Nu skal du rejse i passagerfly uden vinduer

I fremtiden er der ingen vinduer i mange passagerfly. De er digitale skærme. Flyselskab har netop sendt sit første af slagsen i luften. 

Nu kan du rejse på første klasse, hvor vinduerne er udskiftet med skærme. (Foto: Duncan Chard © Emirates)

Kan du forestille dig at rejse i et fly, hvor der ikke er nogen vinduer?

Mange vil nok sige ‘nej tak’. Og det lyder måske som noget, at et lavprisselskab kunne finde på at gøre.

Men flyselskabet er Emirates. Og biletterne er ikke billige.

Emirates har netop sendt et helt nyt Boeing 777-300ER i luften, hvor der ikke er vinduer på første klasse. De er afløst af skærme.

Udenfor på flyet sidder der så fiber-optiske kameraer, som sender levende billeder ind på skærmene.

- Og billederne er så gode, at de endda er bedre og skarpere, end hvis du sad med dine øjne og kiggede ud af et rigtigt vindue, siger Tim Clark, der er præsident for Emirates, til BBC.

Flere fly uden vinduer

Emirates afslørede de digitale vinduer i december sidste år. Og nu siger Tim Clark i interviewet med BBC, at det er de vinduesløse fly, som selskabet vil satse på i fremtiden.

- Forestil dig, at du boarder et fly, hvor der ikke er nogen vinduer på flykroppen, men når du så går indenfor, er der vinduer, siger Tim Clark.

Vinduesløse fly er både stærkere og lettere. Der er færre strukturelle svagheder i flykroppen, når der ikke er vinduer. Og vinduerne er tunge, så uden dem bliver flyet lettere, så det både sparer brændstof og også kan flyve hurtigere.

Men der er også hensyn til sikkerheden, som flyselskaber og -producenter skal overveje.

Bekymring over sikkerhed

- Det er vigtigt i en nødsituation at kunne kigge udenfor, især hvis der skal foretages en evakuering, siger ekspert i flysikkerhed, professor Graham Braithwaite fra Cranfield University, til BBC.

Derfor skal besætningen kunne kigge udenfor, hvis der eksempelvis er brand. Samtidig kræver kameraerne og skærmene også elektricitet, og den skal ikke kunne afbrydes i en nødsituation, siger Graham Braithwaite.

Det bør dog ikke været et problem, siger det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur til BBC. Her ser man “ikke nogen konkrete udfordringer, der ikke kan blive løst, for at have et sikkerhedsniveau på højde med fly med kabinevinduer”.

Ud over Boeing har andre flyproducenter også arbejdet med ideen om de vinduesløse fly. Blandt andre har Spike Aerospace lavet et koncept med en supersonisk jet, hvor der også er mikrokameraer, som sender billeder ind på skærme i den "digitale kabine".

(© Spikeaerospace)
Facebook
Twitter