Kort før første spadestik: Sådan stoppede Einar og Henrik atomkraften i Danmark

En kæmpe folkebevægelse blokerede atomkraften med fest og fakta.

I 1978 arrangerede OOA to atomkraftmarcher. De startede i Gyllingnæs og Stevns, hvor det var planlagt at placere danske atomkraftværker, og sluttede i henholdsvis Aarhus og København. (Collage: Ingeborg Munk Toft)
I 1978 arrangerede OOA to atomkraftmarcher. De startede i Gyllingnæs og Stevns, hvor det var planlagt at placere danske atomkraftværker, og sluttede i henholdsvis Aarhus og København. (Collage: Ingeborg Munk Toft)

Hvorfor fik vi aldrig atomkraft i Danmark?

Og hvorfor eksperimenterer vi ikke mere med teknologien herhjemme, når forskere peger på atomkraft som en del af løsningen på den klimakrise, hele verden befinder sig i?

Flere af vores nabolande fik atomkraft, mens vi havde travlt med at protestere. Og vores nordiske brødre i Finland vil inden længe stå klar med endnu et atomkraftværk.

Men i Danmark blev atomkraften aldrig til noget.

Det kan bevægelsen Organisationen til Oplysning om Atomkraft (OOA) tage en stor del af æren - eller skylden - for.

Umuligt ikke at høre om

I 1975 fandt den dengang 22-årige psykologistuderende Einar Baldvin Baldursson vej ind i OOA’s lokal-gruppe i Aarhus.

- Det var umuligt ikke at høre om bevægelsen dengang. Det var jo formentligt den største massebevægelse i nyere tid herhjemme - lige bortset fra fagbevægelsen, forklarer han.

- Jeg meldte mig til en introaften, og så blev jeg bare hængende.

I dag er Einar Baldvin Baldursson lektor i psykologi på Aalborg Universitet. Men helt frem til 1985 var han med til at arrangere nogle af de mange tiltag, som OOA brugte til at sprede deres budskab om "nej tak til atomkraft". - I Aarhus holdt vi en festival mod atomkraft hvert år, og overskuddet brugte vi til at finansiere en landsdækkende avis, som vi udgav tre eller fire gange. Vi havde også en gruppe, der lavede teater på gaden, fortæller han.

I dag kender de fleste OOA for 'Atomkraft? Nej tak'-mærket, der blev printet på badges og t-shirts. Skaberen af mærket var Anne Lund, der var en del af lokal-gruppen i Aarhus. (Foto: © ERIK JEPSEN, Scanpix)

Protestmarcher, slagsange og høj musik

For at finde OOA på sit højeste, skal vi skrue tiden tilbage til 1978. Her samlede to store atomkraftmarcher omkring 50.000 mennesker.

Bevægelsen startede fire år tidligere, og op igennem 70’erne blev den med tiden den absolut største og vigtigste spiller i modstanden mod atomkraft herhjemme.

- OOA var en græsrodsbevægelse uden tilknytning til bestemte politiske partier. Bevægelsen havde mange støtter, og modstanden mod atomkraft var ikke bare noget, der skete i København. Tværtimod skete det mange steder i landet, fortæller Oluf Danielsen.

Han er forfatter til bogen 'Atomkraften under pres', der handler om hele atomkraftdebatten i Danmark.

Bevægelsen startede som en protest mod det danske energiselskab Elsam, der var begyndt at flirte kraftigt med tanken om at bygge atomkraftværker på dansk jord.

- OOA var meget aktive og oplyste befolkningen om atomkraft med pjecer, debatmøder, underskriftsindsamlinger, protestmarcher med slagsange og fester med en masse god musik. De oplyste og mobiliserede samtidig med, at de havde de bedste sange og fester, siger Oluf Danielsen.

Atomkraft i sportshallen

I 70'ernes Viborg havde teenageren Henrik Lund også fået øje på OOA.

Henriks forældre var blevet inviteret til et stort møde, der var blevet arrangeret i den lokale sportshal. Her var områdets beboere blevet inviteret til en aften, hvor de blev fortalt om atomkraften som svaret på den oliekrise, som Danmark befandt sig midt i.

- Hele oliekrisen gjorde et kæmpe indtryk på alle. Også på mig, selvom jeg bare var en dreng dengang, fortæller Henrik Lund.

I dag er han 60 år og arbejder som professor i energiplanlægning ved Aalborg Universitet.

I stedet for at følge med forældrene, meldte Henrik sig til et alternativt møde i byen, der var blevet arrangeret som en protest mod mødet i sportshallen.

Her mødte han for første gang folk fra OOA. Hurtigt derefter blev han også selv en aktiv del af den lokale gruppe i Viborg.

På det tidspunkt var Elsam så langt i deres planer, at de undersøgte, hvor radioaktivt affald fra de atomkratftværker, der skulle bygges, kunne placeres.

Elsam inviterede lokalbefolkningen i de udvalgte områder til informationsmøder, og her dukkede Henrik Lund og andre OOA-støtter op.

- Vi mødte op til møderne og diskuterede med elselskaberne og stillede en masse kritiske spørgsmål til deres planer, fortæller han.

