Kunstig intelligens læser nu bedre end mennesker

Men indtil videre er der kun tale om et lille forspring.

Robotter er et af de områder, hvor vi nu og i fremtiden kommer til at se kunstig intelligens (AI) blive brugt. Alibabas læsende AI er dog blot program på en computer. (Foto: TYRONE SIU © Scanpix)

En kunstig intelligens (AI) udviklet af den kinesiske online-handelsplatform Alibaba har med en hårsbredde overgået mennesket i en læse-og-forstå-test.

Det skriver onlinemediet The Daily Dot.

Testen med navnet "Stanford Question Answering Dataset" (SQuAD) er et værktøj, som kan teste kunstige intelligensers evne til at læse. Den har, som navnet antyder, sin oprindelse på Stanford Universitet.

Kun en smule bedre end os

Formålet med SQuAD er at aflæse, hvor godt de kunstige intelligenser forstår indholdet i tekst-artikler. Det gør man ved at lade den svare på en lang række spørgsmål.

I denne udgave af testen skulle SQuAD besvare mere end 100.000 spørgsmål fra 500 Wikipedia-artikler.

Det foregår i praksis sådan, at svaret på spørgsmålene findes som en bid tekst fra Wikipedia-artiklen. Det er dette præcise stykke tekst, den kunstige intelligens skal finde frem til for at få det såkaldte exact match (præcis besvarelse) resultat.

Og det er altså på dette meget afgrænsede testparameter, at Alibabas AI har opnået en højere score end os mennesker.

Inden testen modtager udviklerne af den kunstige intelligens artikler og spørgsmål, som de kan bruge til at træne den med. Det kaldes et dataset. Selve testen består af et lignende antal artikler og spørgsmål (her henholdsvis 500 og 100.000), men selvfølgelig fra et andet dataset.

Alibabas AI besvarede spørgsmålene til en score på 82.440, hvilket lige præcis slår den menneskelige score på 82.304. På testens hjemmeside kan du se hvordan andre kunstige intelligenser, udviklet af blandt andet Facebook, IBM Research og Microsoft Research Asia, klarer sig.

Ideel til menneskelig kontakt

Alibaba bruger allerede deres AI for eksempel i forbindelse med det kæmpe udsalg Singles Day, som fandt sted i november sidste år. Her blev den brugt til at besvare kundehenvendelser, og det er en af de opgaver, denne type kunstige intelligenser er særlig god til.

Den benytter sprogteknologi - Natural Language Processing (NLP) - når den analyserer artiklerne fra Wikipedia eller henvendelser fra kunder, og der er masser af potentiale tilbage, fortæller Alibabas chefforsker inden for NLP, Si Luo We til onlinemediet ZDNet.

- Entydige spørgsmål som for eksempel ‘hvad skyldes regnvejret’ kan nu blive besvaret med høj nøjagtighed af maskiner. Vi mener, at den underliggende teknologi gradvist kan bruges inden for flere områder såsom kundeservice, museumsomvisninger eller online svar på medicinske henvendelser fra patienter og på den måde mindske behovet for menneskelig indgriben i hidtil uset grad.

Den udtalelse fortæller os, at Alibaba regner med, at deres NLP-teknologi vil komme til at koste arbejdspladser.

Mange fremskridt inden for AI

At uddrage svar på spørgsmål fra en tekst er kun et af flere områder, hvor AI gør store fremskridt. Et andet område er i spil hos Googles AlphaGo, der sidste år blev det første computerpgrogram til at vinde over en professionel spiller af det kinesiske spil Go.

Intelligenserne er også i spil på mange andre områder. Blandt andet i selvkørende biler eller i de digitale assistenter der findes i vores smartphones og andet ‘smart’ udstyr som for eksempel smart- højttalere .

Allerede nu drager mange af os altså nytte af AI, hvad enten vi tænker over det eller ej, og den snarlige fremtid vil uden tvivl vise os mange nye anvendelsesmuligheder.

Facebook
Twitter