Langt ude: Forskere finder den fjerneste dværgplanet nogensinde

Objektet, der kaldes 'Farout', er over 100 gange længere væk fra Solen end Jorden - og over tre gange længere væk end Pluto.

Dværgplaneten 2018 VG18 kaldes også Farout - Langt ude - og er cirka 500 km i diameter og har en pink farve. (© Roberto Molar Candanosa/Carnegie Institution for Science)

Et internationalt hold af astronomer har spottet en ny dværgplanet i vores solsystem, som befinder sig ufatteligt langt væk.

Dværgplaneten betegnes 2018 VG18 - men har fået kælenavnet Farout - Langt ude - af forskerne.

- Jeg sagde "far out!" (langt ude red.) da jeg opdagede den, og det er et virkelig fjernt objekt, siger Scott Sheppard fra Carnegie Instution for Science, der er en af de tre forskningsinstitutioner bag opdagelsen.

Kloden befinder sig i en astronomisk afstand på 120 AU - hvor 1 AU er afstanden mellem Solen og Jorden - mens fx Pluto befinder sig på 34 AU.

Dværgplaneten er altså opdaget i den absolutte udkant af det kendte solsystem, hele 3,5 gange længere væk end Pluto. Det er 18 milliarder kilometer væk - så langt væk, at lyset fra Solen er over 16 timer om at nå derud.

Dværgplaneten Farout er langt længere borte end noget andet objekt vi har opdaget i Solsystemet. Det er cirka samme afstand fra Solen som Voyager 2 sonden, der forlod Jorden i 1977. (© Roberto Molar Candanosa/Scott S. Sheppard/Carnegie Institution for Science)

Kan hjælpe med at finde Planet X

Forskere har de senere år spottet en række dværgplaneter i og omkring det såkaldte Kuiper-bælte i solsystemets udkant. Den fjerneste hidtil var dværgplaneten Eris 84 AU borte.

Tidligere i år fandt astronomer blandt andet en dværgplanet der fik tilnavnet The Goblin, der befinder sig 80 AU væk.

De mange dværgplaneter kan gøre astronomerne klogere på hvor den teoretiserede niende planet befinder sig - også populært kaldet Planet X. Planet X kredser i et ekstremt fjernt kredsløb om Solen, men er stor nok til at skubbe til de mindre dværgplaneter.

Og dermed kan viden om deres kredsløb hjælpe os til at finde den sagomspundne planet.

1000 år om at nå rundt om Solen

Den nyopdagede Farout bevæger sig meget langsomt omkring Solen. Langsommere end noget andet objekt, forskerne har observeret, fortæller en af de ledende forskere.

- 2018 VG18 er meget længere væk og meget langsommere end noget andet objekt i Solsystemet, så det vil tage år at fastslå dens kredsløb, siger Scott S. Sheppard fra Carnegie i en pressemeddelelse.

Det eneste forskerne ved med sikkerhed nu, er planetens ekstreme afstand til Solen, dens cirka-diameter på omkring 500 kilometer og dens farve - en pink nuance, der tyder på at den mest består af is.

Og de anslår, at den nok er mere end 1000 år om at nå rundt om Solen.

Opdagelsen er gjort ved hjælp af det japanske Subaru teleskop, der er placeret på Hawaii.

Facebook
Twitter