London tester intelligent overvågning: Nu kan kameraerne genkende dit ansigt

Kameraer har de seneste to dage automatisk scannet gaderne for kriminelle ved hjælp af ansigtsgenkendelse. Det kan også være på vej i Danmark, siger ekspert.

Ekspert forklarer, at de danske politikere har vide ramme i forhold til at bestemme, om der skal være ansigtsgenkendelses-kameraer i det offentlige rum i Danmark. (Foto: Heinz-Peter Bader © Scanpix)

Forleden kom det frem, at der er blevet brugt kameraer til Taylor Swift-koncerter, som scanner ansigter og gemmer billeder af sangerindens fans. Historien har skabt røre i USA.

Men Taylor Swifts sikkerhedsfolk er ikke de eneste, som bruger teknologien.

I de seneste to dage har Londons politi, The Metropolitan Police Service, afprøvet overvågningskameraer i Londons gader, som også kan genkende og gemme billeder af ansigter.

Kameraerne, som scanner dit ansigt og krydstjekker det med billeder af kriminelle, er blevet testet i områderne Soho, Piccadilly Circus og Leicester Square. Det skriver BBC.

Overvågningen skal bruges til at finde personer, som politiet eller retssystemet leder efter.

Politikerne bestemmer

I sommer kom det frem, at politiet i Danmark muligvis også har brugt teknologien i deres arbejde. Justitsminister Søren Pape Poulsen afviste, at det var sket.

Men politiet må sådan set gerne bruge teknologien, forklarer Hanne Marie Motzfeldt, der tiltræder en stilling som lektor ved Center for Innovations- og Innovationsret i januar.

I EU har vi GDPR-loven, som er EUs databeskyttelsesforordning, der sætter grænser for private virksomheder, som vil indsamle data om borgerne. Men reglerne gælder ikke på samme måde for politiet.

- GDPR gælder ikke for de retshåndhævende myndigheder som fx politiet, når de forebygger, efterforsker, afslører eller retsforfølger kriminalitet, siger hun.

Hun forklarer, at det indenfor direktivets rammer er op til vores politikere, om vi i Danmark i fremtiden skal leve med ansigtsgenkendelses-kameraer i det offentlige rum.

- Det er i ret vidt omfang os selv herhjemme i Danmark der bestemmer, hvilken vej det offentlige skal gå i forhold til nye teknologier. Det er nemlig vores folkevalgte, der indenfor ret vide rammer kan bestemme, om ansigtsgenkendelses-kameraer er noget vi også vil få i Danmark, siger Hanne Marie Mortzfeldt.