Om lidt tænder de for 5G: Skal jeg være bange for Wifi og mobiltelefon på natbordet?

På nettet kan jeg læse, at signalerne kan give kræft. Men kan jeg stole på det?

Skal jeg holde mig så langt væk fra mobiltelefonen som muligt? Og er mobilstråler kræftfremkaldende? Det prøver jeg at finde ud af. (Foto: Ingeborg Munk Toft © DR)

Artiklen er den 04.12.2019 opdateret med en kommentar fra Vibeke Frøkjær fra Rådet for Helbredssikker Telekommunikation.

En af mine venner er bekymret.

Hver aften, inden han går i seng, har han en rutine. Først slukker han sin router, så han ikke skal sove i et rum fyldt med elektromagnetiske wi-fi-signaler. Dernæst slukker han mobiltelefonen og smider den inde i stuen - så langt væk fra hovedpuden som muligt.

Han er bange for, at radiobølgerne fra mobiltelefon og router skader hans helbred. At de øger hans risiko for kræft i hjernen.

Nu får vi snart 5G - og kritikere hævder, at sundhedsrisikoen ved det er langt større, end hvad vi hidtil har været udsat for.

Og jeg kan mærke, at hans bekymringer smitter. Er det noget, jeg skal frygte?

Det har jeg sat mig for at undersøge.

Sammen med min kollega Chris Lehmann har jeg brugt en måned på at dykke helt ned i forskningen og snakke med verdens førende eksperter.

Her er hvad vi fandt ud af.

Er du mere til lyd end tekst, kan du høre hele podcast-serien “Frygten for 5G”.

Flere og flere får kræft i hjernen

Et argument, som også florerer mange steder på nettet, er, at det er veldokumenteret, at stråling fra mobiltelefoner eller mobilmaster er kræftfremkaldende.

Det er især den svenske kræftlæge og professor Lennart Hardell, der leverer ammunition til den påstand. I sin forskning kommer han igen og igen frem til, at der er en direkte sammenhæng mellem hjernekræft og mobilstråling.

Kigger vi på de danske kræftstatistikker, viser de rigtig nok en stigning i de senere år i antallet af personer, der rammes af hjernekræft.

Betyder det så, at han har ret, og at jeg skal slukke mobilen, så snart jeg ikke bruger den?

Det spurgte jeg professor på Institut for Folkesundhed på Københavns Universitet Elsebeth Lynge om. Hun er epidemiolog, hvilket betyder, at hun er ekspert i at lave og fortolke sygdomsdata. Og hun mener, at der kan være mange andre forklaringer på stigningen.

- Kurven for hjernetumorer har været lidt stigende over tid de sidste mange år, men de sidste ti år er der sket en dramatisk stigning her i Danmark. I Norge ser det lige sådan ud, men i Finland og Sverige ser det helt anderledes ud, siger hun.

(Kilde: Nordcan)

Hvis mobiltelefonerne er skyld i stigningen af kræft, må det jo betyde, at de bruger mobilen mindre i Finland og Sverige. Men ifølge Ugebrevet Mandag Morgen viser en undersøgelse fra 2017, at folk i Norden er ens, når det kommer til deres brug af mobiltelefon.

Men hvorfor er kurven så stigende i Danmark?

Elsebeth Lynge tror, at forklaringen er, at vi i dag diagnosticerer flere med kræft, end vi gjorde tidligere.

- Jeg ville synes, det var rigtigt interessant, hvis nogen havde mulighed for at kigge lidt i tallene og finde ud af, om der er sket nogle ændringer i de diagnostiske procedurer. Det er det, jeg først og fremmest ville gætte på, at tallene reflekterer, siger hun.

MR-scannerne vælter ind på hospitalerne

For at finde ud af om Elsebeth Lynge har ret i sin tese om, at vi diagnosticerer anderledes end for 15-20 år siden, tog jeg fat i overlæge på onkologisk-neurokirurgisk afdeling på Rigshospitalet Jane Skjøth-Rasmussen.

Hun er med til at diagnosticere folk, når de kommer ind og bliver scannet for hjernekræft, så hun må om nogen vide, om de gør det anderledes i dag end for 10-20 år siden.

Og ifølge hende har vi faktisk ændret på, hvordan vi diagnosticerer hjernekræft i Danmark de senere år.

- I de grafer, man trækker for hjernekræft, skal man huske på, hvilke typer kræft der bliver medregnet. En af de typer, der i dag bliver lagt ind under hjernekræft, er noget, der hedder “meningiomer”. De er godartede, og tidligere, da vi ikke havde lige så mange scannere til rådighed, ville vi slet ikke have opdaget dem, siger hun.

I de senere år har vi altså fået flere MR-scannere, der gør, at vi opdager flere af de her godartede knuder. Men på trods af, at de er godartede, tæller de altså stadig i statistikken, forklarer hun.

De sidste par år er stigningen i hjernekræft desuden vendt til et fald, og ifølge Elsebeth Lynge kan det tyde på, at det var en såkaldt bule i statistikken. Noget, som vi typisk ser, forklarer hun, når sundhedsvæsenet begynder at screene tidligere for en sygdom.

Om mus og mænd

Efter jeg har snakket med de to forskere og læger, er jeg lidt mere rolig. Det tyder altså ikke på, at statistikkerne viser en sammenhæng mellem mobilstråler og kræft.

Men én ting er de såkaldt observationelle studier, hvor forskerne udelukkende kigger på statistik, noget andet er eksperimentelle studier, hvor forskerne udsætter dyr eller mennesker for en påvirkning for at se, hvad der sker.

