For to uger siden tonsede en amerikansk rumsonde ind i en asteroide 11 millioner kilometer væk fra Jorden.
Sonden ramte asteroiden Dimorphos, som blot er mellem 120 og 180 meter i diameter, næsten lige i midten med 22.530 kilometer i timen.
Det var første forsøg nogensinde på at teste, om vi mennesker kan ændre en asteroides bane. Det kan nemlig blive nødvendigt, hvis en farlig asteroide en dag har kurs mod Jorden.
Nu har Nasa netop offentliggjort de første beregninger fra forsøget, der går under navnet DART (Double Asteroid Redirection Test). Og det er lykkes at ændre banen meget mere, end forventet.
- Vi har vist verden, at Nasa er en seriøs forsvarer af vores planet, siger Bill Nelson, der er chef for Nasa.
- Det er et skelsættende øjeblik for planetarisk forsvar og et skelsættende øjeblik for mennesket, siger Bill Nelson.
Nyheden glæder også Line Drube, der er astrofysiker ved DTU Space.
- Det er ekstremt vigtigt i vores forsvar af planeten, at vi nu har testet det her, siger hun.
Her kan du se rumfartøjet ramme asteroiden Dimorphos. Asteroiden har på intet tidspunkt været en trussel mod Jorden - hverken før eller efter sammenstødet.
Ændrede banen med 32 minutter
Dimorphos er en lille måne til en anden, større asteroide ved navn Didymos. Sammen bliver de to kaldt for en dobbelt-asteroide.
Før sammenstødet brugte Dimorphos 11 timer og 55 minutter på at kredse om sin storebror. Nu tager turen 11 timer og 23 minutter. Rumsonden har altså ændret banen med 32 minutter.
Det har forskere kunnet måle via teleskoper på Jorden.
- Det var forventet at blive en stor succes, hvis den blot ændrede banen med 10 minutter. Men den ændrede faktisk banen med 32 minutter, siger Bill Nelson.
Ifølge Line Drube er det imponerede, at sonden formåede at skubbe så meget til asteroiden.
- Vi havde jo en usikkerhed i beregningerne af, hvad der ville ske og havde forudset et interval fra et par minutter til en halv time. Nu opdager vi, at ændringen faktisk ligger i den høje ende i vores beregninger. Og det er jo helt vildt, siger hun.
Indenfor nogle år vil den europæiske rumfartsorganisation ESA sende en satellit op for at kredse om Dimorphos og Didymos. Missionen har fået navnet Hera og formålet er at analysere resultatet af sammenstødet endnu mere.
- Her kommer vi til at se, hvor meget asteroiden har ændret sig i formen. Det bliver spændende, siger Line Drube.
- For den her måne er bare en løs samling sten. Når den bliver ramt med så enorm en kraft, så bliver der skudt materiale af overfladen.
Flere teleskoper både på Jorden og i rummet har taget billeder af sammenstødet. Her ses billeder fra rumteleskopet Hubble (til venstre) og fra verdens største rumteleskop James Webb, der blev sendt i rummet december sidste år.
Kan udrydde en storby
DART-missionen har kostet, hvad der svarer til 2,5 milliarder kroner. Og det er ikke uden grund, at man har brugt så mange penge på at smadre en rumsonde.
Hvis en asteroide som Dimorphos rammer Jorden kan den udslette en storby som København og skade omkringliggende områder. Sådan en asteroide rammer Jorden med cirka 20.000 års mellemrum, ifølge Line Drube.
Men problemet er, at vi endnu ikke har opdaget alle asteroider, der potentielt kan ramme Jorden.
- Vi mangler at opdage omkring 60 procent af de asteroider, der er på størrelse med Dimorphos og som er i baner nær jorden, siger Line Drube.
Går vi længere ned i størrelse bliver det endnu sværere at opdage asteroiderne. Jo mindre de er, desto sværere er det også at opdage dem.
Derimod har vi godt styr på de helt store af slagsen, den type som i sin tid udryddede dinosaurerne. Her har man observeret over 90 procent af dem. Ingen af dem har kurs mod Jorden.