Senere flyttede Henrik Lund til Aalborg, hvor han også arbejdede aktivt på at finde alternativer til atomkraft, samtidig med at han blev ved med at støtte OOA og deltog i flere af de atommarcher, der blev arrangeret rundt omkring i landet.

Barsebäck og Tremileøen

I 1979 skete der en ulykke på et amerikansk atomkraftværk, der lå på Tremileøen i staten Pennsylvania. Ulykken kostede ingen menneskeliv, men rystede alligevel folk i hele verden, fordi man ikke havde regnet med, at sådan en ulykke kunne ske.

- Havariet fik kæmpe opmærksomhed på hele kloden. Det var en begivenhed, som også påvirkede tankerne om atomkraft i Danmark, fortæller Oluf Danielsen.

Ulykken i USA blev brugt af OOA til at fortælle om de potentielle farer ved atomkraft.

Men allerede inden ulykken på Tremileøen havde OOA pustet til frygten hos danskerne ved at protestere kraftigt mod Barsebäckværket, der lå kun 20 kilometer fra København på den anden side af Øresund.

I slutningen af 70’erne og i starten af 80’erne begyndte flere politiske partier, der ellers havde været positive overfor atomkraft, at skifte mening. Samtidig bevægede folkestemningen sig også i retning af en modstand mod teknologien.

I 1985 besluttede Folketinget endeligt, at atomkraft ikke længere skulle være en del af energiplanlægningen herhjemme. Dermed var atomkraft endeligt lagt i graven.

Men det var først i år 2000, efter lukningen af den ene af de to reaktorer på Barsebäck i 1999, at OOA stoppede som en aktiv organisation, efter 26 års kamp.

OOA arrangerede flere demonstrationer mod atomkraftværket Barsebäck. Her lød sloganet: "Hvad skal væk - Barsebäck." (Foto: © Jørgen jessen, Scanpix)

'Løser man affaldsproblemet, er jeg med'

Bekymringen for atomkraft har ofte handlet om, hvad der skulle ske med det radioaktive affald, man står tilbage med.

Affaldet skal i nogle tilfælde opbevares i flere tusinde år, og det kan være en meget besværlig og dyr opgave at gøre på en sikker måde.

Og det er stadig en udfordring, som man endnu ikke har fundet en god løsning på, mener Einar Baldvin Baldursson.

Einar Baldvin Baldursson.

- Det er stadig den samme teknologi, vi har i dag, og den genererer stadig store mængder nukleart affald. Affaldet er stadig et væsentligt problem, siger han.

Han understreger, at han ikke afviste atomkraft som sådan. Modstanden handlede om affaldsproblemet. Og hvis man kunne finde en løsning på affaldsproblemet, vil han ikke være afvisende over for atomkraft i dag.

- Jeg var tilhænger af den konklusion, at vi ikke var teknologisk klar til atomkraft i Danmark. I dag er atomkraft muligvis en nødvendig del af overgangen til et fossilfrit samfund, siger han.

- Så snart man løser affaldsproblemet, er jeg med på det. Men udviklingen indenfor atom-området har stået stille meget længe.

For dyrt og langsomt

Selvom der bliver talt om atomkraft som en mulig løsning på de klimaudfordringer, vi står med i dag, har Henrik Lund heller ikke ændret mening.

- Jeg er stolt af at have gjort mit bidrag til at skubbe i den retning, at det var vedvarende energi og ikke atomkraft, vi satsede på herhjemme.

Han mener ikke, at atomkraft er svaret på klimakrisen. Teknologien er ifølge ham for dyr og kan slet ikke sættes i gang hurtigt nok til at løse de akutte problemer.

- Det har vi simpelthen ikke tid til at vente på i dag. Jeg har ikke noget imod, at man bruger penge på at forske og udvikle atomkraft. Men jeg synes måske, man bruger for mange penge på en teknologi, som man udmærket ved er for langsom til at løse de problemer, vi står med i dag.

'For mig er atomkraft ikke en drøm'

I Danmark har man særligt satset på vindmøller som en vedvarende energikilde.

Ifølge Oluf Danielsen sejrede OOA og de andre modstandere af atomkraft så stort, at atomkraft i dag stadig er en næsten umulig tanke.

Henrik Lund.

- For mig at se er det ikke muligt i Danmark. Vi har satset på de store vindmøller til fremstilling af elektricitet. Det har også givet os rigtig gode eksportindtægter, som er næsten på niveau med svineeksporten, forklarer han.

Henrik Lund mener også, at det er den vedvarende energi, såsom solenergi og vindkraft, vi skal satse på lige nu.

- For mig er atomkraft ikke en drøm. Det er et mareridt. Min drøm er vedvarende energi. Og den er jo langt hen ad vejen blevet til virkelighed - også på en måde, så vi kan løse de store problemer, vi har i dag, siger han.

I dag er han stolt af den kamp OOA kæmpede imod atomkraft i Danmark.

- Det var fantastisk. Det var en utrolig vigtig ting, vi kæmpede for. Set i bakspejlet er det i min optik en guds lykke, at vi valgte vedvarende energi og ikke atomkraft i Danmark. Tænk hvis vi havde valgt omvendt. Så havde vi måske stået uden vindmøller i Danmark og med flere atomkraftværker, som vi ville være i gang med at afvikle, ligesom Sverige og Tyskland gør det i dag.