Danmarks nye superhjerne

Teknologi

Nikolaj Sonne: Giv dine data til forskning i stedet for Facebook og Google

Vil du vide mere om dine styrker og svagheder? Så spil computerspil og hjælp samtidig forskere med at blive klogere på menneskehjernen.

Hvad er dine styrker og svagheder?

De fleste af os har nogenlunde styr på, hvad vi er gode, og hvad vi er dårlige, til, selvom vi ikke altid er villige til at indrømme det, når vi fx sidder overfor en (måske) kommende chef.

Men du ved godt, om du er den impulsive type, om du er fantasifuld, udadvendt, stressfølsom, velorganiseret og så videre.

Nogle egenskaber er dog en del sværere at måle på. Det kan være hjernefunktioner som for eksempel reaktionshastighed og arbejdshukommelse.

Dem vil forskere fra Aarhus Universitet hjælpe dig med at blive klogere på. Ikke ved at trække dig i gennem en række kliniske, psykologiske test, men ved at få dig til at spille computerspillet Skill Lab: Science Detective.

Få en psykologisk profil

So ein Ding-vært Nikolaj Sonne har været på besøg hos forskerne fra ScienceAtHome, hvor professor og forskningsleder Jacob Sherson forklarer, hvor meget information forskerne rent faktisk kan få ud af dine reaktioner, når du spiller computerspil.

- Når brugerne spiller, lærer vi noget om deres adfærd, og det giver vi direkte tilbage som en slags psykologisk kort over: Hvad er dine styrker? Hvad er dine svagheder?, siger Jacob Sherson.

Så når du spiller Skill Lab: Science Detective, lærer du noget om dig selv, mens forskerne på kollektivt niveau kan lave et danmarkskort - eller måske et verdenskort - over vi menneskers hjernefunktioner, og hvordan vores hjernes egenskaber fordeler sig over bl.a. køn, alder, geografi og og måske endda på tværs af professioner.

Modvægt til tech-giganter

Ideen bag de mange data, som ScienceAtHome-forskerne indsamler, er, at der skal være demokratisk adgang til dem, så forskere på tværs af grænser og discipliner kan bruge dem i forskningens interesse.

- Normalt, hvis du tager en test på nettet, så handler det grundlæggende om, at du forærer en masse data til et firma. Det er overvågningskapitalisme. Det handler om, at jo mere de ved om dig, desto mere kan de sælge den information for. Den er ren business. Det her er forskning i fællesskabets interesse, siger Nikolaj Sonne.

Ved at spille Skill Lab forærer du altså hverken data til Google eller Facebooks pengekasse.

- I Skill Lab kan du være med til et større projekt om at finde ud af, hvem vi mennesker er, siger Jacob Sherson, der understreger, at dine data bliver behandlet fortroligt i henhold til GDPR, databeskyttelsesloven der er vedtaget af EU.

Facebook
Twitter