Ny og knivskarp vejrteknologi fortæller, om du bliver sjaskvåd på cykelturen 

Ved at analysere radarbilleder kan computeren meget præcist beregne, om der er nedbør på vej i din retning.

Det kan være en forfærdelig beslutning at lade paraplyen blive hjemme. Men med en ny teknologi kan vejrudsigten i fremtiden hjælpe dig med mere præcise prognoser. (Foto: Morten Vassing Sr)

Der hænger et par lysegrå skyer over hovedet på dig, som med det samme får dig til at spørge dig selv: Skulle jeg have taget regntøjet på eller paraplyen med?

Lige meget om du er på vej på arbejde eller skal til en udendørs koncert, ville det være en solid fordel, hvis du kunne være helt sikker på, om der var regn på vej eller ej.

I dag kan vejrudsigterne hjælpe dig et stykke hen ad vejen, men det amerikanske firma DeepMind har ved hjælp af kunstig intelligens skabt en type vejrudsigt, som ser ud til at være langt mere præcis end dem, vi kender i dag.

Forudsigelserne gælder primært for de næste to timer, og den type vejrudsigt kalder man for nowcasting – altså en ’her og nu’- vejrudsigt.

Hos DMI arbejder de også med nowcasting, som forsker Thomas Bøvith står i spidsen for.

Han er imponeret af den kunstige intelligens fra DeepMind.

- Det er nogle meget lovende resultater, de indtil videre har kunnet vise frem. Deres algoritmer er trænet til at komme med kvalificerede gæt på, hvordan vejret og skyformationer udvikler sig i den nærmeste fremtid. Ganske simpelt har deres gæt været mere præcise – de har oftere ret, fortæller han.

Du undgår at blive drivvåd

Den kunstige intelligens er trænet til at genkende mønstre og bevægelser på radarbilleder og derefter komme med et kvalificeret bud på, hvordan en vejrsituation kommer til at udvikle sig.

50 meteorologer fra UK Met Office har været med til at teste DeepMinds teknologi, og ni ud af ti vurderede den til at virke bedre end de værktøjer, de bruger i dag.

Og meteorologer med bedre værktøj sparer dig for både usikkerhed og gennemblødt tøj, fortæller Thomas Bøvith.

- Nowcasting giver et billede af den helt nære fremtid, og jo mere præcise de billeder er, desto bedre bliver vores prognoser også. Det vil give alle danskerne en langt bedre chance for at vurdere, om paraplyen skal med, eller om koncerten bliver en sjappet omgang, siger han.

De mere præcise vejrudsigter kan også få indflydelse i forbindelse med voldsomt vejr og oversvømmelser, siger Thomas Bøvith fra DMI. (Foto: Dinendra Haria / SOPA Images © © Dinendra Haria / SOPA Images)

Vejrudsigter er som nævnt kvalificeret gætværk, og det betyder selvfølgelig, at prognoserne en gang imellem rammer forbi.

Men meteorologerne prøver hele tiden at forbedre de prognoser, vi alle sammen læner os op ad på tv'et, på computeren eller i diverse vejrapps, understreger Thomas Bøvith.

- En af de absolut mest brugte funktioner på vores hjemmeside er vores radarbilleder. Det er for mange den foretrukne måde at orientere sig omkring nedbør, og derfor er det enormt interessant, hvis prognoserne kan blive endnu mere præcise og måske også strække sig lidt længere end to timer frem, siger han.

Vigtigt værktøj mod ekstremt vejr

Én ting er, om du bliver våd på vej hjem fra arbejde eller på turen hen til en caféaftale.

En anden er, om der er optræk til decideret ekstremt vejr med voldsomme regnmængder og risiko for oversvømmelser.

Det kan muligvis blive den vigtigste rolle for den kunstige intelligens og dens præcise algoritmer i fremtiden, fortæller Thomas Bøvith.

- Det er markant nemmere at være sikker på, at der kommer en stor byge, end det er med en mindre byge. Derfor er algoritmerne trænet til at holde særligt tæt øje med udviklingen af større byger, som kan skabe ekstreme vejrforhold. Det kan give mulighed for at reagere hurtigt på situationer, hvor skybrud og oversvømmelser risikerer at være til fare for mennesker, siger han.

En mere præcis prognose for det ekstreme vejr kan betyde meget for, om evakueringer og andre foranstaltninger kommer på plads i tide – det er en af de fornemmeste opgaver for meteorologer og vejrudsigter, mener Thomas Bøvith.

- Selvfølgelig går vi også på arbejde for at levere et overskueligt og brugbart produkt til vores brugere. Vejrudsigter er en vigtig service at kunne tilbyde, og det bliver kun vigtigere, hvis det er situationer, hvor en præcis prognose kan bidrage til at forhindre tab af menneskeliv eller store ødelæggelser, siger han.

Facebook
Twitter