Nettet og mobilen kan sende dig på rumrejse fra sofaen

Udforsk Mars, kig mod stjernerne eller hold styr på satellitter og rumskrot med mobilen og computeren.

Nye billeder fra NASA's rovere på Mars bliver brugt i 3D-appen "Midnight Planets". (Foto: Curiosity Rover © NASA/JPL-Caltech)

Det vrimler med store tal, ubegribelige afstande og sære navne på stjerner og planeter, når begejstrede astrofysikere prøver at smitte os med rumfeber.

Men når forvirringen om alt det fjerne er størst, er hjælpen bogstaveligt talt nær på mobilen eller på computeren via nettet.

Her er nogle eksempler på pædagogiske og underholdende løsninger, der både giver overblik og indsigt i rummet.

Med roveren på Mars

Midnight Planets” giver mulighed for at besøge Mars ved hjælp af en snedig 3D-kombination af billeder, som er taget af Mars-køretøjerne Curiosity, Spirit og Opportunity.

Den interaktive oplevelse er forbeholdt nyere iOS-enheder og Apple-computere. Men de anvendte nye billeder fra Curiosity-roveren på Mars kommer fra den amerikanske rumorganisation NASA, og de er frit tilgængelige for enhver uanset apparat.

NASA har også sin egen mobilapp til både Android, iPhone og Windows Phone. ”Be A Martian” (”Vær en marsbo”) giver et faktaspækket indblik i levevilkårene på vores støvede røde naboplanet.

I praksis fungerer det som en lækker indpakning af oplysninger, fotos, videoer og animationer, der også for en dels vedkommende kan findes frem via NASA's website på www.nasa.gov.

Stjerner og planeter

Hvis interessen også gælder andre planeter end Mars, kan ”Planets” til iOS og Android lægge grunden til et solidt hold i nakken.

I lighed med en del andre stjerne- og planetkigger-apps navigerer man i den ved at holde mobilen op mod den del af himmelhvælvet, man er nysgerrig på. Uanset hvor overskyet der er, kan teknologien forvisse en om, at der altså er spændende objekter ude på den anden side.

Sky-Map.org viser et ekstremt detaljeret kort over himlen. Formålet er at gøre det lettere at forstå information om objekter i rummet ved at visualisere dem og sætte dem i forhold til hinanden. (© sky-map.org)

Blandt de talrige mobil-alternativer er fx Sky Map, Star Chart og SkyView. Og på computeren er der en gratis open source mulighed i programmet Stellarium, der kalder sig ”et planetarium til din computer”.

Hvis man foretrækker at kigge på stjerner i en browser, er www.sky-map.org eller Gogle Sky oplagte muligheder.

Satellitter og rumskrot

Vores egen foretagsomhed med at sende objekter ud i rummet betyder, at der efterhånden også er en del menneskeskabt isenkram at holde styr på. Både aktive satellitter og rumskrot.

Websitet "Stuff in Space" visualiserer offentligt tilgængelige data om både aktive satellitter og rumskrot. (© stuffinspace.com)

Websitet www.n2yo.com har registreret knap 20.000 genstande i rummet inklusive Den Internationale Rumstation ISS, så man kan se, hvornår den svæver forbi derude.

Den nationale stolthed kan få et boost ved at følge Ørsted-satellitten, som blev sendt op i 1999 og altså stadig suser rundt i ca. 800 kilometers højde.

Et mere farvestrålende 3D-overblik over udbredelsen af både satellitter og omkringfarende rumskrot tilbyder websitet Stuff in Space, som visualiserer offentligt tilgængelige data om ”ting i rummet”.

Architecture of radio viser dig skjult information om, hvor meget data, der flyver rundt i radiosignaler omkring dig. (© Studio Richard Vijgen)

En anden mulighed er appen "Architecture of Radio" (links til iOS og Android). Den viser dig, hvordan information og radiosignaler spreder sig omkring dig. Med appen kan du finde wi-fi-sendere og telefonmaster, og du kan spore de satellitter, der flyver rundt over vores hoveder.