Mars: Rød udenpå, men hvad er der indeni?

Årets største Mars-mission, InSight, skal gøre forskerne klogere på Mars’ indre.

2018 bliver året. hvor vi skal kigge ind i Mars. (© Nasa)

Vulkaner, rystelser og den indre kerne. Det er nogle af de ting, som årets store Mars-mission skal give nogle bedre svar på, end vi har i dag. Navnet på missionen er Mars Insight, som også antyder, at der nu skal kigges dybere ind i planeten.

På nuværende tidspunkt er det udelukkende Mars’ overflade, som undersøges. Blandt andet af to robotbiler - såkaldte rovers - som kører rundt på planeten.

Men nu skal det, som er inde i planeten, også for alvor undersøges.

- Det er første gang, vi kan lære noget om det indre af Mars. Vi kan blive klogere på planetens struktur og rystelser i dens indre, siger Kjartan Kinch, lektor på Niels Bohr Instituttet.

Hvorfor Mars?

Siden 1997 har der konstant været mindst en aktiv Mars-mission i gang.

Grunden til, at Mars løber med al opmærksomheden, er, at det sandsynligvis er den planet i solsystemet, som nok engang mindede mest om Jorden. På et tidspunkt var der flydende vand, som er en af de grundlæggende forudsætninger for liv, i hvert fald som vi kender det.

- Engang har der været et klima, hvor der var vand i flydende form på overflader – floder, søer måske endda have. Der var sne og muligvis regn, altså et vandkredsløb, fortæller Kjartan Kinch.

Det betyder, at der er en chance for, at der har været liv tidligere. Klimaet har i hvert fald været en del mere som Jordens tidligere, men hvorfor ændrede det sig? Hvor meget mindede det om Jorden, og i hvor lang en periode var det?

Vulkanudbrud kan forventes på Mars i morgen

Netop de spørgsmål kan Mars InSight måske være med til at besvare. Sonden er en lille lander med seismometre, der kan indsamle data om planetens rystelser.

Mars er ikke tektonisk aktiv ligesom Jorden. Den har ikke plader i bevægelse og kraftige jordskælv, som vi kender.

Men den har rystelser som også er interessante. Blandt andet fordi der har været vulkansk aktivitet på planeten for forholdsvis nyligt.

- Der er blevet observeret nylig lava på planeten, og det burde derfor ikke komme bag på nogen, hvis der kom et vulkanudbrud i morgen på Mars, fortæller Kjartan Kinch til DR Viden.

En anden ting, som robotten skal undersøge, er Mars' kerne. I dag tænker vi, at den ikke er flydende på grund af det manglende magnetfelt på planeten. Men alle teorierne om for eksempel Mars' kerne skal Mars' InSight være med til at be- eller afkræfte med sine målinger.

Lang rejsetid

Seks måneder. Så lang tid tager det robotten Mars Insight at rejse fra Jorden til Mars. Take off er i maj, og det forventes, at landingen sker i november. Det er et halvt års rejsetid, som er den tid, det tager med den teknologi vi har i dag.

Sammen med de to rovere og andre Mars-projekter i den nærmeste fremtid, skal robotten Mars InSight nu bo og indsamle data på Mars.

Facebook
Twitter