Spraydåse, cirkler og tændstikmænd.
Mange af os har prøvet at slippe kreativiteten løs i tegneprogrammet Paint, som har været en del af Microsoft Windows siden 80erne.
Og resultatet af krusedullerne har ikke altid været det kønneste. Men det kan kunstig intelligens lave om på.
En ny kunstig intelligens kaldet GauGAN forvandler simple stregtegninger i et paint-lignende program til fotorealistiske landskaber – mens du tegner dem. (Du kan se en demonstration af programmet HER)
Den kunstige intelligens er blevet fodret med millioner af billeder af landskaber, hvor den er blevet trænet i at genkende vand, himmel og objekter som klipper.
- Ud fra de her mange billeder har den lært at generere nye billeder. Og så har den lært, at det har en konsekvens, når der for eksempel placeres et nyt bjerg i billedet. Så påvirker det jo også, hvordan skyggerne falder eller, hvordan havet skyller op mod bjerget, siger Ole Winther, der er professor ved DTU Compute.
Softwaren er udviklet af forskere, der arbejder for Nvidia Research. De har publiceret en videnskabelig artikel om den. På nuværende tidspunkt er det en demonstration, og ikke noget du kan downloade og bruge selv.
Men det giver et billede af, hvad der kommer mere af i fremtiden, forklarer Ole Winther:
- Der findes allerede lignende software derude. Men teknologien bliver bare bedre og bedre. Så der er ingen tvivl om, at alle vil kunne lave den her slags billeder i fremtiden, siger han.
Ifølge Nvidia kan GauGAN blandt andet blive et redskab til arkitekter, landskabsdesignere og spiludviklere.
Endnu et værktøj til fake news
GauGAN-værktøjet kan trods sine virkelighedstro billeder endnu ikke helt måle sig med virkeligheden.
Men i fremtiden kan teknologien blive bedre. Og dermed bliver det også sværere at skelne mellem, hvad der er sandt, og hvad der er falskt.
Men ifølge Thomas Bolander, der er lektor ved DTU Compute og ekspert i kunstig intelligens, har vi allerede vænnet os til, at videoer og billeder på nettet kan være manipulerende.
- Så det er bare et spørgsmål om, at man nu kan gøre det hurtigere, og at det er lettere tilgængeligt. Og det vil vi så vænne os til og tage højde for, siger han og fortsætter:
- Det er ligesom, at vi for eksempel ved, at et skriftligt citat kan være manipuleret, eller at en fotomodel måske har en lidt anden figur på et billede end i virkeligheden.
Professor Ole Winther er enig med Thomas Bolander:
- Man kan jo joke lidt med, at Donald Trump får ret i, at det hele bare er fake news. For det kommer til jo at blive bedre, og vi får sværere ved at se forskel på falske og ægte billeder og videoer. Men jeg tror, at vi på en måde ender med at blive immune over for det, siger han.
Tech-firmaer investerer i forskning
Firmaet bag GauGAN, Nvidia, er normalt kendt for at producere hardware og ikke at forske i kunstig intelligens. Men ifølge Thomas Bolander er det blevet mere normalt, at forskere og tech-virksomheder arbejder sammen.
- Jeg tror, at man skal indse, at billedet omkring universiteter vs. virksomheder er blevet lidt mere broget, og at virksomheder måske i større grad har indset, at de kan styrke deres brand ved at være afsendere på forskning, siger han.
- Grunden til, at Nvidia så kigger på disse ting, er, at de leverer den teknologi, som gør det hele muligt - hurtige grafikkort. De leverer altså 'kritisk infrastruktur' til deep learning i form af verdens hurtigste grafikkort, forsætter Thomas Bolander.