Min onkel spillede en hovedrolle i kampen mod atomkraft: Men hvad skal jeg synes om atomkraft?

Eksperter siger, at atomkraft aldrig har været sikrere. Er tiden kommet til at gå imod, hvad min onkel kæmpede for?

Min onkel Mads sidder til venstre i billedet her omgivet af aktivister fra OOA. Det er ham med solbrillerne og det store krøllede hår. Han spillede en hovedrolle i modstanden mod atomkraft i Danmark. (© Fra bogen 'aldrig gi'r vi op... Om atomkraftmarcherne')

I 1990, da jeg var tre år gammel, døde min onkel, Mads. Han sov ind i sin seng - kun 41 år gammel - uden at fejle noget.

Det pludselige dødsfald trak et langt spor af sorg i min familie - og i mange år, tror jeg, det var for smertefuldt for hans nærmeste at snakke om Mads.

I hvert fald føler jeg ikke, at jeg ved særlig meget om ham. Men jeg kan huske at historierne om Mads næsten altid handlede om hans tid i ‘Organisationen til Oplysning om Atomkraft’ (OOA).

I dag er jeg journalist ved DR Viden, og har netop skrevet en række artikler om den modstand, der førte til, at vi ikke fik atomkraft i Danmark.

Da den første artikel kom ud, tikkede der en mail ind fra min fætter Toke, Mads’ ældste søn. Han skrev, at Mads faktisk spillede en afgørende rolle i OOA.

Han fortalte mig, at Mads stod for at bygge hele OOA's bibliotek op. Et bibliotek fyldt med fagbøger, rapporter og avisudklip som bevægelsen trak på, når de lavede informationskampagner og prøvede at påvirke politikerne.

Og ifølge Tarjei Haaland, der var talsperson og researcher i OOA dengang, spillede Mads en kæmpe rolle i kampen mod atomkraft i Danmark.

- Mads var en utrolig vigtig brik i den saglige del af vores informationsarbejde. Det var slet ikke muligt at have samlet alt det materiale uden ham, siger han.

Selv er jeg i tvivl om, hvorvidt atomkraft er løsningen på klimakrisen, og jeg har en følelse af, at Mads’ historie måske kan hjælpe mig med at blive klogere på det.

Derfor er jeg gået på jagt efter, hvad der var drivkraften bag dengang.

Sådan så min onkel ud, da han blev student midt i 60'erne. Velfriseret og nydeligt påklædt. Men da han rejste til København i 1968 ændrede hans look sig - og han er næsten ikke til at kende på billeder igen.

Landede i København, da det hele forandrede sig

I 1968 pakkede min onkel sine ting og rejste fra hjembyen Aalborg til København for at læse fysik på DTU. Her landede han lige midt i ungdomsoprøret.

Min mor har fortalt, at Mads tog afsted poleret, pæn og velfriseret, men da han kom hjem på besøg igen, var håret blevet stort, vildt og krøllet og tøjet jordfarvet.

Mads læste til ingeniør, og hans interesse faldt hurtigt på atomfysikken. Den interesse udviklede sig til en modstand mod atomkraft i Danmark. Ikke en særlig fordelagtig kombination, hvis man ville have et job efterfølgende.

Da han var færdig med sin uddannelse nogle år senere, blev han kortvarigt ansat på DTU, før han blev kaldt i militæret.

Som så mange andre på den tid, blev han militærnægter - og det var på militærnægterskolen i Slagelse, han fandt sit kald.

Her mødte han nogle folk fra det helt nystartede OOA, og han sluttede sig hurtigt til deres kamp for at forhindre regeringen og de danske elselskaber i at bygge atomkraftværker på dansk jord.

Her står han nogle år senere. Jep, det er ham med det store hår og det flippede tøj. Han står vist sammen med en række andre OOA'ere. (© Fra bogen 'aldrig gi'r vi op... Om atomkraftmarcherne')

En unik samling af viden

Der gik ikke længe, før Mads fik ansvaret for at holde styr på al den information, som OOA begyndte at indsamle, for at de kunne slå tilbage mod atomkraft-tilhængerne med saglige og hårdtslående argumenter.

Fra blot at være nogle få rapporter, avisudklip og pjecer, udviklede samlingen sig til at blive et regulært bibliotek med håndbøger, udenlandske fagbøger og speciallitteratur, som man ikke kunne finde andre steder i landet.

Ifølge Siegfried Christiansen, der var sekretariatsleder hos OOA, og som var med til at starte bevægelsen, gjorde Mads så godt et arbejde, at både politikere og myndigheder kom på biblioteket for at låne materiale.

- Han havde et meget fint samarbejde med Risø, hvor Danmarks forsøgsreaktorer stod. Og fysikerne dernede lånte endda også noget af vores materiale i ny og næ. På trods af vores uenigheder, siger han.

Mads etablerede desuden et netværk af atommodstandere i udlandet, som han udvekslede rapporter og litteratur med - og det gjorde samlingen helt unik, vurderer Siegfried Christiansen.

Her var det nok en fordel, at han havde en baggrund som fysiker og var hjemmevant i kompliceret videnskabeligt stof.

Men hans store arbejde havde en pris.

