Det bremser ikke krisen i Facebook, at stifteren Mark Zuckerberg har sagt undskyld og taget ansvaret for misbrug af millioner af brugeres oplysninger.
Sådan lyder vurderingen fra DR's teknologikorrespondent, Carsten Nielsen.
- Men det er en start. Han er nødt til at lægge sig fladt ned og undskylde mange gange. Men han kan ikke snakke sig ud af det her. Han er også nødt til at handle, gøre noget og ændre Facebook, siger Carsten Nielsen.
App gav adgang til folks oplysninger
Facebook-mastodonten vakler, efter det blev afsløret, at over 87 millioner brugere af det sociale medie havde fået misbrugt nogle af deres personlige oplysninger gennem appen 'This Is Your Digital Life'.
Omkring 270.000 brugere loggede på appen via Facebook for at tage en personlighedstest, og 'prisen' var, at de - uden at vide det - gav et firma adgang til de personlige oplysninger, de havde på deres Facebook-profil - og til deres Facebook-venners data.
For eksempel deres venneliste, uddannelse, alder, interesser med mere.
Sådanne oplysninger er guld værd for firmaer, og i det konkrete tilfælde brugte det britiske analysefirma Cambridge Analytica blandt andet oplysningerne til at påvirke vælgere under det amerikanske valg.
Med oplysningerne kunne man nemmere målrette annoncer til Facebook-brugerne efter deres interesser, sym- og antipatier.
VIDEO Tidslinje: Sådan blev millioner af brugerdata misbrugt
Sværere at forsvare Facebook
Ifølge teknologikorrespondent Carsten Nielsen har Mark Zuckerberg på grund af dataskandalen et så stort problem, at han kun kan håbe på, at det her ender godt.
- Facebook har jo brandet sig som et stort, globalt fællesskab. En stor familie, og nu er der husspektakler i den familie.
- Hans oprindelige drøm om at gøre Facebook til noget, der var godt for os alle sammen, får han lidt sværere ved at forsvare. Det er svært at sige, hvordan det ender for mastodonten. Men vi er ikke ved enden endnu, påpeger Carsten Nielsen.
Når analysefirmaet fik adgang til data fra mere end 80 millioner brugere - hvoraf størstedelen var amerikanere - skyldtes det, at appen også fik adgang til venner af de Facebook-brugere, der oprindeligt havde brugt 'This Is Your Digital Life'.
Mark Zuckerberg indrømmede i går, at man ikke har gjort nok for at forhindre at sådanne apps høster data om folk.
- Det var min fejl, og jeg undskylder. Jeg startede Facebook, jeg leder det, og jeg er ansvarlig for, hvad der sker, lød Zuckerbergs undskyldning i en skrivelse forud for en høring, som han skal deltage i i den amerikanske kongres.
Særlig besked til alle
Omkring 42.000 danskere har også fået deres oplysninger sendt videre til analysefirmaet, men eksperter vurderer, at de formentlig ikke er blevet brugt til noget.
De kommende dage vil alle Facebook-brugere få en besked om, at det sociale medie vil gøre mere for at sikre folks private indstillinger.
De brugere, som har fået sendt data videre til det britiske analysefirma, vil få en særskilt besked om, at de måske har fået misbrugt nogle personlige oplysninger.
Det gælder således også for de næsten 42.000 danskere.