Først byggede man vindmøller på land, så byggede man dem på havbunden ud for kysterne – og inden for en overskuelig fremtid vil de også stå på store dybder langt ude på havet.
Det er ambitionen bag et nyt dansk vindmølleeventyr.
Her arbejder forskere, investorer og iderige folk på at lave flydende vindmøller, der kan forsyne verden med grøn energi.
Modsat de nuværende havvindmøller, der er placeret på stærke havbundskonstruktioner, skal de nye møller kunne holdes oven vande ved hjælp af en stor pyramide af rør.
Nedenunder vil en trekantet køl hjælpe med at holde balancen på møllen, og lange kæder eller wirer vil ankre den til havbunden, så den ikke vælter eller flytter sig ud af stedet.
I dag er en model i størrelse 1:35,5 blevet testet i et bølgebassin ved Force Technology i Lyngby.
Den danske vindmølle
Her kan man selv uden en mølle ovenpå udsætte flydeplatformen for nogle af de påvirkninger, den vil møde på åbent hav.
- Vi kan ikke lave vind herinde, så der er ikke nogen fidus ved at have en vindmølle på. Men sådan, som den er lavet her, får vi de rigtige bevægelser, konstaterer Henrik Stiesdal.
Henrik Stiesdal er CEO ved Stiesdal Offshore Technologies A/S og en af folkene bag den vindturbine, der var med til at skabe ”den danske vindmølle", som dominerede verdensmarkedet i 1980'erne.
Han håber på en gentagelse med de flydende møller.
For dybt mange steder
I dag kan havvindmøller nemlig kun stå på lavt vand, som vi har meget af i Danmark og Nordvesteuropa, men ikke på de store verdenshave.
- Mange steder i verden, faktisk de fleste steder i verden, kan man ikke stille havvindmøller op, som vi kender dem. Der er simpelthen alt for dybt, siger Henrik Stiesdal.
- Derfor gælder det om at få lavet en løsning, så man også kan lave havmøller på dybder, der er større end de der 50 til 60 meter, som den kendte teknologi er begrænset til.
Skal klare bølger på 25 meter
Henrik Stiesdal har allerede udset sig Japan og Californien som oplagte steder, hvor man fra større havdybder kan sende vindenergi ind mod byer og land med den nye mølletype.
Den testes også i Maine i USA og på Aalborg Universitet, inden en mølle i større skala skal prøves af under autentiske forhold ud for Stavanger i Norge - ti kilometer fra kysten og med en havdybde på 200 meter.
En model af møllens flydeplatform er i dag blevet testet i Lyngby.
Lige nu handler det om at få givet møllen nogle tæsk under kunstige forhold, så man kan finde ud af, om beregningerne holder, og om den kan klare mosten, når det virkelig gælder.
Det fortæller bølgeforsker ved Aalborg Universitet Morten Thøtt Andersen.
- For den her mølle og den placering, den skal have, er det næsten bølger på 25 meter, den skal kunne overleve på åbent hav, siger han.
Et Lego-samlesæt
Da den flydende mølle ikke står på en helt stabil platform, vil den komme til at tilte en smule, når det blæser op.
Men faktisk står bundfaste havvindmøller heller ikke i dag hundrede procent stille i vandet, og det betyder ikke så meget, at møllen bliver skubbet lidt til.
- Det er helt fint. Den mister ikke alverdens produktion ved, at den bevæger sig tre grader bagover, siger Morten Thøtt Andersen.
Man prøver desuden at konstruere flydeplatformen, så bølgerne ledes uden om vindmøllen, og så skal den laves, så den kan let kan samles på nærmeste havn og sejles ud med slæbebåde.
Det er modsat i dag, hvor havvindmøller skal stilles op fra skibe på havet, hvilket koster mange penge.
- Det er meningen, at det skal være et Lego-samlesæt, men selvfølgelig af en vis skala, siger Morten Thøtt Andersen.
Danmark kan blive førende
Også i andre lande undersøger man mulighederne for at lave flydende vindmøller.
Men Danmark har en god chance for at blive førende, spår direktør for brancheorganisationen Vindmølleindustrien Jan Hylleberg.
- Danmark har udviklet og opfundet vindmøllen, og vi har opfundet den måde, som vindmøller bliver installeret på i dag.
- Derfor forventer jeg klart, at nogle af de projekter og ideer, der kommer ud af Danmark på det her område, også er nogle af dem, der vil tage verdensmarkedet i de kommende år, siger han.
Billig vej til klimavenlig strøm
Selvom beregningerne på de flydende havvindmøller indtil nu ser ud til at holde, så må vi vente lidt endnu, inden vi kan begynde at sætte dem op i stor stil.
Dertil er der fortsat for mange usikkerheder, siger initiativtager Henrik Stiesdal.
- Nu skal jeg passe på, at jeg ikke begår hybris og skruer forventningerne for højt op. Der er jo mange ting, der kan gå galt, når man laver noget nyt.
- Men hvis vi er heldige, laver vi en løsning, der gør det rigtig billigt at lave klimavenlig strøm mange flere steder i verden, end det kan lade sig gøre lige nu, og det kan jo blive helt vildt stort.
Mens Stiesdal Offshore Technologies selv ejer en procent af aktierne i Tetra Spar, som projektet kaldes, er britisk-hollandske Shell og det tyske energiselskab Innogy hovedinvestorer.