Resultaterne fra rum-tvillinger er klar: Generne bliver ikke normale igen

I 2016 blev den ene af to enæggede tvillinger sendt ud i rummet i et år. Blandt andet for at se, hvilke ændringer i generne det kan medføre.

Scott Kelly på Den Internationale Rumstation. Næsten ti procent af hans gener ændrede sig på hans rumrejse - og de blev ikke 'almindelige' efter seks måneder på Jorden. (Foto: Nasa © Scanpix)

I 2016 vendte astronauten, Scott Kelly, tilbage til Jorden efter 340 dage i rummet.

Ud over at være den amerikaner, der har opholdt sig længst tid på Den Internationale Rumstation, var han også halvdelen af et eksperiment, der aldrig er blevet udført før.

Forskere fra NASA undersøgte, tog prøver og holdt øje med udviklingen af Scott Kellys krop - og analyserede samtidigt hans tvillingebror, Mark Kelly - der blev tilbage på Jorden.

Det er der gennem de efterfølgende år kommet en række foreløbige resultater ud af. Men nu kan forskerne fremlægge de endelige resultater.

Hele ti forskellige forskergrupper har undersøgt prøverne, der er blevet taget før, under og efter missionen.

Din krop ændrer sig af en rumrejse

Forskerne har taget 317 prøver, for at blive klogere på, hvad der sker i kroppen hos en astronaut.

- Det er rigtig mange. De har blandt andet undersøgt cellernes stofskifte, hvilke bakterier der er i testpersonernes afføring og ændringer i deres øjne, forklarer Lise Lotte Hansen, der er lektor på Institut for Biomedicin på Aarhus Universitet, og fortsætter:

- Det er så interessant at se, om de ændringer forsvinder, når astronauten kommer tilbage til Jorden, og hvor lang tid det eventuelt tager.

Resultaterne viser, at størstedelen af kroppens ændringer vender tilbage til udgangspunktet efter seks måneder tilbage på Jorden. Det er dog ikke alle.

- Når vi kommer ud i rummet vil kroppen jo forsøge at modvirke den stress, som vi bliver udsat for i rummet, når vi blandt andet bliver vægtløse, siger hun.

- Hele dit immunsystem, stofskiftet - simpelthen hele din krop - bliver udsat for stress, fordi du er i kredsløb om Jorden. Kroppen prøver derfor at kompensere. Når du vender hjem til Jorden, ændrer størstedelen af disse effekter sig tilbage igen.

Generne tror stadig, at de er i rummet

Der er flere ting, som gør de to tvillinger forskellige. Her fremhæver Lise Lotte Hansen, at særligt ændringer i genekspression (hvor hurtigt et gen omsættes til protein, red.) blev ved med at være der efter tilbagekomsten til Jorden.

Forskerne har nemlig fundet ud af, at Scott Kellys genekspressioner ændrede sig drastisk i de sidste seks måneder af rumrejsen.

Forsøget viste, at 8,7 procent af genekspressions-ændringerne ikke vendte tilbage til udgangspunktet efter astronautens hjemkomst.

Hun forklarer, at ændringen ligger i, at nogle af generne er aktive, når de ikke burde være det. Og nogle af generne er lukkede, når de burde være aktive.

- Generne bliver kort sagt ved med at opføre sig, som om han stadig er i kredsløb om Jorden. Det er gener, som har noget at gøre med fx immunforsvaret og reparationen af DNA, siger hun og fortsætter:

- Og det er åbenbart nogle af dem, som ikke går tilbage til normalen efter seks måneder. Og det er jo vigtigt at vide til senere missioner, siger hun.

Ændringerne i af genekspressionen skete særligt sidst på rumrejsen.

- I de sidste seks måneder af rumrejsen sker der virkelig en kæmpe ændring i genekspressionen, hvor generne altså ikke går tilbage til normal 'opførsel' - og det skete heller ikke efter seks måneder på Jorden. Det er 811 gener, der ikke går tilbage til normalt niveau, og det er mange, siger Lise Lotte Hansen.

Vi kan ikke konkludere noget endeligt

Forskerne bag resultaterne skriver selv, at forsøget er en del af en hypotese om, hvordan kroppen bliver påvirket af rumrejser. De kan altså ikke konkludere noget endeligt.

- Og det er helt rigtigt. Derudover er det heller ikke helt optimalt at undersøge et 50-årigt tvillingepar, hvor begge personer faktisk har været i rummet, hvis man skal undersøge genetiske og epigenetiske ændringer, siger Lise Lotte Hansen.

Forskellen mellem de to personer kunne nemlig muligvis være endnu mere markant, hvis begge parter ikke havde været i kredsløb om Jorden før forsøget.

- Jeg mener, at det er et problem, at begge parter er astronauter. Man kan jo godt forestille sig, at der kan være nogle ‘hængepartier’, som også er ændret i tvillingen Mark Kelly fra hans egne rumrejser, selvom han er på Jorden i dette forsøg, siger hun.

Hun forklarer også, at i forhold til epigenetikken, så er der også forskel på forsøgspersonerne, da de er 50 år gamle. For selvom de er genetisk identiske som udgangspunkt, har de levet to forskellige liv. Og det betyder, at deres epigenetiske profiler ikke længere er ens.

- Jeg mener, at det kan være mere givende, hvis man undersøger astronauter før deres første rumrejse, og så følger dem over tid og undersøger deres ændringer gennem flere ture ud i rummet, siger Lise Lotte Hansen.

Men så havde man selvfølgelig ikke haft den gode historie om de enæggede tvillinger.

Facebook
Twitter