Nye vejskilte sladrer om bilisters brug af mobiltelefon

Med tiden håber de britiske myndigheder, at teknologien kan udstyres med kameraer, der registrerer nummerpladen.

Politiet i Storbritannien er ved at teste en ny teknologi med vejskilte, der sporer, om bilister bruger mobiltelefon. (Foto: Photographer:fotoedu)

Nej, du må ikke tale i mobiltelefon, når du kører i bil. Heller ikke i England.

I Norfolk, som ligger i det østlige England, har politiet startet et forsøg, der skal få bilister til at lægge telefonen fra sig.

Myndighederne afprøver en teknologi med vejskilte, der sporer bilisters brug af mobiltelefon. Og hvis de bruger den, så blinker skiltet som en løftet pegefinger.

Skiltene blinker derimod ikke, hvis mobilen for eksempel bruger Bluetooth og er forbundet til bilen eller et headset.

Men vejskiltene kan endnu ikke se forskel på, om det er føreren eller en passager, som bruger telefonen.

Skiltene virker ved, at en antenne måler signalet fra mobiltelefoner samt i hvor lang tid, at telefonen er aktiv.

Prisskilt på 50.000 kroner stykket

I første omgang er det et pilotprojekt, hvor man tester det med fire skilte på forskellige steder i Norfolk. Senere bliver forsøget udvidet til også at blive testet mindst et andet sted i Storbritannien.

Skiltet blinker, hvis det opdager en bil, hvor nogen bruger mobiltelefonen.

Ifølge firmaet Westcotec, der producerer skiltene, har man også fået henvendelser fra Belgien, Finland, Litauen, New Zealand og USA.

Skiltene skal først og fremmest bruges som en elektronisk opdragelse af bilister. Men med tiden håber de lokale myndigheder i Norfolk også, at teknologien kan udstyres med kameraer og udvikles til at registrere lovovertrædernes nummerplader, skriver blandt andre BBC.

- At bruge sin mobiltelefon bag rattet er en forseelse, der kan få frygtelige konsekvenser, hvis det forårsager dødsulykker eller alvorlige sammenstød, siger Jonathan Chapman fra Norfolk Roads Policing Unit i en pressemeddelse.

Ifølge Telegraph koster hver af skiltene 6.000 britiske pund, hvilket svarer til cirka 50.000 kroner.

I Danmark var der ifølge Rigspolitiet 19.926 sigtelser mod bilister for brug af håndholdt mobil under kørsel.

Facebook
Twitter