Mændene tog æren: Mød fem kvinder, der aldrig blev anerkendt for deres store bidrag til videnskaben

Kvinder har stort set altid lavet videnskab, men de har sjældent fået den anerkendelse, de har fortjent.

Collage: Signe Hovmøller Christensen, originalfoto © Wikimedia Commons, Scanpix, Estherlederberg.com, Statens naturhistoriske museum

Når mange kvinder i dag går på gaden i anledning af Kvindernes Internationale Kampdag, er det for fortsat at kæmpe for, at de har de samme muligheder som mænd.

Og den kamp har været lang og hård - særligt inden for videnskabens verden.

For selvom kvinderne fik lov til at læse på de danske universiteter allerede i 1875, betød det ikke, at de nød samme status som mænd.

Faktisk kunne de ikke få et job på universitetet eller i staten, når de havde færdiggjort deres uddannelse, før næsten 50 år senere. Først i 1922 blev det lovpligtigt også at ansætte kvinder.

Men det holdt ikke kvinderne tilbage. For selvom ingen ville ansætte dem eller give dem anerkendelse, som de ellers havde fortjent, blev kvinderne ved med at levere vigtige resultater og store gennembrud.

Her kan du læse historien om fem kvinder i videnskaben, der gjorde vigtige opdagelser, men som aldrig fik den ros, de havde fortjent.

1

Jocelyn Bell Burnell (født 1943): Vejlederen løb med æren

Collage: Signe Hovmøller Christensen, originalt foto © Scanpix, Wikimedia commons og Colourbox
Collage: Signe Hovmøller Christensen, originalt foto © Scanpix, Wikimedia commons og Colourbox

Har vi ikke alle haft en ven, et gruppemedlem eller en chef, der løb med æren for det arbejde, som vi havde lavet?

Det oplevede Jocelyn Bell Burnell, der blev født i Nordirland i 1943.

Hun var en dygtig studerende. Så dygtig, at hun blev optaget på Cambridge University - en af de mest prestigefyldte uddannelsesinstitutioner i Storbritannien.

Her studerede hun astronomi, og hun var med til at bygge et helt nyt teleskop til at studere fjerne stjerner med.

Ifølge National Geographic følte hun ikke, at hun hørte til på eliteuniversitetet. Det måtte være en fejl, at hun var blevet optaget. Derfor knoklede hun ekstra hårdt.

Og det hårde slid gav resultater.

I 1967 opdagede hun, som den første, en såkaldt pulsar. Det er resterne af en død stjerne, der eksploderede i en supernova, og som nu udsender stråling i doser i stedet for konstant at sende sine stråler mod os.

Jocelyn Bell Burnell fandt pulsaren ved, at hun hver dag nøje kiggede 300 meter udprint af rå data fra teleskopet igennem. Og efter et halvt år opdagede hun pulsaren.

Siden har hun udtalt, at opfattelsen på det tidspunkt var, at videnskab blev bedrevet af en erfaren mand - ikke kvinde - og han havde typisk en masse folk til at arbejde for sig. Det var ham der tænkte og befalede, og hans ansatte, der gjorde som han sagde.

Men sådan havde det jo ikke været med Jocelyn Bell Burnell, der først fik anerkendelse for sin opdagelse mange, mange år senere.

2

Marie Hammer (1907-2002): Blev aldrig ansat på universitetet

Collage: Signe Hovmøller Christensen, originalt foto © Statens Naturhistoriske Museum, Picryl
Collage: Signe Hovmøller Christensen, originalt foto © Statens Naturhistoriske Museum, Picryl

Da Marie Hammer i 1932 blev færdig med sin kandidatgrad i zoologi, måtte hun ud og lede efter arbejde.

Det var dog ikke let.

Heldigvis kom hun fra gode kår. Hendes far var direktør, og hendes mand var ansat som zoolog ved staten. Det var derfor ikke nødvendigt, at hun arbejdede. Parret havde råd til at få deres fire børn passet, mens hun kunne forske på egen hånd.

Og det gjorde hun.

I løbet af sin karriere rejste hun verden rundt for at studere mosmider. Det gjorde hun for blandt andet at bevise, at den tyske forsker Alfred Wegener havde ret, da han kom med sin teori om, at kontinenterne engang havde været samlet i et sammenhængende kontinent.

Ved hjælp af nogle fondsmidler og hendes egne penge, rejste hun til USA, Sydamerika, Papua Ny Guinea, Fiji og New Zealand for blot at nævne nogle af rejserne.

I løbet af sin karriere opdagede hun 1000 nye arter og 150 nye slægter. Og hun endte med i 1979 at bevise, at mosmiderne stammede fra samme forfader og havde bredt sig ud, mens kontinenterne stadig hang sammen.

- Gennem hele sin lange karriere, blev hun ikke anerkendt med en ansættelse på universitet, selvom hun bidrog mere til videnskaben end mange af sine mandlige kolleger, siger Kristian Hvidtfelt Nielsen, der forsker i naturvidenskabens historie på Aarhus Universitet.

3

Rosalind Franklin (1920-1958): Kolleger stjal hendes arbejde

Collage: Signe Hovmøller Christensen, originalt foto © Scanpix
Collage: Signe Hovmøller Christensen, originalt foto © Scanpix

I 1951 fik Rosalind Franklin arbejde på et forskningslaboratorium på Kings College i London.

