Microsoft vil fjerne kasser, køer og kassemedarbejdere fra fremtidens supermarked

Microsoft går Amazon i bedene og vil gøre supermarkederne kasseløse. Angiveligt i samarbejde med verdens største butikskæde Walmart.

Amazon åbnede verdens første kasseløse supermarked i januar 2018, Amazon Go, som ses på billedet. Nu vil Microsoft forsøge at komme med på vognen. (Foto: JEFFREY DASTIN © Scanpix)

Microsoft er ved at udvikle en teknologi, der skal gøre forretninger kasseløse.

Firmaet har allerede demonstreret eksempler på teknologien overfor flere supermarkeder og er angiveligt i dialog med den store amerikanske supermarkedskæde Walmart om et samarbejde.

Det skriver Reuters, som citerer seks unavngivne kilder, med kendskab til projektet. Hverken Microsoft eller Walmart har ønsket at kommentere oplysningerne.

I Amazons fodspor

Ifølge Reuters er Microsofts løsning overordnet set en kopi af det system, som Amazon introducerede, da de åbnede den første Amazon Go-butik i Seattle i januar.

Her scanner man en app, når man går ind i supermarkedet og kan efterfølgende snuppe varer ned fra hylderne efter behag, putte dem i sin egen pose og forlade forretningen helt uden at stå i kø eller finde sit kreditkort frem.

En række kameraer og sensorer følger alle dine bevægelser og ved hjælp af kunstig intelligens tilføjes varerne løbende til din bon, i takt med du tager dem ned fra hylden. Stiller du en vare tilbage igen, bliver den fjernet fra regningen. Når man forlader forretningen sker betalingen automatisk.

Amazon vil meget snart åbne to nye Amazon Go-butikker i Chicago og San Francisco.

Microsoft skal ikke eje supermarkeder

Mens det lige nu er uklart, om Amazon - der også ejer også supermarkedskæden Whole Foods - har tænkt sig at beholde teknologien for sig selv, eller om de vil sælge den til andre, så har Microsoft ingen planer om at træde ind i supermarkedsbranchen.

Microsofts løsning er ifølge Reuters oplysninger tænkt til at skulle sælges til supermarkeder og andre forretninger - vel at mærke hvis den ender som et færdigt produkt.

Og der kan der være rigtig god grund til at udvikle teknologien bag fremtidens kasseløse butikker.

Gene Munster, som er head of research hos investeringsfirmaet Loup Ventures, anslår, at markedet for automatiseret betaling i kiosker og supermarkeder alene i USA er 50 milliarder dollar værd - ca. 315 milliarder kroner.

Forretningsløsninger er ikke nyt for Microsoft

Uanset om Microsoft får held til at gøre supermarkederne kasseløse (og kassemedarbejderne arbejdløse), så er kunstig intelligens i både online og fysiske forretninger ikke et nyt område for det 43 år gamle computerfirma.

Firmaet har en division, der specialiserer sig i løsninger til forretninger, både indenfor lagerstyring og optimering af salg af almindelige forbrugsvarer.

På sin hjemmeside skriver Microsoft blandt andet, at de kan hjælpe med at “optimere driften ved brug af sensorer, machine learning og avancerede analyse-værktøjer" - teknologier der ligeledes indgår i det kasseløse supermarked.

Retuers oplyser, at Microsoft sideløbende med udviklingen af sit eget kasseløse system, samarbejder med flere partnere, som er i færd med at bygge egne kø- og kasseløse butiksløsninger baseret på Microsofts nuværende cloud-teknologi.