I formiddags opsendte det indiske rumagentur ISRO deres månesonde Chandrayaan-2, der skal lede efter vand på Månens sydpol.

Men det bliver ikke det sidste, vi ser til Indiens rumprogram. Sådan lyder det fra professor John Leif Jørgensen fra DTU Space.

Indiens rumprogram er ganske imponerende - og deres nyeste mission til Månen viser, hvor langt de er kommet, forklarer han.

- Chandrayaan-2 er en temmelig stor indsats fra indernes side. De flyver på en helt anden måde end russerne og amerikanerne, siger han.

- Deres kredsløbsmanøvre giver en meget mere effektiv rejse - men til gengæld tager turen til Månen halvanden måned. Den fører så også satellitten gennem strålingsbælterne.

Da Armstrong, Aldrin og Collins rejste til Månen om bord på Apollo 11, tog turen kun tre dage, og de undgik de værste dele af de såkaldte Van Allen-bælter.

Chandrayaan-2 når først Månen til september. At indernes sonde er så lang tid om at nå til Månen skyldes altså, at de bruger en relativt svag motor, som bruger meget mindre brændstof.

Indisk udviklet raket er silkeblød

Raketten, kaldet Geosynchronous Satellite Launch Vehicle Mark III eller GSLV Mk III, som sonden er opsendt med, er også baseret på indisk teknologi.

Ifølge John Leif Jørgensen bliver det lidt glemt i fortællingen om indernes rumprogram, at de har udviklet avanceret teknologi selv.

- Indien har selv måttet udvikle evnen til at bruge flydende ilt og brint som brændstof, fordi amerikanerne ikke ville dele teknologi fra rumfærgen med dem, siger han.

Men nu har rumnationen efterhånden perfektioneret teknologien. Endda i sådan en grad, at DTU Space og John Leif Jørgensen foretrækker de indiske raketter.

DTU forbereder deres udstyr og satellitter på, hvilken raket de skal sendes op med. For det gør en stor forskel, forklarer han.

- Alle løfteraketter har deres særheder. Amerikanernes raketter er brummere, europæernes har en meget høj hvinen, mens russernes, som godt nok er billige, er meget voldsomme. De er jo baseret på gamle atommissiler, siger John Leif Jørgensen.

- Men indernes raket er den mest blide opsendelse af dem alle. Den er silkeblød. Så vi er altid glade for at opsende med den.

De billigste raketter overhovedet

Samtidigt har de indiske raketter den enormt store fordel, at de er billigere end konkurrenterne.

- En amerikansk raket kan sende 1000 kg i kredsløb til omkring 100 millioner euro. Det samme for en europæisk raket. En lidt mindre Vega-raket måske for 50 millioner euro, siger John Leif Jørgensen.

- Men inderne klarer det til under 35 millioner euro. Det gør dem meget attraktive.

John Leif Jørgensen understreger dog, at prisen ikke er alt. Vigtigst er sikkerhed og pålidelighed. Og derfor bruges nogle raketter i stor udstrækning - selvom de er dyrere end andre.

I fremtiden kommer Indien dog for alvor til sin ret, forventer John Leif Jørgensen. Men det kommer an på, hvor åbent raketmarkedet bliver.

- I dag må amerikanske satellitter kun opsendes med amerikanske raketter. Vi må heller ikke opsende med kinesiske raketter. Men altså godt de indiske, siger han.

- Det er et politisk game. Noget som fx SpaceX blandt andet har nydt godt af.

Indien, Kina og Rusland i rumkapløb

Teknologisk har inderne dog en rigtig god chance for at komme foran. De er mere effektive end kineserne, når man ser på kilo per krone.

- Kampen om de billige opsendelser kommer til at stå mellem Kina, Indien og Rusland. 80 procent af raketbyggeri er svær industri. Resten er finesse. Og her har Kina og Indien en stor fordel på grund af en meget lav timeløn, siger John Leif Jørgensen.

Det bliver spændende at følge.

Udover Indien og Kina forventes private aktører - med SpaceX' genanvendelige raketter - at stå for fremtidens rumkapløb på billige opsendelser.

NASA og europæiske ESA har dog også nye raketter på vej, i form af Space Launch System og Ariane 6, som begge kan løfte tunge laster i kredsløb - og begge efter planen skal kunne medbringe mennesker.

Næste skridt for Indiens rumprogram bliver opsendelsen af mennesker - eller vyomanauter, som Indien kalder deres astronauter.

Det skal efter planen ske allerede i 2022, hvor tre vyomanauter skal opsendes i kredsløb ombord på det indisk-udviklede mandskabsmodul Gaganyaan i toppen af en kraftigere version af den samme GSLV Mk III-raket, som i dag sendte sin last mod Månen.