Hun var lige vendt hjem efter tre år i Paris, hvor hun havde perfektioneret en række teknikker til at tage røntgenbilleder af molekyler og deres struktur.

På sit nye arbejde blev hun leder af den ene af to forskningsgrupper, der forskede i at kortlægge, hvordan DNAs struktur ser ud.

Lederen af den anden forskningsgruppe, Maurice Wilkins, misforstod dog ofte hendes rolle og behandlede hende som hans egen assistent.

Efter godt et år på laboratoriet, lykkedes det Rosalind Franklin at tage et billede af et DNA molekyle. Billedet, der er blevet berømt som ‘foto 51’, nuppede Maurice Wilkins og viste til det to kolleger på et andet universitet - uden Rosalind Franklin vidste det.

De to kolleger var James Watson og Francis Crick fra Cambridge University. De fik i 1962 nobelprisen for deres opdagelse af DNA’ets struktur. En opdagelse, de ikke kunne have gjort uden Rosalind Franklins billede.

Hun døde dog af kræft i en tidlig alder, inden nobelprisen blev uddelt. Rosalind Franklin fik aldrig anerkendelse for hendes opdagelse.

4

Lise Meitner (1878-1968): Nazist løb med hendes resultater

Collage: Signe Hovmøller Christensen, originalt foto © Scanpix, Wikimedia Commons og Det kongelige bibliotek
Collage: Signe Hovmøller Christensen, originalt foto © Scanpix, Wikimedia Commons og Det kongelige bibliotek

Lise Meitner voksede op i slutningen af 1800-tallet i Wien, som en del af det jødiske mindretal.

Byen var på det tidspunkt hovedstad i det store Østrig-Ungarnske rige, og i årene frem til 1. verdenskrig blomstrede det intellektuelle liv.

Kendte forskere som Sigmund Freud og Ludwig Wittgenstein boede her, og forfattere og kunstnere som Gustav Klimt og Stefan Zweig var med til at sætte byen på verdenskortet.

Lise Meitner skulle også vokse op og blive en af byens intellektuelle sværvægtere. Da hun havde færdiggjort sin ph.d. i fysik i 1907 fra Wiens Universitet, rejste hun dog til Berlin for at fortsætte sin forskning.

Her mødte hun Otto Hahn. En kemiker som hun begyndte at samarbejde med. I mere end 30 år samarbejdede de, indtil hun i 1938 måtte flygte ud af Tyskland til Sverige. Det var nemlig ikke længere sikkert at være jøde i Nazityskland.

Samme år hun flygtede, lavede Otto Hahn et forsøg i Berlin, hvor han bombarderede forskellige grundstoffer med neutroner. De fleste grundstoffer ændrede sig en lille smule, men ikke det tungeste grundstof, Uran. I stedet frigav det en voldsom mængde energi.

Otto Hahn kunne ikke selv forklare, hvad der skete. Han sendte derfor sine resultater til Lise Meitner. Hun regnede sig frem til, at der måtte være sket en fission af urankernerne. Kernerne var simpelthen knækket midt over, havde udledt en masse energi, og var forvandlet til to lettere grundstoffer.

Med Lisa Meitners beregninger ved hånden skrev Otto Hahn en forskningsartikel, som han udgav. Hun blev ikke nævnt som medforfatter. Nogle har spekuleret på, at det var farligt for ham at anerkende en jøde - og det var derfor, han ikke krediterede hende.

I 1944 vandt han så nobelprisen for sin opdagelse. Lise Meitner blev end ikke nævnt.

Opdagelsen førte til atombomber, atomkraftværker og den kolde krig. På den måde fik forskningen en kæmpe indflydelse på hele verden.

5

Esther Lederberg (1922-2006): Manden løb med priserne

Collage: Signe Hovmøller Christensen, originalt foto © Estherlederberg.com
Collage: Signe Hovmøller Christensen, originalt foto © Estherlederberg.com

Esther Lederberg var, ligesom sin mand Joshua Lederberg, mikrobiolog.

I 1951 opdagede hun et virus, der kan inficere bakterier. Virusset bliver også kaldt ‘lambda bacteriofag’. Det var en vigtig opdagelse indenfor genetikken.

Siden har virusset nemlig været brugt til at klone DNA med.

Sammen med sin mand opfandt hun også en nem metode til at kopiere bakteriekolonier fra en petriskål til en anden. Metoden bruges stadig i dag og kaldes Lederberg-metoden.

Den er dog ikke opkaldt efter hende, men efter hendes mand.

Metoden førte til, at der skete store fremskridt i forskningen i antibiotika, og det resulterede også i en nobelpris til hendes mand i 1958. Esther Lederberg blev ikke nævnt under prisuddelingen.

Mens Joshua Lederberg fik en fast stilling som leder af genetisk institut på Stanford University, måtte hun kæmpe for overhovedet at blive ansat.

Selv i 1966, hvor der blev skrevet en bog om bakteriofager, fik Esther Lederberg ikke tilbuddet om at bidrage til bogen - selvom hun stod bag den første og vigtigste opdagelse.

På trods af hendes forsknings store betydning blev hun aldrig udnævnt til professor.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk