Ny planetjæger spotter dampende varm Super Jord

Det nye NASA-rumteleskop TESS har opdaget sin første planet, der kredser om en stjerne 59,5 lysår borte.

Planeten Pi Mensae c er spottet ved at den har skygget for sin stjerne, den sorte klat midt i billedet her. Den røde aftegning er TESS-teleskopets synsfelt. (© Nasa)

I april i år blev NASAs nyeste planetjæger, rumteleskopet TESS (Transiting Exoplanet Survey Satellite), opsendt.

Teleskopet skal analysere flere hundrede tusinde af vores nabolags klareste stjerner for at finde planeter.

Og allerede nu har TESS fundet sin første fremmede planet - en såkaldt exoplanet - ved at observere, at planeten har skygget for stjernens lys.

For omkring den gule dværgstjerne Pi Mensae, med det mundrette alias HD 39091, har teleskopet fundet en planet, som er cirka to gange så stor som Jorden.

Pi Mensae c som planeten kaldes, er altså en såkaldt Super Jord med en masse på næsten fem gange Jordens. Super Jorde er betegnelsen for store og tunge klippeplaneter.

Den nye planet kredser ekstremt tæt på sin stjerne - og er kun 6,3 dage om et kredsløb.

Faktisk ligger dens kredsløb 50 gange tættere på stjernen, end Merkur kredser om Solen.

Fordamper måske i stjerneglans

Ifølge forskerne, der har analyseret de spritnye oplysninger fra TESS, er planeten dog godt i gang med at fordampe.

- Hele planeten har en massefylde som vand. Men den har nok en klippekerne og en atmosfære af brint og helium, siger Chelsea Huang til Space.com

- Vi tror også, at planeten nok er i færd med at fordampe, når man tænker på den stråling, den bliver udsat for fra sin stjerne.

Tidligere har astronomer fundet en enorm gasplanet om samme stjerne i et noget fjernere kredsløb. En planet der er mere end 10 gange så tung som Jupiter.

Den gaskæmpe, med navnet Pi Mensae b, har et meget irregulært og ovalt kredsløb.

Og forskerne er nu ved at finde ud af, hvordan indre planeter, som den nyopdagede, har overlevet så kaotiske omstændigheder.

Resultaterne bliver offentliggjort i The Astrophysical Journal Letters, men er tilgængelig allerede nu her.

TESS har dog allerede spottet sin anden planet-kandidat, skriver NASA på Twitter. Denne gang er planeten knapt 50 lysår væk:

Facebook
Twitter