Nye satellitter kan dække hele jorden: Kan give bedre sikkerhed for fly

Et dansk firma er medejere af et nyt overvågningssystem, der dækker 100 procent af jordens overflade.

De hidtidige jordbaserede systemer dækker omkring 30 procent af jordens overflade (arkivfoto). (Foto: David Leth Williams © Scanpix)

66 satellitter i kredsløb om jorden danner basis for et nyt system, der potentielt giver helt nye og afgørende muligheder inden for flysikkerhed og optimering af lufttrafik.

Systemet gør det nemligt muligt at overvåge hele jordens overflade, mens det lige nu kun er muligt at overvåge 30 procent på de nuværende systemer.

Det kan blive en kæmpe hjælp til de piloter, der hver dag flyver tusindvis af mennesker over havområder og lande med ringe radardækning.

- Det vil betyde, at flyveledere får et meget bedre overblik over, hvor flyene befinder sig, og flyene kan også bedre se, hvor der er andre fly i luftrummet omkring dem, fortæller Ulrik Andersen, der har dækket udviklingen af systemet for Ingeniøren, og fortsætter:

- Man vil også kunne sætte automatiske alarmer op, hvis et fly afviger fra sin rute,

Det er det internationale selskab Aireon, der i dag lancerer den nye type global overvågning, der på længere sigt sikrer, at flytrafikken kan følges i realtid over hele jordens overflade.

Danske Naviair er en del af ejerkredsen bag Aireon, og i en pressemeddelse er det danske selskab da heller ikke bleg for at kalde systemet 'det måske største skridt fremad, siden radaren blev indført'.

Til at starte med tages systemet i brug over den nordlige del af Atlanterhavet, mens det forventes at blive spredt til resten af verden i løbet af de kommende år.

Bedre sikkerhed i øde områder

Systemet vil fra et sikkerhedsperspektiv især være gavnligt i de øde områder som eksempelvis havene, hvor der tidligere er forsvundet fly, som det efterfølgende har taget lang tid at lokalisere.

Det kræver dog ifølge Ulrik Andersen, at der bliver stillet krav til flyselskaber, om at flyene skal sende signaler med større hyppighed end i dag, mens det også kræves, at signalerne bliver ved med at blive sendt, selvom nogen på flyet forsøger at slå dem fra.

- Hvis vi får krav om det, så opnår vi meget høj sikkerhed for, at vi kan følge flyene, hvis de kommer i problemer eller helt styrter ned, siger Ulrik Andersen.

Naviair oplyser, at den samlede sikkerhedsrisiko for at flyve over Atlanterhavet vil blive reduceret med 76 procent med det nye system.

Billigere, hurtigere og mindre forurenende

Udover forbedret sikkerhed vil systemet også kunne hjælpe flyselskaberne med at optimere deres flyruter.

- Når du kender flys position mere præcist, kan du også lade dem flyve tættere. Så hvis du har en god flyverute, hvor du eksempelvis har medvind eller kan undgå en storm, så kan du få flere fly igennem det hul, der vil være der, end hvis de skal flyve med større afstand, siger Ulrik Andersen.

Det vil sige, at selskaberne kan bruge mindre brændstof og dermed spare penge og mindske forureningen. Samtidig vil det også kunne spare flyvetid.

Derfor er der selvsagt efterspørgsel på den her nye type af teknologier, fortæller Ulrik Andersen.

- Der er generelt meget konkurrence i branchen, derfor gør de rigtig meget bare for at hente ganske få procenter, og det vil de kunne hente med det her system på eksempelvis de lange ture hen over Atlanterhavet, siger han.

Nødvendige for at følge med udviklingen

I takt med at flytrafikken forventes at vokse eksplosivt over de næste år, vil der helt naturligt følge et større behov for at holde styr på på flyene. Der vil samtidig også blive sat større og større krav til, hvor flyene præcist skal befinde sig i luften.

Derfor er nye systemer, som det fra Aireon, også helt nødvendige for at følge med udviklingen, forklarer Ulrik Andersen.

- Det er klart, at man er nødt til at forbedre flyveledernes overblik, siger han.

I Europa og Danmark er man allerede så godt dækket ind med det jordbaserede system, at den nye overvågning mere skal ses som et supplement til de nuværende radarer.

Naviair forventer da også, at systemet herhjemme mest vil blive aktuelt i Grønland, hvor ambitionen i første omgang er at bruge det til eftersøgnings- og redningsopgaver.

Ni nye selskaber står klar til at tage systemet i brug inden udgangen af 2019, oplyser Naviair.

Facebook
Twitter