Pandekage, kegle eller snemand? Rumsonde sender nye billeder af fjernt objekt

Nye billeder afslører, at rumobjektet Ultima Thule, der er blevet beskrevet som en kæmpe snemand, er fladere end forventet.

Med den flade form kan objektet måske lære os noget om solsystemers oprindelse. (© Nasa)

Først blev det betegnet som en bowlingkegle, nytårsdag blev det til en snemand og nu altså en pandekage, smutsten eller måske en lidt deform valnød.

NASA har analyseret nyt materiale fra rumsonden New Horizon, der den 1. januar passerede objektet Ultima Thule i Kuiperbæltet, der ligger yderst i vores solsystem - 6,6 milliarder kilometer fra jorden.

Med det nye billedmateriale kunne NASA den 8. februar præsentere endnu en opdatering på formen af Ultima Thule. Den er nemlig slet ikke så rund, som man først antog.

At det 35 kilometer lange objekt ikke er rundt, men mere flad, kan faktisk lære os noget nyt om solsystemets skabelse. Det fortæller astronom og formand for Astronomisk Selskab, Majken B. E. Christensen.

- Det her objekt er et koldt Kuiperobjekt. Det betyder, at intet er stødt ind i det siden solsystemets dannelse, siger hun.

Fordi Ultima Thule frit har kunnet svæve rundt i Kuiperbæltet, er dens form og rotation ikke blevet påvirket siden den blev dannet samtidig med solen for 4,6 milliarder år siden.

Sådan har Ultima Thules form ændret sig

  • Det isbelagte objekt Ultima Thule og rumsonden New Horizon passerede hinanden tidligt om morgenen den 1. januar og i første omgang kunne NASA vise et sløret billede fra mødet, hvor formen blev beskrevet som en bowlingkegle. (© Nasa)
  • Dagen efter kunne NASA så opdatere beskrivelsen, da man nu kunne vise at objektet havde både "krop" og "hoved", og derfor snarere måtte beskrives som en snemand. (© Nasa)
  • NASAs bedste bud er nu, at snemandens ”krop” nærmere er formet som en kæmpestor pandekage, mens ”hovedet” ligner en bulet valnød. (© Nasa)
1 / 3

Objektets silhuet afslører den flade form

Ud fra 14 billeder taget på en afstand af 8.862 kilometer og bundet sammen til en kort billedsekvens har man kunnet analysere sig frem til Ultima Thules flade form.

På billederne kan man se, at solens stråler ikke er gavmilde med lyssætningen så langt ude i rummet. Men ved at følge hvilke stjerner, der kan ses i baggrunden, og hvilke, der gemmes bag Ultima Thules silhuet, har NASA-forskerne alligevel kunnet tegne en model af objektet.

Kan give ny viden om solsystemets begyndelse

Ultima Thules flade form kan have stor betydning for, hvordan forskere fremover arbejder med solsystemets begyndelse.

- Nu kan astronomer gå tilbage til skrivebordet og lave nye modeller for stjernedannelse, hvor objektets form og rotation er med i ligningen, siger Majken B. E. Christensen.

Når det kommer til rumsonden New Horizons videre færd, er tiden knap, da rumsonden løber tør for brændstof om cirka 15 år. Og der er langt mellem attraktionerne så langt ude i rummet. Forskerne håber dog på at kunne finde et lignende objekt i Kuiperbæltet, som man kan sammenligne Ultima Thule med, fortæller Majken B. E. Christensen.

- Hvis de så er identiske, er det jo interessant, fordi der så er et eller andet, der gør, at der er to objekter, som er formet på den her måde. Og hvis vi modsat ser noget, der har den mere klassiske runde form, så er det måske et tegn på, at Ultima Thule er noget særligt, siger hun.

Facebook
Twitter