Mobilsikkerhed: Kun hver tiende antivirus holder stand

Ny undersøgelse dumper halvdelen af programmerne mod virus til Android.

Der er flere dårlige end gode antivirusprogrammer til Android-smartphones som denne Samsung Galaxy Note. (Foto: Lee Jae-Won © Scanpix)

Det er fornuftigt at sikre sin smartphone mod virus, men der er langt mellem de gode.

Det bliver slået fast i en ny test, hvor den uafhængige organisation AV-Comparatives har afprøvet 250 antivirusprogrammer til Googles Android-styresystem.

Kun 23 af dem var i stand til at opdage og bekæmpe de 2.000 former for skadelig software, som de blev udsat for.

55 procent af programmerne leverer utilstrækkelig beskyttelse mod skadelige programmer, også kaldet malware.

Stjernebedømmelse er misvisende

AV-Comparatives anbefaler, at man ikke lægger for meget vægt på antal downloads, eller hvor mange stjerner andre brugere har tildelt antivirusprogrammet.

Sidstnævnte er nemlig snarere et udtryk for brugeroplevelse, end hvor godt programmet egentlig leverer.

I stedet bør man holde sig til programmer fra udviklere, som er velkendte og har et godt ry samt en hjemmeside med kontaktinformation og fortrolighedspolitik, lyder rådet.

I øvrigt bør man passe på, da der også findes antivirusprogrammer i Googles Play Store, der i virkeligheden installerer skadelige software.