Nyt styresystem til iPhone: Her er de 4 vigtigste nye funktioner

Nyeste styresystem til iPhone og iPad er nu klar til at blive downloadet. Se frem til blandt andet at kunne styre din egen - og børnenes - tid med skærmen.

En af de helt store nyheder i iOS12 er muligheden for at overvåge ens tidsforbrug med Apple-apparatet. Man kan endda styre hvor meget ens børn fx må spille med iPad'en (© Apple)

Den nyeste version af styresystemet til iPhone, iPad og iPod - iOS 12 - er netop blevet gjort tilgængelig til alle brugere.

Vi har allerede kigget på, om du bør opdatere eller ej.

Men hvad kan du egentlig se frem til at få af nyheder, når du har opdateret?

Overordnet set, er der ikke den store forskel mellem iOS 11 og 12, men der er dog en håndfuld kærkomne nyheder, som skal nævnes.

Flere af dem har det til fælles, at de hjælper dig til at blive bedre til at bruge mindre tid på din dims.

1: Hold øje med din skærmtid

Skærmtid er en ny menu i indstillinger, som giver dig et overblik over, hvor mange timer du har brugt på din telefon den seneste uge, og hvilke apps, det er, der æder din tid.

Du kan også se, hvor mange gange du vækker telefonen til live hver dag, og hvor (alt for) mange notifikationer du får, og hvilke apps, de stammer fra.

Det kan ikke anbefales nok, at du tager et kig på dette, da det giver et unikt indblik i dit (mis)brug af telefonen - også selvom det kan være en grænseoverskridende oplevelse.

Personligt var jeg ikke helt stolt over denne her:

Du risikerer at blive ubehageligt overrasket over, hvor meget du bruger din telefon (Foto: Nicolai Franck © dr)

2: Sæt grænser for dine børns skærmtid - og din egen

Hvis dine børn også har svært ved at slippe skærmen, kan du nu sætte grænser for, hvor lang tid de må bruge iPaden hver dag, og hvor længe de må bruge bestemte apps. Overskrider de tiden, stopper iPaden.

Du kan sætte tilsvarende tidsgrænser for dig selv. Men imodsætning til børnene, kan du vælge at ignorere advarslen om, at din tid på Instagram er opbrugt for i dag.

3: Sæt telefonen på pause, når du kører bil

En anden velkommen feature er, at du nu kan undgå at modtage beskeder og telefonopkald, mens du kører bil.

Telefonen noterer selv, når du kører, og hvis du alligevel prøver at se noget på telefonen, skal du aktivt trykke på en knap der hedder ‘jeg kører ikke’.

Hvis du ønsker det, kan udvalgte kontakter modtage et autosvar, hvis de sender en besked til dig, hvor der står, at du kører og derfor ikke kan læse beskeden lige nu. Hvis det er så vigtigt, at det ikke kan vente, kan de vælge, at sende beskeden igen, hvorefter den kommer igennem.

Igen kan det kun anbefales at alle slår funktionen til. Du finder den under menuen ‘forstyr ikke’.

4: Notifikationer, sikkerhed og forbedret Siri

De sidste mindre nyheder, som bør nævnes, har vi samlet under et punkt. De handler om notifikationer, bedre passwords, og om hvordan Apples digitale assistent Siri fungerer.

Grupperede notifikationer:

Alle ulæste notifikationer er nu grupperet i apps, i stedet for at optræde i en lang kronologisk række, hvilket gør det langt mere overskueligt.

Forbedret kodehusker:

Telefonens indbyggede passwordhusker er blevet en del bedre - næsten et reelt alternativ til dedikerede password-apps.

Blandt andet kan du nu få et overblik over adgangskoder, du har brugt på flere forskellige sider, hvilket jo er ganske uhensigtsmæssigt. Det markeres med en trekant ud for de pågældende services eller hjemmesider (se det under Indstillinger -> Adgangskoder & konti).

Nemmere tofaktor-godkendelse

Hvis du har aktiveret tofaktor-godkendelse på nogle af dine internet-konti, kender du til at få tilsendt en ekstra kode på sms, du skal bruge for at logge ind.

Dette er nu markant nemmere, fordi telefonen selv foreslår at bruge den kode, du netop har fået tilsendt, i stedet for at du skal kopiere den eller indtaste koden manuelt. Virkelig rart.

Har du endnu ikke sikret dine vigtigste konti med tofaktor, så guider vi dig her til, hvordan du ordner det på 2 minutter.

Det er det bedste, du kan gøre for dig selv i dag.

Siri forstår dine særlige kommandoer

Apples digitale assistent, Siri, er også blevet en hel del bedre på dansk i iOS 12. Det gælder både evnen til at forstå, hvad du siger, til at finde svar og kvaliteten af stemmen, der taler tilbage til dig (mandestemmen er dog en hel del mere naturlig end kvindestemmen).

Men det skal det nævnes, at assistenten stadig er langt fra perfekt.

Det hjælper dog, at man nu selv kan designe såkaldte ‘Siri genveje’.

Det vil sige, at du kan optage dine egen stemmekommandoer, som kan styre apps på telefonen efter eget ønske.

Selvom nyhederne i iOS 12 ikke er så mange som i tidligere opdateringer, så er de i år mere brugbare, fordi de - som mange sikkert vil kunne genkende - rent faktisk adresserer nogle af de negative konsekvenser af, at vi altid har en computer lige ved hånden.

For at du kan opdatere til iOS 12 skal din iPhone være en 5S eller nyere. Har du en iPad skal den være en iPad Air eller nyere. Har du en af de små Pads, skal det være en iPad Mini 2 eller nyere. Desuden kan sjette generation iPod Touch opdateres.

Facebook
Twitter