Et billede af Mads med mig på skødet som 2-årig. Desværre nåede jeg ikke at lære ham særlig godt at kende, før han døde. Men hans kamp mod atomkraft fylder stadigvæk i familien. (© Privatbillede)

OOA fyldte hele hans liv

Derhjemme havde Mads en kone og en søn. Og det var ikke meget de så til ham, da han blev involveret i OOA.

Ifølge Siegfried Christiansen var Mads altid på biblioteket. Han var der hver dag og gik først hjem sent om aftenen.

Hans søn Toke har fået fortalt, at Mads altid kom hjem, efter han selv var blevet puttet om aftenen, så meget fyldte kampen for OOA hos ham.

I 1976 kunne ægteskabet ikke mere, og han blev skilt fra sin kone. Samme år som de havde fået barn nummer to.

Helt frem til starten af 80’erne så han ikke meget til sine børn.

En af måderne OOA kom ud med deres budskab på var de såkaldte Atomkraftmarcher. Her en march fra Stevns til København i 1978. Min onkel er også med. Han går et stykke tilbage med sit store krøllede hår. (© Henning Thempler - Ritzau Scanpix)

Atomkraft er noget andet i dag

Som videnskabsjournalist prøver jeg at sætte mig så godt ind i videnskaben som muligt, og Mads var som atomfysiker om noget inde i detaljer om reaktorsikkerhed og håndteringen af det radioaktive affald.

Så han må jo har haft fat i noget.

Men meget er sket siden 70’erne og 80’erne. Det er nogle helt andre atomkraftværker, vi har i dag, som er langt sikrere.

Og dengang havde man endnu ikke erkendt, hvor stor en udfordring med global opvarmning, vi står overfor. En udfordring, som nogle argumenterer for, kun kan løses med atomkraft.

I hvert fald hvis man spørger Bent Lauritzen, der er afdelingschef på Institut for fysik på DTU og forsker i atomkraft.

- Der er sket en udvikling i forhold til sikkerhedssystemerne, så værkerne er meget sikre i dag. Det er desuden nogle helt andre reaktorer, end dem der sad i Tjernobyl, så det kan slet ikke gå så galt, siger han.

Også problemet med det radioaktive affald, der bliver dannet på atomkraftværker, vurderer han, vi stort set har løst i dag.

- I dag findes der teknologi, så vi kan genbruge en stor del af affaldet. Og den sidste del af affaldet, der skal opbevares forseglet, får vi snart sikre deponier til, 500-600 meter under Jorden i Sverige og Finland, siger han.

Stadig stor uenighed om atomkraft

De gamle atomkraftmodstandere mener omvendt ikke, at vi har løst affaldsproblemet. Tværtimod, forklarer Einar Baldvin Baldursson, der var en vigtig spiller i OOAs Aarhus-afdeling.

- Det problematiske er, at vi skal opbevare affaldet meget længe. Når man laver modeller og beregner risiko for uheld, så vil meget store ulykker ske med minimum 100 års mellemrum, siger han og fortsætter:

- De få områder, der så ud til at være nogenlunde sikre, har den globale opvarmning allerede spoleret. Og vi kan ikke have, at store mængder nukleart affald slipper ud i naturen.

Men hvad skal jeg så tro?

Kan atomkraft hjælpe os med at sikre en hurtigere overgang til et fossilfrit samfund? Og kan den billige atomenergi måske forsyne de anlæg til at hive CO2 ud af atmosfæren, der sandsynligvis kommer i en nær fremtid?

Eller er teknologien, på trods af 50 års sikkerhedsforbedringer, stadig for usikker?

Under ulykken på Tjernobyl-kraftværket i 1986 eksploderede reaktor fire og sendte radioaktivt materiale ud over et kæmpemæssigt område - i dag kaldet kontaminations-zonen. Noget af det radioaktive materiale nåede endda helt til det nordlige Sverige. Her bygger russerne en sarkofag omkring resterne af reaktoren. Min onkel var meget aktiv i hjælpe med formidlingen af katastrofen. (Foto: STRINGER/RUSSIA © Scanpix)

Hjalp til under Tjernobyl-krisen

Både min onkel og OOA fortsatte deres arbejde, selvom Folketinget i 1985 besluttede helt at droppe planerne om atomkraft.

Og da ulykken på Tjernobyl-værket ramte medierne i 1986, var det faktisk Mads, mange af journalisterne og politikerne kom til for at blive klogere på, hvad der var sket i Ukraine.

Det fortæller Tarjei Haaland.

- Han var meget aktiv i at formidle information til politikere og journalister i den periode. Det var fordi, han havde bygget sådan et fantastisk bibliotek op, siger han.

Helt til sin død i 1990 kom Mads dagligt på biblioteket og arbejdede videre med samlingen. Man kan altså sige, at han var modstander lige til det sidste.

Og mig?

Tja, der er jo kloge hoveder på begge sider, der argumenterer for og imod.

Mads var nok en af dem i Danmark, der vidste allermest om risiciene ved atomkraft. Meget er dog sket siden han døde for 30 år siden.

Og hvem ved, måske ville han have stillet sig tilfreds med de fremskridt, der i dag er sket med sikkerheden på kraftværkerne.

Altså… jeg er vist stadig i tvivl.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk