Nye afsløringer: Facebook deler dine private data med mere end 150 virksomheder

Det sociale medie udnytter et smuthul i reglerne til fortsat at dele dine private data til techgiganter som Microsoft, Spotify og Netflix - uden at spørge om lov.

Mark Zuckerberg kan igen komme i stormvejr, efter at New York Times i går afslørede, at Facebook stadig deler store mængder data med mere end 150 store techvirksomheder - og endda også med den russiske stat. REUTERS/Charles Platiau/File Photo (Foto: Charles platiau © Scanpix)

Det har været et dårligt år for Facebook.

Skandale på skandale er rullet ind over virksomheden, der gennem året er blevet stærkt kritiseret for at dele private data, uden brugernes samtykke.

Facebook kom særligt i vælten, da det i foråret kom frem, at virksomheden havde givet adgang til data fra 50 millioner til en akademiker, som solgte dem videre til analysefirmaet Cambridge Analytica - uden brugerne vidste besked.

Data, der blev brugt til at lave 30 millioner personlighedsprofiler, som amerikanske politikere - herunder Trump - kunne bruge i valgkampen.

Stifter og CEO Mark Zuckerberg blev i april hevet ind for at forklare sig overfor Kongressen i Washington - og Facebook-aktierne har været i frit fald siden, og er på nuværende tidspunkt faldet med 34 procent.

Men det dårlige år er endnu ikke slut for Facebook.

I går afslørede New York Times, at Facebook fortsat giver data væk til andre virksomheder som eksempelvis Microsoft, Amazon, Spotify og Netflix - uden brugerne er klar over det.

Gennem interviews med mere end 50 tidligere Facebook-medarbejdere og 270 siders interne dokumenter, kunne den amerikanske avis vise, at Facebook på trods af massiv kritik, stadig ikke har ændret praksis.

Skal følge forlig fra 2011

I 2011 lagde det amerikanske “Federal Trade Commission” - en statslig organisation sat i verden til at beskytte de amerikanske forbrugere - sag an mod Facebook for ikke at beskytte brugernes private data godt nok.

Det endte ikke i en retssag, men med en aftale mellem Facebook og kommissionen om en række regler, som Facebook skal overholde. De skal blandt spørge brugerne om lov, før de giver en tredjepart adgang til brugerens private data.

Men de nye afsløringer fra New York Times sætter spørgsmålstegn ved, om Facebook overholder den aftale. Og hvis ikke de gør, kan det resultere i nogle astronomiske bøder, der kan løbe op i billiarder af dollars.

Ifølge Facebook selv er de virksomheder, der får adgang til brugernes private data ‘serviceudbydere’ eller såkaldte “integrationspartnere” - og de er ifølge aftalen ikke omfattet af de samme regler. Facebook kan nemlig ikke fungere uden de services, påstår de.

Kan se, redigere og slette dine beskeder i messenger

Nogle af de såkaldte serviceudbydere, der får adgang til mere end 70 millioner brugeres private messenger-samtaler, er Spotify og Netflix.

Faktisk har de to virksomheder - i hvert fald indtil 2017 - haft rettigheder til at læse, redigere og slette brugernes private beskeder i besked-appen.

Selv udtaler Spotify og Netflix til New York Times, at de slet ikke var klar over, at Facebook havde givet dem de omfattende rettigheder.

Også Microsoft har fået omfattende adgang til Facebook-data - noget de har brugt til at give bedre søgeresultater på deres søgemaskine Bing. Og selvom Facebook i 2014 udtalte, at de ville stoppe det samarbejde, fortsatte Microsoft med at have adgang.

Måtte ikke anmelde en bog på Amazon

Det måske klareste eksempel på, hvad de her aftaler mellem Facebook og andre techgiganter har af betydning for brugerne, er Imy Santiago.

I 2015 ville hun skrive en anmeldelse af en bog på Amazon, men hendes anmeldelse blev med det samme hevet ned. Det fortæller hun til Gizmodo.com.

Det undrede hun sig over og skrev til Amazon. Her fik hun at vide, at hendes brugeraktivitet indikerede, at hun kendte forfatteren personligt.

Men ifølge Imy Santiago, så kendte hun ikke forfatteren. De har været til det samme arrangement uden at tale sammen - og hun følger forfatteren på Facebook og Twitter. Men de har altså aldrig talt eller skrevet sammen.

Amazon får data fra Facebook - og den data har webshoppen så brugt til at konstatere, at hun har forbindelser til forfatteren. Det vurderer Gizmodo.com.

Sender data til Putin

Men det er ikke kun store firmaer, der nyder godt af Facebooks data. Også det russiske svar på Google - Yandex, som arbejder tæt sammen med styret i Kreml, har et tæt samarbejde med Facebook.

I 2017 havde Yandex adgang til Facebooks unikke brugerid’er - selv efter at Facebook sagde, at de var stoppet med at dele dem med andre.

Yandex blev desuden sidste år anklaget for at videresende data direkte til den russiske regering - herunder sandsynligvis den data, de har fået fra Facebook.

I oktober udtalte Facebook, ifølge New York Times, at Yandex ikke var en tæt partner, som de deler data med, men i starten af december indrømmede de, at det var søgemaskinen rent faktisk.

Anklagerne hober sig altså endnu en gang op over Facebook - og det skal blive interessant at se, hvad der nu kommer til at ske.

Facebook
Twitter