Minut for minut: 6 måneders Mars-rejse kulminerer i åndeløse seks minutter

Om knap tre timer lander Nasas første nye Mars-sonde siden 2012. Sådan her forløber den dramatiske landing.

Det mest kritiske punkt på enhver rumrejse er landingen. Her skal alt klappe og fungere og timingen skal være perfekt.

Derfor kommer rumingeniører og astrofysikere til at forsøge at slå rekorden i at holde vejret, i de seks minutter, Nasas nyeste Mars-sonde bruger på at lande.

Mars InSight har været undervejs siden maj måned og skal gøre os klogere på, hvordan planeten er opbygget.

Herunder kan du læse en detaljeret gennemgang af landingen - hvor alt skal fungere perfekt, hvis missionen skal blive en succes.

Kl. 20.46: To moduler deler sig

Syv minutter inden landingen deles det rumfartøj, som har tilbagelagt de mange millioner kilometer mellem Jorden og Mars.

Cruise-modulet, som består af raketmotor og solpaneler, efterlades, og landingsmodulet fortsætter ned mod overfladen.

Kl. 20.47: Sonden rammer Mars' atmosfære

Cirka kvart i ni rammer Mars InSight Mars tynde atmosfære omkring 128 kilometer over planetens overflade med en hastighed på næsten 20.000 km/t.

Sonden rammer atmosfæren i en nøje beregnet vinkel.

Er vinklen for skarp, brænder sonden op i atmosfæren på grund af friktion.

Er vinklen for flad, kan sonden smutte på atmosfæren og fortsætte ud i rummet.

20.49: Varmeskjoldet er rødglødende

To minutter efter at rumsonden rammer atmosfæren, har mødet med Mars' tynde atmosfære sendt skjoldets temperatur op på 1500 grader Celsius - varmt nok til at smelte jern.

Temperaturen kan betyde, at radiosignalerne fra sonden bliver påvirket. Men på grund af otte minutters forsinkelse på signalerne, kan forskerne på Jorden alligevel intet stille op nu.

Landingsmodulet falder med 17.300 km/t og er 45 kilometer over overfladen.

20.51: Faldskærmen foldes ud

Inden faldskærmen foldes ud, vender landingsmodulet sig lidt, så det bremses endnu mere at atmosfæren.

Når farten er faldet til ca. 6000 km/t, udløses faldskærmen, og farten bremses voldsomt til kun 1370 km/t.

Landingsmodulet er nu 11 kilometer over overfladen og daler med en fart, der kun er 7 procent af sin oprindelige hastighed.

20.52: Radar måler afstand til overfladen

15 sekunder efter at faldskærmen har foldet sig ud, frakobles varmeskjoldet, og ti sekunder senere foldes landingsmodulets ben ud.

Kort efter aktiveres radaren, der måler, hvor langt der er til Mars' overflade.

20.53: Faldskærmen slippes

41 sekunder før landing slipper landingsmodulet sit skjold og sin beskyttende kappe, hvor faldskærmen er påmonteret.

Landingsmodulet tænder sine bremseraketter efter et kort fald og styrer lidt til siden, så det ikke bliver ramt af faldskærmen efter landing.

Hastigheden er nu kun 215 km/t og landingsmodulet er kun ca. 750 meter fra overfladen.

20.54: Touch down

Bremseraketterne sørger for en forholdsvis blid landing med en hastighed på kun otte km/t.

På grund af afstanden til Mars går der otte minutter, før Nasas forskere på Jorden forhåbentlig hører de første bekræftelsessignaler fra InSight-sonden på Mars' overflade.

Få minutter senere forventes det første billede af Mars' overflade at nå frem - det kan dog blive forsinket til dagen efter af forskellige årsager.

Nu er Mars InSight klar til at folde sine instrumenter ud, der særligt skal undersøge Mars undergrund.

Forhåbentlig kan sonden gøre os klogere på, hvordan Mars blev så gold og tør, finde vand i planetens undergrund, opdage Mars-skælv og meget andet.

Du kan følge landingen LIVE her på dr.dk fra kl. 20.30.

Facebook
Twitter