Overraskende fund: Verdens ældste dyremaleri dukker op i grotte

Maleriet er 45.500 år gammelt og forestiller et vortesvin.

Hulemalerier var en måde at bevare historie, myter og viden på for vores forfædre fra en fjern fortid. (© Maxime Aubert)

Vores fjerne forfædre klatrede for 30-40.000 år siden ind i mørke grotter i bjergene. Her malede de fantastiske billeder af dyrene, der levede omkring dem og satte aftryk af deres hænder.

Men hvem var de mennesker, der malede billederne? Og hvorfor gjorde det?

Det er vi måske kommet en lille smule tættere på at forstå, efter at det ældste hulemaleri af et dyr, der nogensinde er blevet fundet, er dukket op i Indonesien.

I en hule på øen Sulawesi har forskere nemlig fundet og dateret et hulemaleri af et vortesvin og aftryk af menneskehænder.

Maleriet er omkring 2.000 år ældre end de hidtil ældste malerier, der blevet fundet. Og det er 23.000 år ældre end de berømte Lascaux-malerier i Frankrig, som forestiller mennesker, der jager heste og urokser.

Fundet glæder Lasse Sørensen, der er forsknings- og samlingschef på Nationalmuseet, hvor han blandt andet forsker i de allertidligste mennesker.

- Det er en kæmpe opdagelse. Når sådan noget dukker op, er det altid spændende - og jeg tror, det betyder, at vi kommer til at finde mange flere hulemalerier i landet, siger han.

De ældste hulemalerier er ikke fra Europa

Der er gennem tiden blevet fundet hulemalerier mange steder i verden - både i Afrika, Asien, Europa og Sydamerika.

Tidligere troede man dog, at de tidligste hulemalerier stammede fra Europa.

Men de seneste par år har forskere fundet flere hulemalerier i Indonesien, der er ældre end noget, vi har fundet i Europa.

I Europa er de ældste hulemalerier omkring 40.000 år gamle - altså næsten samtidige med det fundet i Indonesien - og det ret interessant, forklarer Lasse Sørensen.

- Der er noget, der tyder på, at Homo sapiens på det her tidspunkt har udviklet evnen til at male mere naturalistisk. Det er nemlig helt samme stil, vi ser i både Europa og Indonesien, siger han.

Alder bestemt ved hjælp af mineral

I den type grotte, som det nye maleri er fundet i, bliver væggene med tiden dækket af et tyndt lag kalcit - som er et hvidt mineral.

Det er også det mineral, der danner stalagtitter og stalagmitter, de her kegleformede tapper, der findes i nogle grotter.

Her ses en grotte fyldt med stalagmitter og stalagtitter. De dannes, når vand med mineralet kalcit drypper ned fra loftet. I løbet af tusinder af år dannes tapperne. Det er samme proces, der har skabt en beskyttende hinde omkring hulemaleriet i Indonesien. (© Pikist)

Kalcit bliver transporteret med vand, der strømmer gennem klippen og ned i grotten. Kalcit indeholder også uran, der er blevet aflejret oven i maleriet.

Det er netop uranen, som forskerne har brugt til at bestemme alderen på maleriet.

Uran er nemlig radioaktivt og henfalder langsomt til thorium, der så henfalder til andre grundstoffer. Uran er dog - i modsætning til thorium - opløseligt i vand. Derfor er det thorium, der er til stede i kalcitlaget, udelukkende dannet fra uran.

Fordi forskerne ved, hvor længe det tager for uran at henfalde til thorium, kan de ved at kigge på mængden af thorium i forhold til uran regne ud, hvor gammelt laget på maleriet er.

Og på den måde bestemme alderen. Maleriet må nemlig mindst være lige så gammel som laget - og højst sandsynligt lidt ældre.

Her ses, hvor på den kæmpestore ø Sulawesi hulemaleriet er fundet. I bjergene øst for storbyen Makassar, der er på størrelse med København, ligger en række huler, hvor forskere i løbet af de sidste fem år har fundet en række hulemalerier. Hulemaleriet i artiklen her ligger ved tallet 1 på illustrationen. (© Science Advances)

Spyttede farve ud over hulevæggen

Det nyfundne hulemaleri af vortesvinet har fine detaljer som streger, der viser pelsen og vorter og tænder i ansigtet.

Ved siden af maleriet er der også et par håndaftryk. De er lavet ved, at kunstnerne tog noget okker-farve i munden, satte deres hånd på væggen og spyttede farven ud over dem.

- Det her med at sætte håndaftryk, ser vi i huler mange steder. Hvorfor de gjorde det, ved vi ikke helt, men det måske en måde at underskrive maleriet på, siger Lasse Sørensen.

Hvorfor mennesker for mere end 40.000 år siden lavede de her hulemalerier ved vi ikke. Vi har nemlig ingen skriftlige kilder fra dengang, som kan fortælle os det.

Men forskerne har nogle teorier.

- Malerierne kan måske have været brugt i forbindelse med ritualer, der skulle give en god jagt. Fordi de er malet på klippevægge, der buler ud og ind, ser dyrene næsten levende ud, når man går ind i en hule med en fakkel. Det giver sådan en 3D-effekt, siger han og fortsætter:

- En anden teori går på, at malerierne er en form for fælles hukommelse. At de forestiller billeder fra myter, historier og sagn, som man ønsker at huske.

Indgangen til Leang Tedongnge-grotten, hvor hulemaleriet er blevet fundet længere inde i komplekset. (© AA Oktaviana)

Malerier fungerede som stammens bibliotek

Hulemalerierne har i det hele taget fungeret som en slags lagring af vigtig viden, forklarer Felix Riede, der er professor i arkæologi ved Aarhus Universitet og forsker i tidlige mennesker og deres kunst.

- Malerierne indeholder viden, der var supervigtig for de her mennesker. De skulle forholde sig til et skiftende klima og vide, hvor de kunne finde dyr og planter, de kunne spise, siger han og fortsætter:

- Typiske er de ting, der er malet på væggene, en slags scener fra fortællinger og myter, der har livsvigtige informationer kodet ind.

Det var med andre ord billeder, der skulle huske fortidsmenneskene på, hvordan historierne var, når de skulle give dem videre til næste generation.

- De boede typisk ikke i hulerne. De lå ofte afsides steder og var sådan nogle man opsøgte med unge mennesker, når de skulle have stammens viden videregivet, siger han.

Her ses et billede af et oprindeligt folk på Papua Ny Guinea, da de for første gange mødte mennesker fra den moderne verden i 1933. Det er ved at studere folkeslag som disse, man ved noget om, hvilken funktion og betydning hulemalerierne har haft. (© Bob Connolly)

Viden om hulemalerier kommer fra oprindelige folkeslag

Men hvordan kan vi egentlig vide noget om hulemalerierne, når vi ikke har andet end hulemalerierne til at afkode deres betydning?

Det har vi fra oprindelige folkeslag, der levede, som de gjorde dengang, og først mødte den moderne verden i det tyvende århundrede, forklarer Felix Riede.

- Ved at studere levende kulturer - som stammerne på Papua Ny Guinea, regnskovsfolkene i Sydamerika og rensdyrjægerne i Sibirien - har man isoleret nogle fællestræk om deres kunst. Det er de fællestræk, man regner med også var gældende dengang.

I levende kulturer kan kunsten spille en rolle som en slags hukommelse, som en slags markering af ens territorium og som en ramme om religiøse ceremonier.

- Når de malede dyrene, var det fordi, de også var en vigtig del af deres religiøse forestillingsverden. De havde nok noget, der mindede om shamaner, der kunne kommunikere med dyrenes ånder. Malerierne har sikkert dannet ramme om nogle af de ritualer, siger Felix Riede.

Savner undersøgelse af resten af grotten

Selvom opdagelsen af det nye maleri er meget spændende, savner Lasse Sørensen en beskrivelse af, hvad man ellers har fundet i hulen.

Det giver nemlig en god idé om, hvilken betydning malerierne har haft.

- I en anden hule har man eksempelvis fundet et bjørnekranie, der stod på en sten. Det siger noget, om at man har haft respekt for og tilbedt dyret, siger han.

Vortesvin har højst sandsynligt været vigtig for de mennesker, der malede billedet. Den har nok været en betydningsfuld ressource.

- Dyret har sikkert været et af dem, de har jaget allermest. Typisk ved vi, at man har malet de dyr, der var vigtige for overlevelsen og gav en stor del af den mad, man spiste. Og så malede man de dyr, der var farlige, og som man skulle have respekt for, siger han og fortsætter:

- Vortesvinet har nok været et af de dyr, der både var en vigtig fødevarekilde og som man skulle have respekt for. Sådan nogle grise kan være ret aggressive - og de har skarpe tænder, der kan flænse et menneske op.

Den betragtning er Felix Riede enig i. Grise har nemlig en lang historie med mennesket.

- Ligesom med hunde, har mennesket haft et langt økologisk fællesskab med grisene. Grise har selv opsøgt os mennesker, fordi de er gået i vores skraldedynger, og vi mennesker har jagtet grisene for kødet. For omkring 10.000 år siden begyndte vi så at tæmme grisene, siger han.

Hold øje med Sulawesi i fremtiden

Øen Sulawesi er verdens 11. største ø, men meget af den er stadig ret uberørt og utilgængelig regnskov.

De senere år er øen blevet et hotspot for arkæologer, der forsøger at lære noget om menneskets tidligste historie, da der de seneste år er fundet en række hulemalerier og andre spændende arkæologiske fund.

Felix Riede regner derfor med, at der er meget fra fortiden, der endnu er ikke er blevet opdaget.

- Der er mange hold, der arbejder dernede lige nu. Et hold af australske forskere og et hold af forskere fra Max Planck-instituttet i Tyskland, siger han og fortsætter:

- Jeg tror godt, at vi kan forvente os, at de afdækker mange flere fund i fremtiden. Både flere hulemalerier og måske fossiler og redskaber fra de mennesker, der har lavet kunsten.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter