Mæt af sociale medier: Snapchat taber millioner af brugere

Vi er ved at være trætte af den ekstreme brug af sociale medier, siger analytiker.

Det er især teenagere og folk i 20'erne, der bruger Snapchat. Og det har været populært at snappe. Men nu falder antallet af brugere for første gang. (Foto: THOMAS WHITE © Scanpix)

Blev du også sur og droppede Snapchat, da de kom med deres irriterende opdatering tidligere i år?

Eller måske ved du overhovedet ikke, hvad Snapchat er for noget.

Uanset om du svarer “ja” eller “Snap-hvadfornoget”, så er du en del af problemet.

De seneste tre måneder har det sociale medie tabt tre millioner daglige brugere. Tallet er faldet fra 191 millioner til 188 millioner brugere.

Det viser kvartalsregnskabet for Snap, der er virksomheden bag det sociale medie Snapchat.

- Snapchat lagde op til en ekstrem brug af sociale medier, som mange har fået en træthed over for, siger Astrid Haug, der er digital rådgiver.

Mæt af sociale medier

Det er første gang siden børsnoteringen i 2017, at der har været et fald i antallet af snappende brugere. Men dermed følger Snapchat den samme udvikling som andre sociale medier.

Facebook får flere brugere over hele verden, men væksten er stagneret i USA, og der er færre aktive brugere i Europa. I juli kunne Twitter afsløre, at de på et år havde mistet en million aktive brugere.

- Der kan være en mæthed i forhold til, at vi skulle være på mange sociale medier på samme tid. Der var meget, som skulle prøves af, siger Astrid Haug.

Noget af det, der fik især teenagere og folk i 20'erne til at snappe, var de små og korte videohistorier, som man kunne dele med hinanden. Det var en feature, som Instagram helt ublu kopierede for to år siden.

- Det var med til at revitalisere Instagram, så folk bruger mere tid der og mindre på Snapchat. Det var lidt af en genistreg, omend det ikke var særligt kønt gjort, siger Astrid Haug.

Snaps ukendte videobriller

Snap har også problemer med deres briller - som du sikkert aldrig har hørt om.

Snap lancerede solbrillerne i 2016, og salget har været elendigt. I november sidste år havde Snap et lager af dem på 300.000 styk, som de ikke kunne komme af med. Lageret af briller havde en værdi på 250 millioner kroner.

For et par måneder siden kom der så en ny version af brillerne, der nu kan have 150 videoer eller 3000 fotos i hukommelsen. I det nye regnskab står der dog ikke noget om salget af dem.

Fra forvirrende til virkeligt forvirrende

Men et større problem for Snapchat er designet af deres app, som blev opdateret i februar i år. Brugerne var så utilfredse med det, at der endda blev startet en underskriftsindsamling, som skulle få Snap til droppe opdateringen. Indtil videre er der 1,2 millioner underskrifter.

- Det var et relativt forvirrende socialt medie, der blev endnu mere forvirrende at bruge, siger Astrid Haug.

Der er dog gode nyheder, hvis du skulle have investeret i lidt aktier i Snap. Omsætningen er steget. Den er gået fra 1,6 milliarder kroner til 1,68 milliarder kroner.

Den nystartede teknologivirksomhed er dog langt fra at få sorte tal i regnskabet. Det sidste kvartal havde den et underskud på 2,2 milliarder kroner. Det er dog bedre end den samme periode sidste år, hvor den amerikanske virksomhed brændte 2,4 milliarder kroner af.

Facebook
Twitter