I november sidste år kom resultaterne fra et kæmpeforsøg i USA, hvor forskerne i to år har bestrålet rotter og mus med samme type stråling som 3G-netværket bruger.

I forsøget, der er det største dyreforsøg nogensinde, fandt forskerne øget risiko for kræft i hjertet, hjernen og binyrerne hos de rotter, der blev bestrålet med mobilstråler. Men kun hos hanrotterne. For mus og hun-rotter fandt de en meget uklar sammenhæng - en lillebitte stigning i tumorer i forhold til de dyr, der ikke var blevet bestrålet.

  • Her er de rum, som forskerne byggede til rotterne. De skærmede for al stråling udefra. Så behøvede forskerne ikke at slukke for deres wi-fi. (© National Toxicology Program)
  • Inde i hvert rum stod to vogne med rottebur i . (© National Toxicology Program)
  • I toppen af rummene havde forskerne bygget et apparat, der fordelte strålingen ligeligt i rummet, så alle rotter fik samme dosis. (© National Toxicology Program)
1 / 3

Betyder det, at det amerikanske forsøg har bevist, at mobilstråling er kræftfremkaldende hos os mennesker? Det mener Rådet for Helbredssikker Telekommunikation, der er en uafhængig interesseorganisation og altså ikke har noget med statslige “råd” at gøre.

Men det mener Axel Kornerup Hansen, der er professor ved Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab på Københavns Universitet, tværtimod ikke, at forsøget gør. Han forsker til daglig i, hvordan resultater fra muse- og rotteforsøg kan overføres til mennesker. Og i mange tilfælde er det faktisk meget lidt, der kan overføres, forklarer han.

- I forsøget udsættes dyrene for nogle relativt kraftige doser, og forskerne er sådan set grundige på den måde, at de bestråler dyrene meget, meget længe med de her doser. Og så finder de en overvægt af nogle tumorer. Det er jo meget interessant, men derfra og til at sige at det vil ske, når mennesker bliver udsat for det her, er der meget lang vej, siger han.

Vi tror for meget på museforsøg

I et enormt forskningsprojekt fra starten af 10’erne så en række amerikanske forskere på al den viden, vi har om forsøg på mus, og hvor meget resultaterne kan overføres til mennesker. De fandt ud af, at der er flere DNA-variationer mellem mus og mennesker, end vi tidligere troede. Eksempelvis viste det sig, at en række gener i musens immunforsvar, stofskifte og stress-respons, opfører sig helt anderledes end hos mennesker.

Og det er netop en af grundene til, at vi bør være varsomme med at tro, at museforsøg kan forklare alt muligt om os mennesker, forklarer Axel Kornerup Hansen.

- Der er mange tilfælde, hvor mus, rotter og mennesker ikke er sammenlignelige. I virkeligheden synes jeg, at det, der går galt, er, at man har alt for store forventninger til, hvad man kan få ud af museforsøgene. Forbehold om resultaterne sælger bare ikke særlig godt, hvis man vil have penge fra fonde eller vil have sine artikler i Nature (anerkendt akademisk tidsskrift, red.). Så skal der være slagkraft i historien, siger han.

Så det amerikanske forsøg beviser altså ikke, at strålingen kan give os mennesker kræft. Men noget viser det vel? Jo, lyder det fra Axel Kornerup Hansen, der mener, at resultatet er spændende og skal undersøges nærmere.

- Det bør danne grundlag for, at man får undersøgt den her sammenhæng noget nærmere. Og lave nogle andre forsøg, så vi kan få bygget mere viden på, siger han.

Ingen klare beviser for skade på cellerne

Det amerikanske forsøg peger altså på, at der kan være en lille risiko, men det beviser altså ikke nogen effekt hos mennesker.

Også professor Myrtil Simko, som for de tyske myndigheder forsker i, hvordan elektromagnetisk stråling påvirker celler i dyr og mennesker, mener, der er brug for mere forskning i emnet.

Hun har nemlig gennemgået al forskningen i 5G-stråling, da hun skrev et såkaldt oversigtsstudie, som udkom i september i år. 94 relevante artikler gennemgik hun, men desværre var mange af forsøgene så dårligt lavet, at de ikke har særlig stor forskningsmæssig værdi, forklarede hun mig.

Hendes konklusion blev, at der ikke er noget bevis for, at celler tager skade af strålingen.

- Forskningen viser ingen skadelige effekter af strålingen, men der er stadig mange ubesvarede spørgsmål, siger hun.

Min artikel her bygger på research fra et radioprogram, jeg sammen med min kollega Chris Lehmann har lavet til P1. Programmet "Frygten for 5G" sendes i disse uger på P1, men hele serien kan allerede nu streames. (Illustration Mathis Birkeholm Duus © DR)

Skruphamrende rundforvirret

Nå, hvad skal jeg så tro?

Der er ingen klare beviser for, at mobilstrålingen er skadelig. Der er grundige forsøg, der peger på, at det kan være skadeligt for hanrotter. Men det betyder jo ikke, at det påvirker mig.

Det, jeg hører igen og igen, er, at vi mangler mere forskning på området. Alle de eksperter, jeg har snakket med, mener, at vi skal vente på mere forskning.

De kan altså ikke afvise, at der er en sammenhæng - men det kan man jo stort set aldrig, når det er forskning i vores helbred. Når mikrofonen er slukket, siger de fleste alligevel, at de ikke tror, at det er farligt.

Hvad du vil tro på er op til dig.

Jeg vælger at tro på, at strålingen fra min mobiltelefon er uskadelig, indtil det modsatte er bevist.

Facebook
Twitter