Kinas robot er landet på Mars: Men kan den hamle op med Nasas kram?

Dansk rumforsker er meget imponeret over Kinas Mars-præstation. 

Kinas Mars-robot Zhurong har netop sendt de første billeder fra Mars ned til Jorden. (© Nasa)

I sidste uge skrev Kina historie, da de landede deres første robot-rover Zhurong på Mars.

Kort efter landingen begyndte brugere på Reddit og Twitter at forestille sig en slåskamp mellem den og Nasas rover Perseverance, som landede på planeten tilbage i februar.

Det kommer ikke til at ske, kan vi vist hurtigt slå fast. Udover at robotterne er alt for langt væk fra hinanden, er de slet ikke bygget til kamp.

Men hvor god er Kinas Zhurong sammenlignet med Perseverance og nogle af de tidligere rovere, som Nasa har sendt til Mars gennem tiden?

Ifølge John Leif Jørgensen, der er professor og afdelingsleder på DTU Space, kan robotten på nogle parametre sammenlignes med robotterne Spirit og Opportunity, som landede på Mars i 2004, mens den på andre parametre er længere fremme rent teknologisk.

- Det er imponerende, når man tænker på, at det er Kinas første maskine på planeten. De har virkelig strammet sig op og er gået så langt, de overhovedet kan, siger John Leif Jørgensen.

Her kan du blive klogere Zhurongs landing, mission, størrelse og udstyr.

En sikker landing

Zhurong blev sendt afsted med den store rumsonde Tianwen-1. Sonden ankom til Mars i februar, hvor den blev sat i kredsløb om planeten.

Roveren blev så sendt ned fra sonden i sidste uge. Den landede succesfuldt i en stor slette ved navn Utopia Planitia. Det ligger over 1500 kilometer væk fra Jezero-krateret, hvor Nasas Perseverance befinder sig.

- Kineserne har valgt at lande på et af planetens største kratere. Det vil jeg tro er fordi, de ikke har prøvet det før. De har ikke teknologien til at lande særlig nøjagtigt på planeten, og derfor vælger de et sted, hvor der er godt med plads til at lande, siger John Leif Jørgensen.

(© CNSA)
(© CNSA)

- Hvis de ville lande det samme sted som amerikanerne gjorde med Perseverance, så skulle de havet lavet en præcisionslanding på overfladen, da den ellers ville risikere at lande i bjergkæder. Og så vil den aldrig fat i de data, den er kommet for at få, fortsætter han.

Amerikanerne havde opfundet en såkaldte sky-crane til formålet. Det er en form for jetpack med otte bremse-raketter, som fik Perseverance-roveren fra en hastighed på 320 kilometer i timen og ned på næsten nul.

- Det lykkedes at lande med 1,8 kilometer fra det sted, man gerne ville lande, siger John Leif Jørgensen.

Kineserne landede til sammenligning deres rover indenfor 40 kilometer.

- Og det er faktisk imponerende. De brugte en teknik til at lande, der er noget bedre, end det Nasa præsterede for 17 år siden, siger John Leif Jørgensen.

Tæt på Nasas viking

Zhurong er ikke helt alene i den store slette. I 1976 ankom Nasas rumsonde Viking 2 til Utopia Planitia. Den har nu været død i over 40 år.

- I 1976 ville man også være sikker på, at man ramte rigtigt med landingen, og derfor gik man efter Utopia Planitia. Men det viste sig bare at være en ørken, og der var ikke så meget at se, siger John Leif Jørgensen.

Forskere har siden fundet ud af, at der gemmer sig is under overfladen. Zhurong mission skal blandt andet at søge efter isen. Formålet er at blive klogere på, om der er har været en form for liv på Mars.

Det samme er målet med Perseverance, som er sendt til Jezero-krateret, da man mener, det tidligere har været en enorm sø.

Perseverance har dog også en del andre missioner, for eksempel at teste, om man kan producere ilt ud af atmosfæren.

Færre instrumenter ombord

Kineserne har generelt været sparsomme med oplysninger om robotten. Men vi ved, at den har seks hjul og vejer 240 kilogram. Det er nogenlunde samme vægt som Nasas rovere Spirit og Opportunity, mens det cirka er en fjerdedel af det som Perseverance vejer.

(© Nasa)
(© Nasa)

- Zhurong er noget mindre end Perseverance, blandt andet fordi, at kineserne også skulle have en satellit med i opsendelsen. Så der var ikke plads til så meget andet, siger John Leif Jørgensen.

I modsætning til USA, havde Kina ingen satellitter i baner omkring Mars, inden opsendelsen. Og det skal de bruge, da roveren skal sende sine data op til en satellit for at kunne sende dem videre ned til Jorden.

Derudover har Zhurong langt færre instrumenter end Perseverance, som er fyldt med komplekse kamerasystemer og blandt andet har en arm og en iltmaskine.

- Kineserne har først og fremmest et panorama-kamera med, så den kan tage billeder af omgivelserne og blandt andet sende ud til pressen. Derudover har den en laser med og en radar, som den bruger til at kigge efter is med nede i jorden, siger John Leif Jørgensen.

- Det irriterer mig så lidt, at de har været så snedige at tage et magnetometer med. Det har jeg prøvet at overtale Nasa til at tage med i de seneste 20 år. Nu gør kineserne det dælme før os, fortsætter han.

Magnetometeret skal blandt andet bruges til at måle magnetfeltet på Mars, og kan ifølge John Leif Jørgensen afsløre detaljer om planetens historie, man ikke kan få på anden vis.

Drevet af solceller

Kineserne forventer, at Zhurong vil være aktiv i tre måneder. Robotten skal holde sig selv i gang ved hjælp af solceller.

- De har valgt at bruge solceller, og det ved man er noget bøvl. De bliver nemlig hele tiden sandet til. Men det er altså det, de har valgt, siger John Leif Jørgensen.

I modsætning er Perseverance udstyret med et såkaldt RTG. Det er et radioaktivt batteri, som kan levere energi i over 14 år. Det kan du læse mere om her.

- Men man ved ikke, om Zhurong kommer til at leve længere. Vi så jo, at Nasa’s Opportunity endte med at holde i 14 år, selvom den også kun var drevet af solceller, siger John Leif Jørgensen.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk