Kina bygger snart verdens største anlæg til grønt brændstof

Der er tale om et såkaldt ‘Power-to-X’-anlæg, som skaber et grønt alternativ til kul og olie.

Regionen, hvor det nye Power-to-X-anlæg skal bygges, er kendt for sine mange kulkraftværker. Men nu får de sorte røgskyer fra kullet altså snart en grønnere nabo. (Foto: © DAVID GRAY)

De seneste år har der været én ting, som mennesker i hele verden har forsøgt at erstatte og skifte ud: Kul og olie.

De fossile brændstoffer har drevet udviklingen i vores samfund frem.

De har været den næring, som industrien har vokset sig stor af, og de har været altafgørende for transport i alt fra biler til fly.

Men de har også en meget central rolle i den massive udledning af drivhusgasser, som har presset klimaet i knæ.

På mange områder har vi teknologier, som kan erstatte de sorte brændstoffer og gøre energien grøn i stedet.

Vindmøller, solceller og vandkraft kender de fleste efterhånden, men der er en – for lægfolk - nyere dreng i klassen, som hedder Power-to-X.

Den kinesiske regering har netop godkendt et gigantisk projekt i det indre Mongoliet, hvor et Power-to-X-anlæg med tusindvis af tilhørende solceller og vindmøller skal opføres.

Det er et af verdens første projekter i den skala, fortæller Jacob Østergaard, som er professor ved DTU og blandt andet forsker i netop Power-to-X.

- Det er et virkelig spændende projekt, som vil blive et af de første anlæg, som er markant større, end de anlæg vi har i dag. Derudover har de valgt en smart løsning ved at opføre solceller og vindmøller som en del af anlægget, og jeg tror virkelig, at sådan et projekt kan være med til at skabe både momentum, efterspørgsel og dyrebare erfaringer på området, siger han.

Et ekstremt ambitiøst projekt

Det kinesiske giga-anlæg skal ikke blot være verdens største – det skal være klar til at blive taget delvist i brug om bare to år.

For at det kan lade sig gøre, skal der bygges både en vindmøllepark og et stort solcelleanlæg, som skal levere den grønne strøm til processen.

Og så er der også selve anlægget, som i sig selv bliver en stor opgave, understreger Jacob Østergaard.

- Det er et ambitiøst projekt, de har sat sig for at realisere på meget kort tid. Anlægget er blandt et par håndfulde af sådanne kæmpe-projekter rundt om i verden, der i dag er på tegnebrættet. Hvert af disse projekter vil få brug for en enorm elektrolyse-kapacitet, som er den centrale proces i Power-to-X, siger han og fortsætter.

- Faktisk skal de bruge dobbelt så stor kapacitet til dette ene anlæg, som den mængde der blev produceret på verdensplan i hele 2020. Det siger lidt om skalaen på projektet, siger han.

En lille dråbe i havet

Målsætningen for det store Power-to-X-anlæg er, at det hvert år skal producere 70.000 tons af det grønne brændstof.

Det lyder i første omgang af meget, men i det store billede bliver det i fremtiden kun ’en dråbe i havet’, fortæller Jacob Østergaard.

- Ser man på det samlede forbrug af fossilt brændstof til verdens rederier og containerskibe, er det astronomiske 250 millioner ton. Selv et gigantisk anlæg som det her vil kun bidrage med en brøkdel af behovet. I fremtiden vil vi få brug for tusindvis af anlæg i samme størrelse verden over for at dække behovet alene til skibsfarten på verdenshavene, siger han.

Tæt på Aabenraa skal et af Danmarks største Power-to-X-anlæg bygges.

Her regner man med at producere mellem 10.000 og 15.000 ton brændstof om året, og ifølge firmaet bag vil det være nok til, at ét stort containerskib kan sejle én lang tur på et par måneder uden at udlede CO2.

Samme model kan også bruges i Danmark

I Danmark har vi i årevis været blandt de førende inden for grøn energi, hvor især vindmøller er en disciplin, vi har været med til at forme.

Derfor er det kinesiske projekt oplagt til at lade sig inspirere af, mener Jacob Østergaard.

- Vi kan lave en lignende kobling med de to nye energiøer, som Danmark er ved at etablere. Vi er i en position, hvor vi sagtens kan levere den strøm, som skal bruges i anlæg af samme størrelse. Så det bliver spændende at følge med i, hvordan de løser opgaven, siger han.

En af de udfordringer, der er ved Power-to-X, er at noget af energien går tabt i elektrolyse-processen i form af overskudsvarme.

Og det er ét af de områder, hvor det er alfa og omega at optimere, fortæller Jacob Østergaard.

- Lige nu er det kun omkring 70 procent af den energi, vi sender ind i anlægget, som ’kommer ud igen’ som brændstof. Der er flere steder i processen, hvor vi kan optimere, og det arbejder vi meget med her i Danmark, siger han og fortsætter.

- For eksempel skal vi udvikle Power-to-X-anlæggene, så de kan skrue op og ned i takt med, at vinden blæser, og vi skal finde måder at bruge overskudsvarmen og den store mængde ilt, som anlæggene også producerer, siger han.

Hvis du vil lære mere om Power-to-X, kan du se videoen fra P3 x Viden herunder.