EU's nye regler om persondata, som skal beskytte borgerne mod indsamling og misbrug af private oplysninger, har ikke kun konsekvenser for Facebook og andre virksomheder.

En del forskere har også fået sværere ved at udføre deres arbejde på grund af de såkaldte GDPR-regler, som for godt et år siden blev indført i hele EU ledsaget af trusler om store bøder ved overtrædelser.

- Det betyder noget for alle områder, der arbejder med data. For os er det specielt problematisk, fordi vi arbejder med videodata af mennesker, som per definition er noget, folk reagerer stærkt på, når vi taler om personhenførbare data, siger professor Thomas Moeslund fra Aalborg Universitets "Visual Analysis of People Laboratory".

Han leder en forskningsgruppe, som analyserer videooptagelser med computeralgoritmer. Optagelserne bruger de blandt andet til at prøve at gøre trafikken mere sikker. Men når de filmer biler og cykler, filmer de også personer.

Derfor diskuterer forskerne konstant med myndigheder i forskellige lande, om enkeltpersoner kan genkendes på videooptagelser i forskellig kvalitet.

Thomas Moeslund oplever, at svaret ofte er givet på forhånd, fordi det sikreste er at sige nej til hans og kollegernes ønsker.

- Vi så det samme med drone-lovgivningen. Dér gjorde man nøjagtig det samme ved nærmest at forbyde det hele, fordi man var bange for, hvem der skulle tage ansvaret. Det er lidt det samme, vi har set med GDPR, mener Thomas Moeslund.

EU-regler rammer EU-projekt

Paradoksalt nok har de nye EU-regler været med til at besværliggøre et stort EU-forskningsprojekt, som handler om trafiksikkerhed i lyskryds.

Målet var at gøre forholdene mere trygge for bløde trafikanter, og en del af arbejdet har bestået i at indsamle en masse data i forskellige lande. Blandt andet ved at sætte videokameraer til at filme i vejkryds. Eller ved at bruge flere år på at prøve at få lov til det.

- Der er vi løbet ind i, at vi i Tyskland helt måtte opgive at optage data. Det var fuldstændig ligegyldigt, hvad vi gjorde. I Sverige måtte vi opgive at optage almindelige farvedata af samme grund. Der fik vi til sidst lov til at optage med varmefølsomme kameraer, som også gør vores arbejde sværere, siger Thomas Moeslund.

Datadeling forbudt - svenskerne må tage færgen

Selv når det er lykkedes at få tilladelse til at optage video, har det efterfølgende været svært at bruge det i forskningen. Det har postdoc Chris Holmberg Bahnsen fra videoforskningsgruppen oplevet, når han har kæmpet med tilladelser i det fælleseuropæiske projekt om trafiksikkerhed.

- I Danmark kunne vi godt få lov til at lave optagelser og analyser af trafikvideoer, men vi måtte ikke dele vores optagelser med svenskerne. Hvis de skulle analysere vores data, skulle de komme herover og analysere det på stedet i Aalborg. Og tage tilbage uden at have data med, forklarer Chris Holmberg Bahnsen.

Han har flere anekdoter om bøvlede procedurer. For eksempel at forskere fra ét land skulle ansættes midlertidigt på kontrakt i et andet blot for at få lov til hjælpe med en konkret problemstilling. Eller at gruppen i Aalborg blev mødt med et krav om at indkøbe en fysisk pengeboks til at opbevare deres videooptagelser på kontoret.

- Intentionen i lovgivningen er glimrende. Man skal passe på borgernes data. Men der er en stor overforsigtighed i systemet. Det er utrolig svært at få tilladelse i ét land. Og når man så skal lave en fælleseuropæisk analyse, er det næsten umuligt, konstaterer han.

Skal vi ikke bare gøre det i Tyrkiet?

Professor Thomas Moeslund efterlyser et mere rimeligt forhold mellem beskyttelse af persondata på den ene side - og de mulige gevinster ved at indsamle dem som led i forskning på den anden.

- Meget af det data, vi har, er ude fra trafikken, hvor man selvfølgelig kan genkende mennesker på nogle af billederne. Men der skal også være en proportionalitet, når man forbyder at optage data. I det her forskningsprojekt prøvede vi jo dybest set at redde liv, siger Thomas Moeslund.

Ovenikøbet oplever nogle forskere nu, at kolleger uden for EU kan gøre ting, de selv er afskåret fra. Videoforskerne fra Aalborg Universitet har for eksempel drøftet et samarbejde om et projekt i Tyrkiet, hvor opsætningen af tilsvarende kameraer blev betragtet som helt uproblematisk.

Professor Thomas Moeslund vil nødig til at spekulere i den slags, når han vælger samarbejdspartnere i internationale projekter.

- Det er jo vanvittigt. Det holder ikke i længden. Men det kan selvfølgelig blive en af konsekvenserne. Hvis ikke der kommer nogle lidt mere pragmatiske løsninger og mere håndterbare procedurer, så vil det være sådan noget, man vil blive nødsaget til at gøre, selv om jeg ikke personligt synes, det er en god idé, siger Thomas Moeslund.

Halvdelen var bekymrede i undersøgelse blandt forskere

Videooptagelser er ikke de eneste data, forskere har fået sværere adgang til på grund af den nye GDPR-persondataforordning fra EU.

Sara Mosberg Iversen, lektor i Medievidenskab ved Syddansk Universitet, har tidligere gennemført en uformel undersøgelse af GDPR-konsekvenserne for universitetsnetværket DIGHUMLAB, som støtter digitale forskningsaktiviteter inden for humaniora og samfundsvidenskab.

- Halvdelen af dem, der svarede, var bekymrede for, at det ville få indvirkning på deres forskning. En mindre del havde også allerede oplevet, at de var blevet forsinket eller ikke kunne gennemføre forskningsprojekter som planlagt. Så der var helt klart en bekymring, siger Sara Mosberg Iversen.

Men nogle roste samtidig de nye regler, som Sara Mosberg Iversen også selv betragter som fornuftige.

- Det er godt, at der er kommet en regulering. Så det er måske noget med at overveje, om der skal være lidt andre muligheder, når det gælder forskning, end når det gælder virksomheder, mener hun.

Hvis alt skal slettes i en fart, går viden tabt

Sara Mosberg Iversens undersøgelse udpeger flere forskningsområder, som har fået problemer. Indsamling og opbevaring af video er på listen. Det samme er internetforskning og anden automatiseret indsamling af materiale.

- Dér handler det meget om at kunne dokumentere og gemme for eftertiden, men de løber ind i det problem, at der kan være alle mulige personoplysninger i det materiale, som bliver indsamlet. Så nogle af internetforskerne, der besvarede undersøgelsen, var bekymrede for, om det på langt sigt overhovedet kan lade sig gøre at lave den form for forskning, siger Sara Mosberg Iversen.

Forskning over en længere årrække, hvor der samtidig er brug for at kunne identificere deltagerne fra gang til gang for at sammenligne, er også blevet sværere.

Desuden er der en helt grundlæggende modsætning omkring langtidsopbevaring.

Ét af persondata-reglernes hovedprincipper er groft sagt at slette mest muligt hurtigt muligt.

Over for det står forskeres behov for at gemme informationer til senere brug.

- Mange får at vide, at de kan opbevare videofilmen, eller hvad det nu kan være, til projektet udløber, og så skal de slette det. Det er ikke hensigtsmæssigt, fordi forskning også handler om, at vi opbygger viden hen over tid, så vi kan gå tilbage og lave sammenligninger, siger Sara Mosberg Iversen.