Prøv-li-å-hør-hær: Kan du høre forskel på CD og streaming?

Vores ører har vænnet sig til dårlig lydkvalitet, siger ekspert. Her kan du selv høre forskellen på god og dårlig lyd.

Selvom du streamer i høj kvalitet, er lydkvaliteten ofte forringet, siger lydekspert. Her i artiklen kan du selv prøve, om du kan høre forskel.

Små bump og knitrende lyd. Det var engang en del af charmen ved at høre musik.

LP’er dominerede i mange år musikmarkedet. Her kørte en nål gennem rillerne på en plade og opfangede vibrationer, som blev til lyde.

I dag hører de fleste danskere digital lyd. De streamer musik gennem Youtube og tjenester som Spotify, Apple Music og Tidal. Men lyden er ofte ikke optimal.

- Det, vi lytter til i dag, er i virkeligheden noget frygteligt stads. Det er forvrænget, støjfyldt og alt mulig andet, siger lydekspert i over 40 år, Eddy Brixen. Han hjælper blandt andet politiet med at efterforske lydoptagelser.

Der er hovedsageligt to grunde til, at lydkvaliteten er blevet dårligere. Den ene er komprimering, hvor musikproduceren skruer højt op for alle lydene i en sang. Det gør, at dynamikken forsvinder.

Det andet er, at når en lydfil laves til det såkaldte mp3-format. Så forsvinder der nogle data, og det påvirker lydkvaliteten. En del af musikken går simpelthen tabt.

- Men ørets maskeringsevne gør, at vi ikke opfatter det på samme måde. Mange har vænnet sig til det, siger Eddy Brixen.

TEST: Kan du høre forskellen?

I dag tilbyder de fleste streamingtjenester musik i forskellige formater. Og for de fleste vil det være svært at høre forskel på den bedste kvalitet på streamingtjenester og musik på en CD.

Men på sider som Youtube, hvor der ikke er regler for lydkvalitet, kan du finde musik, hvor lyden er så dårlig, at de fleste vil kunne høre forskellen. Det skyldes, at nogle brugere uploader videoer i meget lav kvalitet.

De fem første lydbidder er i det såkaldte mp3-format. Kvaliteten er bestemt efter kbps, hvilket vil sige kilobit per sekund. For at demonstrere, at lyden bliver forringet, har de første to bidder en meget lav kbps. Her vil mange lyttere kunne høre forskellen.

På streamingtjenesten Spotify er den laveste kvalitet, du kan vælge, 96 kbps. Deres højeste mulighed er på 320 kbps. Allerede fra 128 kbps kan det for nogle være svært at høre forskel på det og CD-kvalitet.

- Kvaliteten kan faktisk være rimelig god, og kun trænede lyttere kan høre begrænsningerne, siger Eddy Brixen.

Den sidste mulighed i afspilleren er wav-format. Det er den mulighed, som minder mest om CD-kvalitet. Der findes også en række andre digitale formater, hvor lydkvaliteten er langt bedre end mp3.

Kvalitet afhænger af flere faktorer

Uanset hvilket format du lytter til, er der en anden vigtig faktor, der spiller ind på lydkvaliteten. Det er den dynamiske komprimering af nummeret, som foregår i studiet, efter musikeren har indspillet de sidste toner.

Her ser du en komprimering af en lydfil. Øverst er den "normale" indspilning, hvor der er tydelige pauser og stor afstand mellem høje og lave lyde. Nederst er lydfilen skruet op for at give nummeret gennemslagskraft. Men det betyder også, at nuancerne forsvinder.

Efter CD'en kom på markedet begyndte mange producere at komprimere musikken på denne måde. Her kan du kan læse mere om, hvorfor man begyndte at komprimere, og hvilken betydning det har fået for musikken.

Derudover har det også stor betydning for lyden, hvordan du afspiller din musik.

- Du kan høre det samme stykke lyd med tre forskellige høretelefoner og høre det på tre forskellige måder. Og det er klart, at hvis du har et par billige af slagsen, så vil der være høj forvrængning og mange andre ulemper, siger Eddy Brixen.

- Men ligesom øjnene stiller hvidbalance og vænner sig til noget lys, så gør ørerne det samme med lyd. Men det gør ikke nødvendigvis, at oplevelsen bliver bedre, fortsætter han.

Mulighed for den perfekte musik

Begrænsningerne for god lydkvalitet har påvirket musikken siden begyndelsen af 1980'erne. Men det burde være lige omvendt. For digital lyd har potentialet til at blive langt bedre end Vinyler og CD'er, mener Peter Lyngdorf, der er grundlægger af Hi-Fi-Klubben.

- Det er langt billigere at opmaganisere lyd digitalt nu, end da CD'en kom frem. Fra Ipoden blev lanceret i 2001 og til i dag er downloadspeeden blevet 1000 gange hurtigere. Så alle tekniske muligheder er til stede for, at man producerer, distribuerer og henter perfekt musik, siger han.

- Når jeg selv skal lytte til musik, bruger jeg faktisk Tidal og et nyt format, der endda er bedre end CD-kvalitet, som hedder MQA. Musikken kan selvfølgelig godt være komprimeret, men det giver i hvert fald musikerne mulighed for at genskabe dynamikken i musikken, fortsætter Peter Lyngdorf.

Ødelægger oplevelsen

For mange musikelskere er det vigtigt, at der er styr på både indspilningen, formatet og afspilleren. Flere er også begyndt at dyrke LP-er igen, blandt andet fordi de ønsker at få analog-lyden tilbage.

Men ifølge Eddy Brixen har det ikke nødvendigvis en særlig stor betydning, at meget lyd i dag er præget af dårligere kvalitet.

- For mange er indholdet det vigtigste. Så hvis indholdet er sjovt eller interessant, så gør det måske ikke så meget, hvordan teknikken er, siger han og fortsætter:

- Men for nogle nørder er det stadig vigtigt, at teknikken er i orden. Når jeg for eksempel skal høre klassisk musik, vil jeg klart foretrække, at formatet er så godt som overhovedet muligt, så musikken lever, og jeg ikke skal være irriteret over teknikken.

Facebook
Twitter