldt rumfirma, fordi de prøver igen og igen. Hver gang de har lavet en test, bliver de lidt klogere, siger han.
Tidligere har SpaceX også testet raketten Falcon 9, som i dag bruges til at sende satellitter ud i rummet samt fragt og astronauter til den Internationale Rumstation.
- Det gik også galt gentagende gange med at få Falcon 9-raketten til at lande korrekt igen. Men til sidst lykkes det at fuldføre en perfekt flyvning, og i dag er Falcon 9 meget driftsikker.
Ifølge Michael Linden-Vørnle er det blandt andet er denne taktik, der adskiller SpaceX fra andre rumfirmaer og rumagenturer som Nasa.
- SpaceX er mere risikovillige og tester tidligere i processen, end andre vil gøre. Derfor kan de også forbedre sig hurtigere.
Et skridt tættere på Mars
Ifølge Michael Linden-Vørnle er der meget fart på udviklingen hos SpaceX.
- Denne fart har fået dem langt indenfor rumfarten på få år. De har meget ambitiøse mål, som jeg godt tror, at de kan nå, siger han.
Et af de mål er at sende mennesker til Mars.
Elon Musk udtalte i starten af december, at han tror, at SpaceX sender en bemandet mission til Mars i 2026. Måske endda allerede i 2024, hvis ‘de er heldige’.
- Elon Musk er tidsoptimist, så hvor lang tid, der kommer til at gå, før SpaceX sender mennesker til Mars, er svært at vurdere, siger Michael Linden-Vørnle og fortsætter.
- Men jeg tror på, at de får sendt en bemandet mission til Mars på et tidspunkt. De plejer at komme i mål med deres planer. Det har de i hvert fald gjort indtil nu.